Et moderne shamanistisk verdenssyn - en personlig fortælling

For mange år siden sagde jeg til min terapeut: "Ved du hvad? Nu er det endelig sket. Jeg er blevet gal."
Hun spurgte, hvor jeg havde den idé fra, og jeg fortalte hende, at jeg et par dage før havde haft en oplevelse, der for mig beviste, at jeg var gået fra forstanden. Jeg lå på min sofa, og pludselig var det som om, at noget greb fat i mine rygmuskler og fik dem til at gå i krampe. Det føltes virkelig som et angreb, der både var udefra og indefra. Som om noget kæmpede for at få mig til at bukke under og gå i krampe. Det var særlig fra hvert skulderblad og ned ad musklerne i ryggen. Jeg fik en idé om, at det er dér, hvor vingerne ville sidde, hvis jeg var en fugl. Jeg oplevede det som en kamp. Som en kamp mod noget, der var kommet ind i min ryg. Ikke noget fysisk men noget åndeligt og temmelig kraftfuldt. Jeg kæmpede imod med min vilje, for jeg ville fandeme ikke finde mig i, at noget sådan skulle komme og prøve at få mig ned at ligge. Det endte med, at jeg vandt den indre brydekamp. Jeg kom derefter op at stå, og jeg kunne cykle afsted mod mit arbejde med ømme rygmuskler - og temmelig rystet.

Da jeg fortalte dette til min terapeut, sagde hun: "Det lyder som en shamanistisk initiation."

Jeg var meget overrasket. Jeg havde været overbevist om, at jeg nu endelig kunne overbevise hende om, at jeg faktisk var tosset, og så sagde hun i stedet roligt, at det lød som en initiering. Når jeg i dag tænker tilbage på vores 10 år lange forløb, er dette en af de øjeblikke, som jeg ser tilbage på med størst taknemmelighed. Tænkt at en terapeut kan reagere sådan. Nu er hun jo også jungianer - det hjalp sikkert.

Denne dag fik jeg kontakt til det, der siden har været mit totemdyr. Ravn. Ravnen er det dyr, der flyver mellem verdenerne og mellem dag og nat. En psykopomp. Det er et rigtigt åndedyr, og ofte på den lidt dystre side. Det var Ravns vinger, som jeg mærkede i mine rygstykker den dag på sofaen. Ravn ville ikke være åndedyr for en person, der ikke kunne kæmpe imod. Gad vide, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke havde kæmpet imod? Så ville jeg nok bare have fået ondt i ryggen, og Ravn ville være skredet.

Jeg spurgte min terapeut, hvad jeg dog skulle stille op med denne episode. Jeg var stadig mest indstillet på, at se det som noget diagnosticerbart, fx bare med diagnosen "vanvittig". Eller i det mindste at tolke det hele symbolsk og bestemt ikke tage det konkret. 

Men hun sagde bare: "Du kunne jo prøve at melde dig til et kursus i shamanisme." 

Hvad? Et kursus i shamanisme? Jeg vidste dengang ikke, at der fandtes kurser i shamanisme. Jeg tænkte, at det var noget i Sibirien, Grønland, Lapland og Det Ydre Mongoliet. Men det viste sig, at der faktisk er kurser i shamanisme og endda i København, hvor jeg boede, så jeg meldte mig til et introducerende kursus i shamanisme hos den danske shaman Anette Høst på Scandinavian Center for Shamanic Studies. 

Det var noget grænseoverskridende, for jeg var en pæn akademiker, der troede på fornuft og forskning og den slags. Anette lærte os at kontakte åndeverdenen, og jeg skal love for, at der var hul igennem. Hun måtte bede mig dæmpe mig lidt, for selvom hun havde det fint med den bjørneånd, der kom igennem, så kunne brølene godt forskrække nogle af de andre. 

Ved slutningen af kurset tog vi anført af Anette på en fælles ånderejse for at hente et mistet sjælestykke for en af deltagerne. Jeg oplevede, hvordan vi roede i et skib fra denne verden og ind i åndeverdenen. Vi roede ned i underverdenen og hen til et sted, hvor sjælestykket var gemt, og vi hentede det med tilbage, og Annette pustede det tilbage ind i kroppen på den kvinde, der havde mistet det. Jeg kunne virkelig mærke det, og bagefter sagde kvinden til mig, at hun havde følt mig ved sin side under "rejsen". "Hvad fanden foregår der?", tænkte jeg vist.

Da jeg kom hjem fra kurset, havde jeg en dundrende hovedpine og var træt som havde jeg slidt i dagevis. Jeg drak en liter stærk te og spiste en plade mørk chokolade, og det hjalp.

Men hvad nu? Hvad skulle jeg stille op med denne mærkelig oplevelse? Det er mange år siden, og for at været helt ærlig, ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal stille op med det shamanistiske verdensbillede, hvor åndeverdenen er lige så virkelig som den materielle verden. Jeg har mange, mange gange forsøgt at skubbe det fra mig, og blive en helt igennem fornuftig akademiker og psykoterapeut. Men det går ikke, for ånden presser sig på. Ravn vil ikke lade mig bestemme (dumme fugl!). Det er som om, at den ligefrem nyder, at jeg sætter mig til modværge og fornægter, at der findes en anden virkelighed end den materielle. Den griner af mig og håner mig når jeg forsøger, at få mit verdensbillede tilbage på et fornuftigt spor. Den ved, at den vinder til sidst. Jeg bliver altid deprimeret, når jeg har skubbet ånden til side og helliget mig den materielle, fornuftige og praktisk virkelighed tilsat lidt pseudo-åndelig livsfilosofi. Og så ender det med at jeg vender mig indad og spørger opgivende: "Ok, hvad er det så, du vil ha' mig til?"

Det er faktisk som om, at Ånden (eller Ravn) bedst kan lide, når jeg stritter imod. Når jeg prøver at være rationelt og fornuftig og praktisk og glemme alt det der åndelige fis. Jeg tror, at den synes det er sjovt når jeg spræller og gør modstand. Den lede sadist.  

Nå, men hvad er det så, at den (Ånden eller Ravn eller hvem det nu er) vil have mig til? Det er ikke noget særligt prangende. Det er "bare" at stoppe med at tænke, at verden udelukkende er et fornuftigt og praktisk sted. Nej, verden er også et åndeligt sted. Og åndens virkelighed er lige så virkelig og vigtig, som den materielle virkelighed. Åndens virkelighed er synlig for "det indre øje", mens den materielle virkelighed er synlig med "det ydre øje", og kan måles, vejes og forandres med vores teknologi.  

Det "eneste", som Ånden vil have mig til, er, at stoppe med at tænke materialistisk, og i stedet tænke shamanistisk eller animistisk. Jeg kan godt vælge, at blive ved med at tænke materialistisk, men så bliver jeg bare deprimeret og kan ikke fungere eller arbejde. Så jeg kan selv vælge. 

Der er egentlig ingen modsætning mellem et videnskabeligt og et shamanistisk verdensbillede. Det er to forskellige verdenen, de beskæftiger sig med. Man behøver ikke at benægte eller afsværge noget i den ene af disse virkeligheder for at beskæftige sig med den anden. Det videnskabelige verdenssyn er uovertruffen på mange områder, men livet bliver ensidigt og ude af balance, hvis dette verdenssyn står alene.   

Jeg lærte en del om, hvad det vil sige, at tænke shamanistisk da jeg boede i England. Af og til tog jeg toget til London, hvor jeg mødtes med en gruppe der hed London Drumming Group. Her mødtes man og lavede "ånderejser", mens nogle trommede os afsted. Bagefter sad vi i cirkel og fortalte om, hvad vi havde oplevet på rejsen og hvad, der særligt havde gjort indtryk på os. For mig var det en meget smuk oplevelse, for alle i cirklen lyttede bare og spurgte måske opklarende ind, men der var aldrig nogen fortolkninger af oplevelserne eller forsøg på at belære hinanden. Underviserne var kun undervisere i den forstand, at det var dem, der hver gang gav os et fælles tema til vore rejser. Det hele var gennemsyret af en respekt for den enkeltes oplevelser. Der var overhovedet ikke noget kultisk eller sekterisk ved det, for der var ingen, der skulle være lederskikkelse eller forkynder. Der var ikke noget verdenssyn, man skulle bekende sig til, eller noget man skulle tro på eller ikke tro på. Man prøvede ikke at påvirke andre, men man var interesseret i at være vidne til de andres fortælling om deres oplevelse. Måske følte man sig berørt af det, som en af de andre fortalte om sin "rejse", og hvad den betød for ham eller hende, og man kunne så dele, at man følte sig berørt af fortællingen. Men man begyndte ikke at give gode råd eller at fortolke hinandens oplevelser. Der var en respekt for den enkeltes liv og oplevelser.

Mit indtryk er, at denne respekt for den enkelte og den enkeltes liv kom fra det fælles udgangspunkt, at vi alle hentede vores visdom fra de "rejser" til åndeverdenen, som var hele gruppens omdrejningspunkt. Det var det, vi lavede sammen. Hvis man har som fælles udgangspunkt, at den indsigt og vejledning, man skal bruge, kommer fra en anden verden, der er tilgængelig inde i en selv, så er man måske ikke så tilbøjelig til, at ville prøve at påvirke eller vejlede andre. Jeg elskede at mærke den respekt, der var om den enkelte og hans eller hendes "bagage", livs-udfordringer og verdenssyn. Man prøvede ikke at forandre eller "fixe" hinanden.

Vi mødtes ikke kun i en bygning inde i London. Af og til tog vi ud i naturen. Enten til en park i London eller til en skov udenfor byen. Her kom der et andet aspekt af shamanismen ind, nemlig forholdet til naturen. Der var ingen belæringer om, hvordan vi skulle forholde os til naturen. I stedet bad "underviserne" os om, at lægge os ved et træ med lukkede øjne, og så lave en "rejse", og få kontakt til træet og stille det et spørgsmål. Jeg lagde mig ved et lille hasseltræ, og jeg kunne snart for mit indre øje se den lille ånd, som var træets sjæl. Jeg kan ikke huske, hvad jeg spurgte om, men jeg kan huske, at jeg fik svar. 

Udgangspunktet for forholdet til naturen er altså animistisk. Altså, at alt i naturen er besjælet og man kan kommunikere med det. Der ligger ikke nogle specielle regler for, hvordan man så skal forholde sig til naturen, men det giver en slags respekt for det enkelte træ eller den enkelte busk, hvis man har oplevet, at man kan tale med dem.

Senere tog jeg på shamanistisk kursus hos Jonathan Horwitz i Sverige. Her skulle vi bl.a. tale med en sten, som vi fandt på skovvejen. Min sten havde et lille digt med. Jeg kan desværre ikke huske digtet. 

Så hvad er det shamanistiske verdenssyn? For det første går man ud fra, at den materielle verden ikke er den eneste dimension af virkeligheden. Der er en anden verden, "Åndeverdenen". Fra denne verden kan man hente vejledning, healing og livsenergi. Man kan finde og hente de dele af ens sjæl, som af forskellige grunde ikke er kommet med ind i livet, eller som man måske har mistet undervejs, fx ved traumer. Man rejser ikke til denne anden verden rent fysisk, men man gør det i den indre verden og ser den for sit indre blik.

Ud fra dette udfolder alt andet sig. Verden opleves som besjælet. Ens eget liv begynder at have formål, for åndeverden har helt sikkert planer for en. Og ofte er det sikkert planer, som man ikke lige selv havde forestillet sig eller planlagt. 

Nogle bruger shamanisme til healing, som for eksempel at hjælpe sig selv og andre med, at hente tabte sjæle-dele tilbage, så den livsenergi, der ligger i den tabte sjæledel, vender tilbage til personligheden.

Og til sidst et moralsk PS: Jeg undskylder for den "kulturelle appropriation" der ligger i, at overtage oprindelige folks traditioner. Har de ikke mistet nok? Men samtidig mener jeg, at den shamanistiske metode med at kontakte åndeverdenen er universel. Den findes i forskellige afskygninger over hele verden, og vi har haft den her i Norden (min kone oplyser mig om, at den nordiske version hedder Seidr). Jung opdagede også uforvaret denne metode, da han begyndte arbejdet med sine dagbøger, der senere blev til Den Røde Bog. Jung skriver om sin opdagelse i et brev til pastor Victor White: "I wanted the proof of a living Spirit and I got it. Don’t ask me at what price." He he. Ja, man skal passe på med, hvad man ønsker sig, og særligt hvis man vil forblive en respektabel psykiater og videnskabsmand.  

Denne blog er for tanker, der er inspireret af Carl Jung og analytisk psykologi. Bloggen handler om alle mulige spørgsmål, der nogle gange har en filosofisk tone og nogle gange en mere personlig eller samfundsmæssig relevans, men grundtonen er psykologisk og jungiansk. Jeg tilbyder også jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). Kontakt: gitz@ruc.dk eller 29804742

Kommentarer