Mennesket og Naturens Ånd - om at genfinde kontakten med naturen

For nogle uger siden føltes det pludselig, som om der var et tomrum i mit bryst. Som om, der var noget, der virkelig længtes efter at blive fyldt op. Men hvad? Hvad var det for et tomrum, og hvad kunne fylde det tomrum? Hvad var det for en længsel, der pludselig meldte sig?

Jeg havde ikke et direkte svar, men jeg fik en insisterende idé om at kontakte en bestemt mand. Han hedder John Russell-Møller, og er natur-shaman. Jeg overvandt min pinlighed over at ringe op ud af det blå, og tog kontakt til ham uden rigtig at vide, hvad jeg ville ham, eller hvad jeg skulle sige til ham. Jeg kunne kun sige, at jeg virkelig havde brug for, at snakke med ham. Han tog det heldigvis pænt, for han er en meget venlig mand.

Det, jeg fik med fra vores snak, var en inspiration til, at gå ud i naturen, og at bruge den som underviser. Start med en lille tur, så kan det altid udvides til større ture i vildmarken, når livet en gang tillader den slags udskejelser. 

Så en dag for nylig tog jeg et lille smut ud i naturen. Bare til den lokale skov, Boserup, der ganske vist
vrimler med hundeluftere, motionister og mountainbikere, men der er jo også træer og gamle gravhøje. Jeg satte mig ved et gammelt egetræ på en gravhøj med en lille tromme, og trommede stille og gik ind i en let trance (som man jo gør). Min tanke var bare at se, hvad naturen kan undervise mig i, hvis jeg sætter mig og trommer. 

Egetræets ånd kom frem for mit indre blik. En gammel tynd mand med langt skæg, Den Gamle Træmand, hed han vist. Har var rigtig glad for at få besøg. 

Den Gamle Træmand sagde: "Mennesket har glemt, at der er ånd i naturen. De tror, at ånd kun findes i deres hoveder. Mennesket snakker ikke mere med naturen, og de ærer ikke mere træer og sten." 

Jeg spørger ham, hvorfor vi mennesker skal snakke med naturen. Hvad får nogen ud af det? 

Gamle Træmand svarer: "For at se sig som en del af helheden, og ikke afskåret fra helheden. Mennesket har i sin bevidsthed revet sig løs fra naturen, og mennesket tror nu, at det er adskilt fra naturen. Mennesket farer rundt og opfatter sig som isoleret og løsrevet. Mennesket kan ikke forstå kilden til sin egen smerte, så i sin følelse af isolation skaber det mere smerte og lidelse." 

Mens jeg sidder der med lukkede øjne, får jeg indtryk af, at naturen omkring mig jubler over, at nogen skaber kontakt. Det er som om, at den mest jubler på mine vegne, på menneskets vegne, snarere end på naturens vegne. Naturen er som voksne, der glæder sig over, at et barn er komme hjem efter en længere vildfarelse. 

Jeg ser også, at jeg troede, at mine egne smertefulde følelse af forladthed, isolation og separation kommer fra barndomstraumer (hvilket de på en måde også gør). Jeg ser nu, at de i bredere forstand er traumer over separation fra verden, fra naturen. Det er fra verden og livet omkring os, at vi er separerede, fordi vi oplever os som separerede. Det er egentlig kun vores egen tro på, at vi er noget andet, der skaber denne adskillelse fra verden omkring os. Den smertefulde adskillelse og følelse af isolation skabes af vores tro på, at kun vi mennesker har sjæl og ånd. Og at vi i dag ikke engang tror på, at vi selv har sjæl og ånd, så hvordan skulle naturen ha' det? 

Til slut vil jeg takke Gamle Træmand og stedets andre naturånder og sige farvel. Her får jeg nogle kraftige meddelelser om, at dette ikke er alt; mennesket har også en rolle at spille overfor naturen. Det er for meget til, at jeg lige nu kan opfatte og rumme det, men jeg får ordet "stewardship" i min bevidsthed. 

Bagefter drak jeg kaffe af min termokande og tog hjem, og livet fortsatte, som livet nu gør med dets op- og nedture.

Nu skal det her jo forestille at være en blog om inspiration fra Jung. Så her til aften åbnede jeg for første gang en bog, som samler Jungs citater om naturen og vores forhold til den. Noget af det første jeg læser, er dette citat:

"Med den videnskabelige forklaring er verden blevet umenneskeliggjort. Mennesket føler sig isoleret i kosmos. Mennesker oplever sig ikke længere som en del af naturen, og har tabt sin følelsesmæssige medleven i naturfænomener, som før i tiden havde en symbolsk betydning. Torden er ikke længere en guddoms stemme. Floden er ikke længere hjemsted for en ånd, træet er ikke symbol på menneskelivet, slangen er ikke længere visdommens konkrete form, og intet bjerg er længere hjem for en vældig dæmon. Tingene taler ikke længere til mennesket, og mennesket kan ikke længere tale med ting som sten, kilder, planter og dyr. Mennesket har ikke længere en 'totem-sjæl' i sig, som knytter ham eller hende til et vildt dyr. Menneskets direkte kommunikation med naturen er tabt for altid, og den følelsesmæssige energi, der kom herfra er sunket ned i det ubevidste." (C.W. 18, §585, min oversættelse)

Jeg vil lige bemærke, at det altså stadig er muligt at tale med naturen, selvom Jung skrev, at den evne er tabt for altid. Man skal "bare" finde ind til sin før-moderne personlighed, som stadig bor derinde et sted (eller "dernede et sted", hvis det ubevidste altså er nedad).

I et brev fra 1947 skriver Jung dog følgende: "Nogle gange kan et træ fortælle dig mere end man kan læse i bøger." (C. G. Jung Letters, 1, s. 479, min oversættelse)

Så det ser altså ud til, at Jung også har haft en snak med Den Gamle Træmand. 

Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742