To visioner, to verdener, tidlige traumer

Foto: Mondschwinge / Pixbay

For omkring 15 år siden boede jeg på Islands Brygge, tæt ved Amager Fælled. En dag var jeg ude at gå på Fælleden, og jeg gik og tænke på, hvornår kærlighedsforhold og seksuelle forhold er skadelige for de involverede, og hvornår de er positive. Mens jeg gik, begyndte jeg at føle et sært indre tryk, som en slags stigende indre "fylde". Jeg kunne mærke, at jeg bare skulle blive ved med at gå, indtil noget ville ske. Så jeg gik og gik indtil et stærkt billede begyndte at fylde mit sind. Jeg lagde mig ned i det høje græs ved siden af vejen, trak min vindjakke over hovedet, så jeg lå i mørke og lod billedet udfolde sig fuldt ud i min bevidsthed. Det var altså en slags vision, som uventet overmandede mig: 

Jeg så et stort mørkt kosmos. I dette kosmos var der gnister, som cirklede rundt og tegnede gigantiske elliptiske spor i mørket. Nogle af gnisterne mødte hinanden igen og igen og igen, mens de cirklede rundt i deres baner. Jeg vidste, at disse gnister var menneskelige sjæle, som igennem livstid efter livstid bevægede sig rundt i deres baner og gennemlevede igen og igen bestemte temaer. På vejen gennem deres cirkler mødtes bestemte sjæle hinanden igen og igen, indtil de havde lært det af deres møde, som de skulle lære. Nogle gange var forholdene mellem sjælene smertefulde og destruktive, men de ville mødes igen og igen og igen i  livstid efter livstid, indtil de havde lært, hvad de skulle lære af dette møde. 

Det er meget få gange i mit liv, at jeg har oplevet at få en vision. Det er en meget anderledes følelse, end noget andet, jeg har prøvet. Det er som om noget stort trænger sig frem gennem kroppen og sindet og ind i bevidstheden for at udfolde sig som et fuldt billede, eller en fuld fortælling. Det er meget anderledes, end at gå og fantasere og have fantasibilleder i hovedet. Følelsen af, at noget næsten overvælder sindet, og folder sig ud i bevidstheden, er temmelig særegen. Det kan være lidt skræmmende men ellers ikke ubehageligt.

I denne vision er der en fremstilling af en slags reinkarnation af den menneskelige sjæl. Min tolkning er, at billedet viser en kosmologi, hvor de enkelte sjæle gennemlever livstid efter livstid med en form for formål, nemlig at denne "gnist" skal lære noget gennem inkarnation i den fysiske verden, og måske særlig gennem relationer til andre mennesker. Der er nogle mennesker, som har en særlig kraftig tiltrækning til hinanden, og måske er de en form for "soul mates" (jeg er også stødt på begreberne "twin flame" og "trauma bond"), som har noget bestemt at lære af hinanden. Disse forhold er sikkert lang fra altid lykkelige og harmoniske; det kan være, at de forbinder sig til de mest eksplosive og destruktive dele af hinandens personlighed. Jeg kan huske at en erfaren jungiansk analytiker en gang sagde til mig: "Ja, i den slags forhold kan man enten ødelægge hinanden eller helbrede hinanden." Så det er ikke et idyllisk verdensbillede og syn på "særlig tiltrækning".

Carl Jung skriver et sted, at vi moderne mennesker, må finde den myte, vi lever efter, for de gamle myter virker ikke mere for mange. Hvis nogen spørger mig (og det er der i virkeligheden jo ikke nogen, der gør), hvad der er min personlige myte, så er det denne vision; den enkelte sjæl eller "gnist", der sikkert kommer fra noget større, der måske er en slags universel bevidsthed. Den enkelte gnist inkarneres livstid efter livstid for at lære noget af dens relationer til andre gnister i andre mennesker. Med filosoffen Hegel kunne man sige, at det er Verdensånden (den universelle bevidsthed), der oplever og erfarer sig selv gennem inkarnation i det enkelte menneskes ånd og i relationer med andre mennesker. Verdensånden, der vel er Hegels ord for Gud, er på den ene side universel, men på den anden side kan den ikke erkende sig selv udover gennem inkanationen i menneskelivet og konfrontationen med den fysiske verden og relationer med andre mennesker. 

Omkring 10 år efter denne "vision", hvor jeg og min familie var flyttet til Roskilde, var jeg alene i vores lejlighed. Jeg kan ikke huske noget bestemt om den tid eller den dag, men jeg kan tydeligt huske, at jeg igen fik den følelse af, at en indre fylde begyndte at fylde mig, og jeg lagde mig på vores sofa og lod bare et billede dukke frem i bevidstheden:  

En gnist bevæger sig ude fra kosmos og ned mod Jorden. Den har en stråle af lys bag sig. Jeg forventer, at det er en sjæl på vej mod inkarnation på jorden. I Jordens atmosfære er der en slags felt, som kraftigt forstyrrer gnistens færd mod jorden. Flere ting kommer nu susende fra kosmos og mod Jorden. Jeg tror først, at det er flere ”sjæle-gnister”, der skal inkarneres, men i stedet er det noget (nogle sorte stråler), der rammer hårdt ned i Jorden fra alle siden, så Jorden efterhånden ødelægges fuldstændigt i en stor sort sky. Den sorte sky hænger nu i kosmos. Et gyldent spædbarn kommer til syne. Spædbarnet opsuger den sorte sky som var Jorden, men spædbarnet ser næsten ud til at være ved at sprænges af at have så meget energi og kaotisk masse inden i sig. Så falder spædbarnet ned på en grøn eng. En familie finder det og tager det til sig. Barnet vokser op og bliver en stor mand, stærk og med store sko og blå jeans. Stadig ser han ud til at have et stort pres indeni, for hele den ødelagte Jords masse giver et enormt tryk indeni og udvikler en enorm varme, så han gå ret vaklende. Man kan nærmest se igennem sprækker, som det indre tryk laver i hans overflade.

Min tolkning af denne vision er, at den viser en sjæls (min egen sjæls?) inkarnation i den fysiske verden, altså en fødsel (min fødsel?). Undervejs i fødslen sker der noget katastrofalt. For spædbarnet og dets mor bliver fødslen en traumatisk og katastrofal oplevelse. Det er som om, at verden sprænges og går under. Spædbarnet og dets sjæl oplever fødslen som en slags dommedag eller ragnarok, hvor verden går under i ødelæggelse og kaos.

Der er en interessant parallel til den psykiske tilstand, der indenfor alkymien kaldes "nigredo"; sjælens formørkelse. I det alkymistiske værk, Aurora Consurgens, som Jung var meget optaget af, findes denne passage (oversættelse af Aksel Haaning): 

"Jeg skuede og så i det fjerne en stor sky, som formørkede hele jorden og havde opslugt denne, (jorden) som tildækkede min sjæl, fordi vandene var trængt helt ind til den, hvorfor vandene var forrådnede og blevet fordærvede ved synet af det dybeste helvede og dødens skygge, for et uvejr har overvældet mig."

Jeg kan ikke sige så meget mere om dette, end at der altså er et arketypisk element i dette billede af jorden der går under i en voldsom kataklysme (verdensødelæggelse). I sit speciale "Farvens Klarhed" kalder Frederik Hersnack Grunnet denne begivenhed for "en kosmisk formørkelse, som også finder sted i det enkelte menneske, både i sjæl og i legeme." (2023, s. 42).  

Det gyldne spædbarn tolker jeg som det, Jung vil kalde Selvet: Det er et symbol på både personlighedens totalitet og personlighedens centrum og udspring. Som Jung beskriver i sit essay om Barnearketypen (C.W. 9.1), bliver Selvet ofte symboliseret som et guddommeligt barn eller spædbarn, og jeg tror, at dette gyldne kosmiske spædbarn er et eksempel på dette arketypiske billede. I vision dannes selvet igennem fødslen, men selvet opfyldes af alle de kaotiske og destruktive affekter, som den katastrofale fødselssituation medfører. I mit tilfælde var det ikke kun fødslen, der var katastrofal for mig og min mor, men dagene eller ugerne op til fødslen, selve fødselsforløbet og ugerne efter fødslen, hvor jeg lå i kuvøse som for tidligt født. 

En læge, der på den tid arbejde på den fødselsafdeling for for tidligt fødte, har fortalt mig, at kuvøsebørn dengang blev behandlet meget hårdhændet. De fik indsprøjtninger alle mulige steder (for at styrke deres immunforsvar) og fik slanger ned gennem mund og næse, for at give dem mad. Hun sagde til mig: "Der er ikke noget sted på din krop, hvor der ikke blev gjort dig ondt." Det hele skete i den bedste hensigt; at holde mig i live. Dengang i 1971 vidste man ikke hvor meget de tidlige dage, uger og måneder betyder for spædbørn og deres udvikling. Man vidste ikke hvor vigtigt det er, at barnet holdes og beskyttes og kærtegnes og gives omsorg. Man vidste heller ikke, at for tidligt fødte børn, hvis nervesystem endnu er helt ufærdigt, har endnu større behov for kærlig og nænsom omsorg og en masse, masse, masse varm og blød kropskontakt. Det er en skarp kontrast til mine uger i kuvøsen. 

Den sidste del af visionen giver et billede af denne bestemte gnists inkarnation på jorden. Til trods for de katastrofale oplevelserne omkring fødslen, blev denne gnist til en voksen mand. Da jeg fik denne vision, havde jeg gået i jungiansk analyse i en del år, og jeg var begyndt at få kontakt til mine tidlige oplevelser. Billedet af den voksne mand, der vælter rundt og prøver at håndtere trykket fra den indre katastrofe, der stadig fylder ham, tror jeg afspejler dette tidspunkt, hvor affekter fra de tidlige traumer begyndte af vælde frem i min psyke. Tidligere havde sporene fra denne katastrofe været fraspaltet. Det er den "løsning" på katastrofale oplevelser, som børns og spædbørns egen psyke har til rådighed. Den tekniske term er "dissociation"; psyken afskærer, fraspalter og isolerer et stykke af sig selv, som er ubærligt. Til gengæld lever barnet videre, men nu uden adgang til en del af sin egen psyke og sit eget følelsesliv. Det er ikke så godt, men den bedste "løsning" efter omstændighederne, for barnet overlever. De ubærlige erfaringer lever derefter "frosset ned" på et isoleret sted i psyken, og godt beskyttet af forsvarsmekanismer, som har til formål, at dette "sted" aldrig, aldrig skal blive bevidst og mærkes igen. Ingen må igen nogen sinde komme her igen. Ingen må bevidne dette, ingen må mærke dette, ingen må kende til dette. Man overlever, men til gengæld mister man denne del af sin "sjæl", som er "frosset ned", gem af vejen, og beskyttet af forsvarsmekanismer (angst, aggression, depression, m.m.).

Ved dette "sjæletab" (den shamanistiske betegnelse for dissociation), er det ikke kun den konkrete oplevelse, som bliver "frosset ned" i psyken og gemt væk, altså dissocieret. Det er en bredere del af psyken, der bliver utilgængeligt. Ved tidligere traumer, kan det fx være dele af følelseslivet og kontakten til kroppen, der bliver utilgængelig i det videre liv. Det kan også være kontakten til "livs-gnisten" (Selvets kerne, livsenergiens oprindelse), der her mistes. I stedet må livet så klares ved hjælp af "coping-mekanismer" og viljestyrke. Værdien ved igen at nærme sig dette traumatiske sted i psyken, og at bringe denne del af sjælen ud af det psykiske "fryserum" er, at man igen kan få kontakt til den kilde til livsenergi, der er frosset ned her. Også kontakten til kroppen og sanserne kan muligvis etableres. Men det er ikke en nem opgave, for traumerne og skaderne ligger tilbage langt før alle bevidste erindringer. Det er et ordløst sted fyldt med smerte og frygt og med primitive affekter, ordløse tilstande og uforståelige symptomer. 

Jeg er begyndt at læse bogen "Trauma and the Soul" af den jungianske psykoanalytiker Donald Kalsched. Bogen giver et "psyko-spirituelt" perspektiv på tidlige skader. Kalsched skriver i bogen om, hvordan den menneskelige sjæl er en gnist, der inkarneres i den fysiske virkelighed, for at vokse, lære og gradvist tage form som en hel personlighed, funderet i verden og i kroppen. Det er altså et billede, der er ret tæt på min første vision. Han skriver, at denne "gnist" er det, der gør, at vi føles os i live. Det er denne gnist eller sjæl, som giver os den grundlæggende livsenergi. Uden den, vil vi mangle den animerende gnist, som gør vores personlighed og krop levende. Han skriver: 

"the soul is by definition, this very animation and aliveness (...) the vital spark in us that 'wants' to incarnate in the empirical personality but needs help from supportive persons in the environment to do so." (s. 20)

På en måde tænker jeg, at jeg hat ventet hele mit liv på at læse denne sætning. Den giver ord og mening til noget, der før var ordløs og meningsløs tilstande, affekter og symptomer.

Kalsched skriver også, at man ved tidliger skader tvinges til at leve i ikke én verden, men to verdener. Han skriver, at mennesket alle steder og til alle tider (bortset fra den vestlige verden de sidste 3-4 hundrede år) har vidst, at der er to verdenen; den fysiske-materielle verden og den åndelige verden. De fleste kan nøjes med at leve i den ene verden, sjælen inkarneres trygt og sikkert i den fysiske verden. For andre, dem med tidlige skader, bliver en del af sjæles aldrig rigtig fuldt inkarneret i den fysiske verden, og en del af sjælen vil derfor befinde sig i den åndelige verden. Jung vil måske sige: Arketypernes verden. Med tidlige skader vokser man op med et ben i to verdener. Den åndelige / arketypiske verden er der, hvor man har efterladt en del af sin sjæl (det er her "frysehuset" ligger). 

Vejen til heling (at blive mere psykisk hel) ligger i, at genetablere kontakten mellem de to verdener. Det er muligt, fordi der i psyken for disse mennesker stadig er en åbning mellem det fysiske og det åndelige. Derfor har tidligt skadede oftere end andre åndelige oplevelser. Jeg vil tro, at det i mit tilfælde bl.a. har betydet, at jeg har fået de to visioner, som jeg har beskrevet ovenfor. Det er den åndelige verden, der - på godt og ondt - bryder ind med et budskab i form af indre billeder i den fysiske verden. Vejen til heling går bl.a. ved at acceptere denne forbindelse mellem verdenerne, og ved ikke at afvise den ene verden til fordel for den anden. Med Kalscheds ord, må man vedkende sig at være "borger i to verdener"; den åndelige / arketypiske og den fysiske / materielle.