 |
| Sokrates / mønt fra Rom omkring år 0 |
slagmarken. I stedet for at dø rigtigt, kommer hans sjæl til en tilstand efter døden, hvor han bevidner, hvad der sker, når et menneske dør. Han ser også, hvordan nye sjæle kommer ind i verden.
Jeg har ikke kendt til denne tekst før, og den er enormt inspirerende, synes jeg.
Kort fortalt kommer Er til et sted, hvor de afdøde sjæle, der kommer fra livet på jorden, møder de sjæle, der er på vej til at blive født eller genfødt på jorden. På dette sted bliver hver afdød sjæl sendt til en slags himmel eller helvede alt efter hvordan personen har levet sit liv; om han eller hun har levet retfærdigt eller uretfærdigt.
Det (for mig) mest interessante er, at hver sjæl, der er på vej mod et nyt liv på jorden, får muligheden for at vælge sin kommende livsbane. Der er sjæle af både dyr og mennesker, og de kan vælge om de igen vil være et dyr eller et menneske. Sjælen vælger også, om den vil genfødes som rig eller fattig, og den vælger hvilken skæbne, den vil få i livet.
Der er vist også en slags morale om, at man skal vælge klogt og lære af erfaringer fra tidligere liv. Men jeg er ikke helt sikker.
Når sjælen har valgt sin skæbne på jorden, så tildeles den en daimon. Daimonen (der altså ikke er en dæmon!) er en slags skytsånd, der kender den livsbane, som sjælen har valgt før fødslen. Daimonen har den rolle, at den skal sørge for at den pågældende person lever det liv, som det selv har valgt før fødslen. Det er altså vores daimon, der skal sørge for, at vi holder os på netop den livsbane, som vi selv har valgt.
Der sker så det, at før sjælen bliver genfødt på jorden, så drikker den af Glemslens Flod, og sjælen glemmer alt om, hvad der er foregået; den glemmer sit valg af livsskæbne, og den glemmer sine tidligere liv. Derefter bliver det nat, og ved midnat kommer der et tordenbrag og et jordskælv, og i samme øjeblik bliver alle sjælene skudt afsted som stjerneskud mod deres fødsel på jorden.
Hvorfor kan jeg godt lide denne tekst?
Platons fortælling angiver en skæbne for hvert menneske. Vi har ikke frit valg til at leve vores liv. Valget tog vi, før vi blev født. Vores opgave er nu at finde og følge den skæbne, som vi valgte før fødslen.
Og vi har en vejviser. Vi har vores personlige daimon, der skal sørge for, at vi finder og følger den skæbne, som vi har valgt for os selv før fødslen. Det var ikke nødvendigvist et klogt valg, men Platon betoner, at vores sjæl fødes igen og igen, så når vi er på vej mod jorden og igen skal vælge vores livsbane, så er der mulighed for at lære af vores tidligere erfaringer på jorden.
Hvordan lytter vi til denne daimon? Jeg ved ikke, om der er en opskrift. Sokrates var Platons lærermester. Når han fornemmede, at hans daimon havde noget at sige til ham, så standsede han op og stod stille. Jeg vil tro, at han ligesom lyttede indad for at høre en stemme derinde. Det var Sokrates' daimon, der sagde til ham, at han ikke skulle stoppe med at undervise folk i at tænke selv, selvom det ville koste ham livet. Sokrates lyttede til sin daimon og opfyldte sit livs formål, selvom det kostede ham livet.
Jeg håber ikke, at de fleste af os må drage så store konsekvenser som Sokrates af, at følge vores daimon og at opfylde vores livsformål. Men min egen oplevelse er, at det har omkostninger. Vores daimon har ikke vores lykke, rigdom eller ydre succes for øje. Den har vores livsformål for øje. Den er ligeglad med, om vi bliver rige og lykkelige og succesfulde på jobbet; hvis vi er succesfulde på en livsbane, der ikke er vores, så vil vores daimon sikkert sørge for, at der er noget, der går galt, eller at vi bliver syge eller ulykkelige eller noget andet. Omvendt tror jeg heller ikke, at daimonen vil sørge for, at vores liv går let og glat, når vi følger vores livsformål. Sokrates lyttede til sin daimon og valgte dermed døden fremfor at opgive sin undervisning. Det var jo ikke så sjovt for Sokrates, men hans filosofi har præget vores tanker i tusinder af år. Så ved at følge sin livsbane fik Sokrates' liv mening snarere end rigdom og behagelighed.
Jeg troede en gang, at hvis jeg bare var tro mod mig selv, så vil mit liv ordne sig lykkeligt. Som ved en slags magi. Men sådan er det vist ikke. Jeg valgte en gang, at jeg ville uddanne mig til jungiansk psykoanalytiker. Jeg startede på denne uddannelse for snart 10 år siden, og jeg er endnu ikke færdig (selvom der endelig er en ende i sigte). Jeg fik en søn lige før uddannelsen startede, men jeg tænkte (mere eller mindre bevidst), at hvis bare det er det rigtige for mig at gøre, så vil tilværelsen på en eller anden måde ordne det sådan, at det kommer til at gå uden de store anstrengelser. Sådan gik det så ikke.
Tilværelsen gav mig et vink med en vognstang om, at det nok var det rigtige valg, at starte på den uddannelse. Et par måneder før jeg skulle starte, spurgte en af min kones tidligere bekendtskaber (som jeg ikke har set før eller siden), om jeg ikke ville have Jungs samlede værker, som hun havde stående derhjemme men ikke læste i mere. Og penge ville hun ikke have. Jeg gik derfra med en rullekuffert fuld af de 20 bind, som nu har fulgt mig gennem hele uddannelsen. Det var svært ikke at se dette som et tegn på, at jeg vist var på rette vej (jf. synkronicitet).
Men at være på rette vej betyder ikke, at livet derfra bliver let. I min forskerstilling på universitetet er det bestemt ikke et fornuftigt valg, at blive jungianer. Svend Brinkmann skrev engang, at stort set ingen på universitetet i dag tager Jung seriøst. Og det er vist rigtigt. Mine nærmeste kolleger er ret forstående, men det kan ikke siges at være et oplagt karriere-valg.
Vejen mod at blive jungianske analytiker og samtidig forsørge en familie, og uden at svigte min rolle som far for min søn, har også været en usandsynligt anstrengende vej. Disse spændinger førte et par år tilbage til et personligt sammenbrud hos mig, og jeg håber bestemt ikke, at jeg skal opleve sådan et igen. Som jeg forstår det, lyttede jeg til min daimon, men det gjorde bestemt ikke livet lettere.
Men noget kom der ud af det. På Jung-uddannelsen lærte jeg den metode, der hedder "spædbarnsobservation". Uden at have planlagt det, førte det til, at jeg brugte metoden i min forskning i vuggestuer, og det førte igen til bogen "Vuggestueliv" (2019), som jeg er glad og stolt over at have skrevet. Det var et ekstremt anstrengende arbejde, som ovenikøbet endte i et sammenbrud. Da bogen blev lanceret til en reception, kunne jeg ikke selv være tilstede, for jeg var sygemeldt på grund af overanstrengelse. Men af det lærte jeg så noget om vores grundlæggende menneskelige behov og begrænsninger, så heller ikke det var spildt. Jeg vil tro, at min daimon var fint tilfreds gennem det hele, selvom jeg ikke selv havde det nemt.
Omvendt oplever jeg, at når jeg får en idé til en artikel eller noget andet, som logisk og karrieremæssigt set vil være en rigtig god idé, men som min daimon ikke er interesseret i, så ender det som skønne spildte kræfter, og et upubliceret manuskript i skuffen.
Mere radikalt kan man også tænke, at vi også har valgt vores traumer og handikap før fødslen. Formålet er, at de skal lære os et eller andet, fordi det vi lærer, vil komme resten af verden til gode. Det må jeg skrive om en anden gang (hvis jeg tør).
Det positive ved denne tænkning er, at vi ikke har frit valg. Vi har en livsbane, som vi vi har valgt, og vi skal blive på denne livsbane og finde ud af, hvad vi kan lære undervejs. Når livet er svært, så er det i det mindste vores eget liv vi lever. Hvis vi hele tiden sammenligner os med andres instagram-liv, så tænker vi (jeg) hele tiden, at vi har et dårligere liv end dem, og at det er vores egen skyld, og at vi burde have det anderledes. Med Platons vision af livet og døden giver det ikke mening, at sammenligne vores liv med andres liv. Vi har vores egen livsbane at opfylde, og de har deres. Spørgsmålet bliver ikke "er jeg lykkelig nok?" eller "burde jeg være lykkeligere?" eller "er de andre lykkeligere end mig?". Spørgsmålet bliver: "Er jeg på min egen livsbane?" Er det mit liv, jeg lever, eller er jeg på en forkert livsbane?
Og hvordan finder vi ud af det? Svar: Spørg din daimon!
Og hvor kommer Jung ind i billedet? Det, jeg skriver om her, er selvfølgelig det, som Jung kalder "individuationsprocessen".
Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742
Kommentarer
Send en kommentar