 |
| Daniel Torobekov / Pexels |
med et våben. Denne mand virkede meget farlig, men han var også hårdt såret, af en sår på toppen af hovedet. Dette sår var hvidt og lignede nærmest en lille vulkan med et hul ned i midten. Siden denne drøm har jeg været i temmelig meget oprør indeni, og jeg har ikke kunnet finde ud af, hvad det handler om, eller hvad jeg kan gøre ved det. ”Det går nok over”, tænkte jeg. Men det gjorde det så ikke, og blev bare til en kraftigere og kraftigere indre uro.
I dag tog jeg mig så sammen, og tog ud i Boserup skov med en
tromme, og lavede en trommerejse for at finde ud af, hvad det er, som rør sig i mig, og
hvad jeg kan gøre for at håndtere det. Hvem er den sårede og farlige mand, med
et hul i hovedet?
Og jeg fik svar.
Han er (selvfølgelig) en skyggeside i mig selv. En del af
mig selv, som jeg ikke vil vedkende mig, og som derfor bliver ved med at forfølge
mig som en skygge og føre til problemer i mit liv (nok mest en masse dårligt
humør og vrissenhed). Denne skyggeside er såret, så det første skridt er altså
at vedkende mig, at jeg altså ikke er en specielt psykisk stabil person, men at
jeg har psykiske ”sår”, som jeg skal tage mig af. Jeg må tage mig af min indre
mand, som er såret i hovedet (dvs. psykisk sårbar eller ”skør”). Det handler
ikke om at fixe ham; det handler om at blive bedre til at tage mig af mig selv,
og løbende finde ud af, hvad denne årede side af mig har brug for, for at være
i nogenlunde balance. Løbende psykisk selvomsorg, kan man måske kalde det.
Hvorfor opfatter jeg ham som farlig i drømmen? Hvem har lyst til at erkende sin egen sårbarhed og sårethed, og at begynde at tage sig af denne del, fremfor at komme væk fra den? Åbenbart ikke mig (men det må jeg hellere prøve at lave om på).
Den næste erkendelse, jeg kom hjem fra skoven med, handler
om, at denne ”skade på psyken” (hullet på toppen af hovedet) ikke bare handler
om psykisk ustabilitet. Hullet sidder på toppen af hovedet og peger opad; det
symboliserer også en forbindelse til ”det åndelige”, ”den anden verden” eller ”Åndeverdenen”.
Det siger noget om, hvad det er for et sår, der er tale om. Det er nok en form
for psykisk skrøbelighed, men det er også en såret kontakt til den åndelige
verden. Derfor er ”medicinen” til dette problem en løbende etablering af
kontakt til Åndeverdenen. Rent konkret kan jeg mærke, hvilken kæmpe forskel det
gør for min psykiske balance og evne til at fungere at komme ud i skoven og
lave en trommerejse. Der er virkelig et ”før” og et ”efter”. Medicinen virker
med andre ord.
Mandens hul på toppen af hovedet var i øvrigt også et åndehul som det, delfiner har. Han er vist en slags delfin-ånd, som symboliserer forbindelse med Åndeverdenen. Det giver vel mening, da delfiner bevæger sig mellem to verdenen; overfladens verden og dybets verden.
Det fører til den næste erkendelse, som jeg om hjem med, nemlig at dette sår, ikke bare er mit individuelle sår, men også en civilisationssår. Det er ikke bare mig, der har en tendens til at leve afkoblet fra Åndeverdenen. Det er hele den vestlige civilisation og modernitet, der er bygget på en afvisning af Åndeverdenens virkelighed. Det er kun den materielle virkelighed, som bliver anset som virkelig. Den åndelige virkelighed, Åndeverdenen, bliver opfattet som overtro og galskab. Men hvis det nu er sådan, at den åndelig virkelighed faktisk er lige så objektivt virkelig som den materielle virkelighed, så er det jo ikke så mærkeligt, hvis nogen bliver skøre af at undertrykke og fornægte denne side af sig selv. Vi ved jo, at man får symptomer, hvis man systematisk undertrykker store sider af sig selv (fx behov vrede og seksualitet). Hvis Åndeverdenen er lige så virkelig som den materielle verden (men bare virkelig på en anden måde), så er det jo ret logisk, at det kan føre til psykisk ustabilitet konsekvent at benægte denne side af sig selv.
Jeg er ved at læse en fantastisk bog af Malidoma Somé: ”Afrikas
Helbredende Visdom”. Somé er født i en landsby Bukina Faso. Han beskriver,
hvordan Åndeverdenen er (eller har været) en naturlig del af landsbyens liv. Den
fysiske verden blev ikke afvist, men den almindelige forståelse var her, at alt
har to dimensioner; en fysisk og en åndelig. Sygdom har disse to dimensioner.
Mennesket har de to dimensioner. Naturen har de to dimensioner. Livet i
landsbyen har de to dimensioner. Han beskriver, hvordan hverdagen i landsbyen
er fuld af ritualer, der fungerer som kontakt mellem de to verdener.
I Vesten (og mere og mere i resten af Verden, tror jeg) opfatter man nu virkeligheden sådan, at den kun har den ene dimension, og den satser vi så alt på. Men hvad nu, hvis det ikke er sådan? Og hvad nu, hvis denne ensidighed er med til at gøre os syge?
Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742
Kommentarer
Send en kommentar