Den naturlige ånd: Om splittelsen i den menneskelige natur og dens helbredelse

"Natural mind er ånd, som ... udspringer fra
 menneskets natur som en kilde af jorden
og udsiger naturens ejendommelige visdom."
Jeg læser i øjeblikket bogen The Earth has a Soul, der samler hvad Jung har skrevet om naturen og
vores forhold til den. Her er jeg stødt jeg på dette citat: 

"den autoritet, der udøver sin magt klogt nok til at at give naturen tilstrækkeligt frit spil - og ånden er en del af naturen - behøver ikke frygte at gå under før tid." (Jung, CW 16, §227, min oversættelse) 

Dét, der fangede mig ved denne sætning, er bemærkningen om, at Jung opfatter ånden som en del af naturen. 

Ofte opfatter man natur og den menneskelige ånd som modsætninger. Materien vs. ånden. Naturen er "tingene derude" og ånden er menneskets bevidsthed "derinde", som er løsrevet fra naturen, og som kan bevæge sig frit. Men i denne sætning sætter Jung den menneskelige ånd ind, som en del af naturen. For mig gav denne sætning nærmest et lille elektrisk stød, og den kørte rundt i hovedet på mig i nogle timer: "ånden er en del af naturen." Hvad betyder det?

Når jeg bliver optaget af denne simple sætning, er det fordi, den peger på en mulighed for, at bevægelsen i vores bevidsthed (ånden) ikke behøver at være en bevægelse væk fra naturen. 

I denne sammenhæng tænker jeg "den indre natur" som vores kroppe og de følelser, som opstår i og bevæger vores kroppe. Vores "indre natur" er også de psyko-biologiske systemer eller instinkter, der findes i de ældste og mest "primitive" dele af vores hjerner (Panksepp beskriver nysgerrighed, omsorg, leg, begær, frygt, sorg og vrede). Nå ja, og hos Jung er "den indre natur" de arketyper, der udgør det fællesmenneskelige psykobiologiske grundlag for vores psyke. 

Hvis ånden er en del af naturen, så kan ånd og natur altså fungere i samklang med vores følelsesliv og krop. Ånd behøver ikke at være fremmedgørende; altså, vores tanker og bevidsthed behøver ikke at føre os væk fra kroppen, følelserne og vores grundlæggende instinkter. 

Det er både menneske-artens store fortjeneste og dens tragiske skæbne, at vores bevidsthed er revet løs fra dets ophav i vores organisme, så vores tanker og opmærksomhed kan trænes til at fungere løsrevet fra krop, følelser og instinkter. Det er et indre "split" eller spaltning mennesket. Vores ånd kan altså - på godt og ondt - spaltes fra vores indre natur. 

Måske er det dette både tragiske og fantastiske moment i menneskehedens historie, der billedliggøres i Bibelens skabelsesberetning, hvor Eva og Adam spiser af Kundskabens Træ og opnår selvbevidsthed, men prisen er, at de udvises fra Edens Have, der symboliserer den relativt ubevidste tilstand, hvor natur og bevidsthed eksisterer i et harmonisk (men ubevidst) samspil. 

Jung skriver rigeligt om denne tilstand, hvor det moderne menneske har løsrevet sin bevidsthed og tankeverden fra det indre natur-grundlag. Der er tale om en fantastisk bedrift, hvor evnen til at tænke og reflektere objektivt har skabt grundlag for den moderne videnskab og teknologi. Medicin, teknologi, naturvidenskab og andre vidundere, er blevet muliggjort.  

Tragedien ved denne begivenhed findes i det enkelte menneske, hvor tankevirksomheden har løsrevet sig fra krop, følelser og instinkter, og hvor bevidstheden har lært at agere uden kontakt til resten af personligheden. Tragedien er størst i de tilfælde, hvor det enkelte menneske helt identificerer sig med sin evne til logisk tænkning, mens resten af personligheden (kroppen, følelserne, intuitionen, instinkterne) ignoreres eller ligefrem bekæmpes og fraspaltes.  

Jeg husker en af mine egne vigtige drømme, som jeg havde for nogle år tilbage. I denne drøm løb jeg (som var ung) med nogle andre unge mænd nøgne gennem et iskoldt, månebeskinnet bjerglandskab under en frostklar stjernehimmel. Der var en stærk oplevelse af glæde, frihed og fri bevægelse, og vi frøs ikke trods den stærke kulde. 

Oplevelsen af drømmens første del var altså ret positiv, men der skete så det, at jeg løb ud på et lag af is. Isen gav efter under fødderne på mig, og jeg faldt gennem isen og ned til en underjordisk verden, der var som en varm og fugtig regnskov. Hernede var der en kæmpe kødædende plante, som prøvede at sluge mig. Kun min evne til med logisk tænkning at beregne plantens bevægelser reddede mig fra at blive slugt og fortæret.

Denne drøm pegede på et stort problem i min psyke; spaltningen mellem det iskolde bjerglandskabs verden (den frie ånd, tænkning, bevidsthed, objektivitet), og så den fraspaltede organiske verden af varme og fugtighed (organisme, krop, følelser, begær, instinkter). I drømme er is ofte et symbol på dissociation, dvs. fraspaltning, så islaget symboliserede netop en spaltning mellem "den frie ånd" af tanker og bevidsthed, og en ubevidst og fraspaltet indre verden af følelser, krop, instinkter og begær. Jeg følte mig fri som de unge mænd i starten af drømmen, men denne frihed var på bekostning af en alvorlig indre spaltning. 

Som jeg ser det, er denne drøm både personlig og kollektiv. Drømmen giver et billede på et personligt problem hos mig (den fraspaltede "indre natur"), men der er også kollektive aspekter af drømmen; mit personlige psykiske problem, er samtidig et tidstypisk problem, som Jung mener er kendetegnende for hele vores kultur: Vi har ved en dyrkelse af den rene tænkning og den frie vilje løsrevet bevidstheden fra dens fundament i vores organisme. 

Jung skriver om, der sker, når vores ord og sprog (bevidsthedens væsentligste former) løsriver og selvstændiggøre sig fra vores organisme og sanselige oplevelsesverden:

"vi står i dag overfor den fare at hele virkeligheden bliver udskiftet med ord. Dette er skyld i det frygtelige tab af forbindelse til vores instinkter, som kendetegner det moderne menneske og særligt bymennesker." (Jung, CW 10, §882, min oversættelse) 

Vore ord (og dermed vores bevidsthed, "ånden") løsriver sig fra organismen og svæver dermed i deres egne løsrevne virkelighed, uden kontakt med krop, følelser og sanselige oplevelser af verden. Ordenes isolerede virkelighed bliver dermed symptom på en traumatisk adskillelse i stedet for at forbinde og helbrede.

Jung peger på, at netop løsrivelsen af ånd fra natur er grundlaget for mange psykiske vanskeligheder (neuroser) i vores del af verden.  

Men altså; jeg skriver dette for at forstå, hvorfor jeg bliver så begejstret over at læse, at ånden er en del af vores natur. Det må betyde, at ånd og krop, tanke og følelse, vilje og instinkt, sind og organisme, bevidsthed og det ubevidste, ikke nødvendigvis er hinanden modsætninger. Tanken behøver ikke at fungere løsrevet fra krop og følelser. Bevidstheden behøver ikke at virke som et "psykisk sværd", der adskiller krop og psyke (keruber sættes i Bibelens skabelsesberetning til at vogte indgangen til Edens Have med lynende flammesværd).

Men hvad vil det sige at ånd er natur? Hvordan kan ånd og indre natur fungere som en enhed, og ikke som modsætninger? Jung anvender betegnelsen "natural mind" (den naturlige bevidsthed) om dette. Han skriver i en fodnote: 

"Natural mind er ånd, som stammer fra naturen og ikke har noget med bøger at gøre. Den udspringer fra menneskets natur som en kilde af jorden og udsiger naturens ejendommelige visdom. Den siger tingene ubekymret og ryggesløst." (Erindringer, Drømme, Tanker, note 8) 

Jung skriver i sin selvbiografi, at hans mor kunne inkarnere denne "naturlige ånd". Han skriver om denne del af sin mors personlighed, der som barn skræmte ham: 

"Mellem min mors to personligheder var der en betragtelig forskel. Det var årsagen til, at jeg som barn ofte i drømme var bange for hende. Om dagen var hun den elskede mor, men om natten synes jeg, at hun var uhyggelig. Da var hun som en sandsigerske og samtidig som et sjældent dyr, som en præstinde i bjørnens hule. Arkaisk og ryggesløs. Hun legemliggjorde da, hvad jeg siden kaldte 'natural mind'." (Erindringer, Drømme, Tanker, s. 51) 

Det er vist nok ord for denne gang.   

Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742

Kommentarer