Så jeg kan dårligt klage mere end andre over mit langsomt udrindende timeglas. Men det er faktisk heller ikke en klagesang, som jeg har lyst til at skrive om at fylde 50. Det handler om noget andet.
For kvinder er dette jo en tydelig overgangsalder med klimakterie og sådan. Men hvad med mænd? Hvad med mig?
For mig er det tydeligst, at jeg i månederne op til min 50 års fødselsdag og i ugerne efter, er væsentlig mere vrissen, vranten, gnaven og irritabel, end jeg plejer (og det er bekræftet af en pålidelig og nærtstående kilde). Hvad er al denne vrantenhed og irritabilitet? Det er faktisk irriterende både for mig og mine nærmeste, for det er faktisk behageligere både at være og at være i nærheden af mennesker, der er søde og venlige og ikke er vrisne, vrantne og irritable midaldrende mænd.
Det føles lidt, som at have en ulmende vulkan indeni. Jeg drømte faktisk forleden, at jeg var på en vulkan, der så småt var i udbrud. Jeg er lidt bekymret, for hvad er denne indre vulkan? Og hvad skal jeg stille op med den? Og er det ikke snarere tid til ro og afklaring i denne alder?
En indre vulkan er nogle kræfter der trykker sig op nedefra, og som bærer alt mulige med sig fra undergrunden og til overfladen.
Psykologisk set er det måske Selvet, - vores uransagelige psyko-biologiske grundvold - som tager 50-års-stregen som et "wake up call"; der er ikke umådelige mængder tid tilbage. Med al sandsynlighed er der en god del mindre tid foran end der er bagved.
Jeg trak i dag tarotkortet "5 Bægre": En mand i sort kappe står og kigger på tre væltede bægre, hvor vinen er rendt ud, mens der står to fyldte bægre bag ham. Min tanke er, at mindst 3/5 af mit liv er gået, og højst 2/5 er tilbage. Og de resterende år er jo ikke ungdommens år, men det er årene på den anden side af de 50. Suk. De fem bægre kan også symbolisere de 5 årtier, der er gået, hvor skikkelsen bruger energi på at begræde de spildte år, mens han ikke glæder sig over de år, der er godt brugt, og som der stadig er energi at hente fra.
Så hvis nu vulkanen er et opvågningskald, hvad er det så, det kalder på? Min oplevelse er, at det er alt det overfladiske og falske, som altid har været en del af personligheden, som livet nu er ved at være for kort til. Jeg kunne måske låne penge til at købe en Ferrari, en motorcykel eller (lidt mere realistisk) en rød elguitar og en sort læderjakke, for at blive lidt ung igen for en tid. Men jeg tror, at det, som Selvet vil, er at tiden nu er inde til at leve lidt mere "uden filter" i de år, der er tilbage. Være lidt grovere eller lidt sjovere - måske. Det er ikke til at vide, hvad der gemmer sig, hvilket er lidt bekymrende.
Jeg tror, at de 50 er et tidspunkt, hvor den indre vulkan presser på for at udstøde alle de ting, som har fundet vej ind i personligheden (introjekter), men som ikke passer eller hører til der. Det er en udstødning af de idealer og billedere af, hvordan man bør være, hvad man bør føle, hvordan ens liv bør se ud, og hvad man bør mene. Politiske idealer om den korrekte personlighed. Kulturelle billeder af "det gode liv". Psykologiske teorier om den frigjorte eller selvrealiserede personlighed. Selvhjælpsindustriens billedere og idealer. De idéer som man i barndommen skabte eller overtog af "det gode barn", som man tilpassede sig for at få kærlighed og tryghed. Skolens belæringer og arbejdspladsens afretninger. Fuck det hele!
Ens egne indre funktionelle eller dysfunktionelle tilknytningsmodeller (tryg, ængstelig, disorganiseret); fuck også dem! Ud med dem! De har fyldt nok i de seneste 50 år, nu må det fandeme være tid til at være sammen med mennesker, på en anden måde - eller lade være, hvis det føles som det mest naturlige. Blive eremit og eneboer, hvis det er dét, Selvet egentlig ønsker. Eller få en ny ubesværethed i tilfældige møder, venskaber og kærlighedsforhold, hvis det er dét, der ligger urealiseret i Selvet.
At blive 50 lader til at være et indre vulkansk pres for selvrealisering, men befriet for alle billeder, normer og idealer om, hvordan man bør være, hvordan livet bør være, hvad man bør føle, hvad der er godt nok, og hvad der ikke er godt nok. Når alt kommer til alt så er det hele ovre om nogle år, så hvorfor prøve at tilpasse sig for meget?
Måske er det dét, som Jung mener med "individuation" og "individuationsdrift". Jeg troede en gang, at individuation betyder, at man realiserer et eller andet rigtigt fantastisk potentiale, som man har i sig. Sådan føles det ikke nu. Den form for individuation, som jeg forestillede mig, da jeg selv startede i terapi for mange år siden, var en proces, hvor man egentlig bliver et mere succesfuldt menneske, målt efter konventionelle målestokke. Jeg er blevet slemt skuffet, for det er det ikke. Set fra 50-års-punktet er individuationsprocessen et indre pres for at udstøde socialiseringens spor i kroppen og personligheden.
Men alt med måde, for man er dog blevet ældre, og er ikke i ungdomsårenes frigørelse længere; i drømmen reagerer jeg på vulkanudbruddet ved at skynde mig hen til et sted, hvor folk står i kø for at få tæpper, mad og andre livfornødenheder. Jeg vil sørge for, at mig og min familie har noget at leve af og noget at varme os ved. Vi skal have tag over hovedet og brød på bordet, og en eller anden grad af tryghed i pensionsalderen (ønsketænkning!).
I drømmen står jeg i den kø, der er ved udleveringsstedet, og spekulerer på, om jeg skal springe køen over og bare mase mig frem, eller om jeg skal vente i min plads i køen. På den ene side vil jeg bedst kunne sikre mig selv og min familie ved at brase frem i køen, men på den anden side vil det betyder, at andre måske ikke når at få dét, dé skal bruge. Som jeg ser det, er det et dilemma mellem individuationspresset og selvopretholdelsesdriften på den ene side, og civilisationen på den anden side. Hvor vil vores civilisation være henne, hvis alle ragede til sig og gav pokker i de sociale spilleregler? Så i dette dilemma er der et spørgsmål; "hvor meget skal man udleve som individ, og hvor meget skal man tilpasse sig, så det sociale også kan fungere?" Og så er der jo ens familie og venner, som skal kunne holde én ud.
Jeg tænker, at det er et ægte dilemma, hvor det vil være forkert at "løse" det ved at fjerne den ene del af dilemmaet og fx dyrke totalt fri selvudfoldelse (á la Otto Gross) eller på den anden side ved total tilpasning til omstændighederne. Den jungianske måde at håndtere et sådant dilemma vil være ikke at prøve at løse det for at komme ud af dilemmaet, men at blive i det og fuldt ud mærke dilemmaets spændinger i sin krop og psyke. I teorien vil psyken på et tidspunkt løse dilemmaet ved, Deo condecente, at producere den tredje mulighed, hvori de to modstridende positioner ophæves (den trancendente funktion, kalder Jung det). Det går jeg så og venter på i spænding - bogstavelig talt.
Så livet omkring de 50 er spændende. Ikke spændende på den måde, som livet i 20'erne var spændende. Her skulle alt muligt udforskes og afprøves i den ydre verden, og "selvrealisering" var stadig en drøm om at opnå eller skabe et eller andet anerkendelsesværdigt, som man måske allerede drømte om i teenageårene. Livet omkring de 50 er spændende på en anden måde. Hvad sker der, hvis jeg lader (som om jeg har et valg) vulkanen skubbe ting fra undergrunden op til overfladen? Hvilke nye spændinger vil dukke frem - mellem det det nye og det gamle, det tilpasseede og det utilpassede, det individuelle og det sociale. Hvilke nye positioner vil dukke frem, hvis disse spændinger, dilemmaer og konflikter ikke undgås ved at flygte til den ene position, men jeg bliver i spændingen?
Helt ærligt. 20'ernes selvudfoldelse lyder godt nok sjovere ... Jeg køber sgu den elguitar og læderjakke alligevel!
Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742
Kommentarer
Send en kommentar