 |
| Foto: π-nocchio / flickr |
Det er særligt i diskussionerne om synkronicitet, at Jung diskuterer, hvordan begivenheder kan have en mening, og ikke kun handle om ydre årsag og virkning. Synkroniciteter er meningsfulde sammenfald mellem den indre verden og ydre begivenheder. For eksempel; jeg tænker på en ven, som jeg ikke har talt med i flere måneder, og kort efter ringer denne ven pludselig til mig. Her er et sammenfald mellem mine tanker og den ydre virkelighed (vennen der ringer). Et andet tænkt eksempel kan være, at jeg om natten fx drømmer om en stork, og næste dag ser jeg for første gang i mit liv en stork lande i nærheden af mig på en mark. Det særlige ved synkronistiske begivenheder er selvfølgelig dels det usandsynlige ved begivenheden (hvad er sandsynligheden for, at jeg drømmen om en stork en nat, og ser en stork dagen efter?), men også følelsen af, at sammenfaldet er meningsfuldt, selvom det måske slet ikke er klart, hvad det kan betyde.
Jeg har et par eksempler på synkronicitet, fra mit eget liv. Et eksempel (som jeg har nævnt i et tidligere blog-indlæg) er, at jeg er gang var med i en meditationsgruppe hos en kvindelig alternativ behandler, der hed Lone. Vi havde sat os i en lille rundkreds for at meditere, men jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig, for jeg blev hele tiden forstyrret af et indre billede af en djævel, som jeg havde drømt om natten forinden. Lone spurgte mig, hvad der forstyrrede mig, og jeg fortalte hende det. Det var sjovt, sagde hun, og viste mig den bog om tarotkort, som hun lige før meditationen havde hentet inde fra huset, og intuitivt havde slået op på siden om kortet Djævelen. Hvad er sandsynligheden for dette? Og hvad er betydningen af dette? Jeg kan ikke huske, hvad jeg fik ud af denne episode, men jeg kan huske følelsen af, at billedet af Djævelen og synkroniciteten mellem min drøm og den bog, Lone sad med, virkede stærkt betydningsladet på mig. Det gav ligesom en særlig atmosfære i hele rummet. Det er denne atmosfære, jeg kalder "mening". Det er først og fremmest en følelse og en oplevelse og ikke så meget noget logisk.
En anden episode var mange år senere. Jeg var på cykel på vej til arbejde. Jeg følte mig træt og udslidt og ked af det, og jeg kørte og skældte ud på mig selv, fordi jeg var begyndt at tro på, at der findes en mening med tingene, men livet blev bare ved med at være hårdt, opslidende og udfordrende. Hvordan kunne jeg være så dum? Hvorfor kunne jeg ikke bare leve mit liv og tage fornuftige og praktiske valg i erkendelse af, at det er fornuft og det materielle (penge, sikkerhed og bekvemmelighed), der i sidste ende er det eneste der tæller? Hvorfor kunne jeg ikke bare have fokuseret på det, og fx ikke kastet mig ud i en lang, dyr og utroligt krævende uddannelse som terapeut (jungiansk analytiker)? Jeg var vred på verden og mest af alt vred på mig selv. Jeg arbejdede på det tidpunkt meget med det fænomen, der hedder "ånd" (den menneskelige ånd), og jeg kørte også og forbandede mig selv for, at jeg brugte tid på så dumt, nyttesløst og luftigt et emne i stedet for på fornuftige og håndgribelige ting. Da jeg var aller længst nede og aller mest selvbebrejdende kiggede jeg til siden, hvor der var en grøn mark. Tæt ved siden af mig fløj en stor musvåge langsomt og helt lavt hen over marken. I lidt tid cyklede jeg med den store rovfugl svævende få meter fra mig (ok, måske var det 15 meter, men det føltes meget tæt). Ørnen er et typisk symbol på Ånden, og det føltes i det øjeblik som om, at en ørn fløj ved siden af mig - som om den med sin tilstedeværelse fortalte mig, at mit arbejde med "Ånd" og min tro på mening ikke er uvirkeligt eller nyttesløst men noget virkeligt og vigtigt. Det var som et svar på mit spørgsmål og min fortvivlelse. Kom musvågen tilfældigt netop da? Sikkert (ingen kausalitet). Men fra mit perspektiv blev det et øjeblik fyldt med betydning, og jeg jeg følte mig meget lettet, taknemmelig og glad bagefter. Det var en følelse og en oplevelse og en erkendelse på samme tid. Jung ville nok sige, at den særlige stemning, jeg oplevede i situationen, var "numinøs"; altså, en følelse af dyb og vigtig betydning, som man ikke lige kan opsummere eller forklare.
Et kritisk spørgsmål er, om man ikke kan se mening og skjulte sammenhænge overalt, og om dette ikke bare er naragtig blændværk og ønsketænkning? I bogen "Foucaults Pendul" beskriver Umberto Eco, hvordan man kan bilde sig ind, at der er skjulte sammenhænge overalt. Hvis man ser efter, passer målene på ens vindue pludselig med målene på pølsevognen udenfor, hvis man lægger dem sammen eller ganger dem med tallet 7 eller noget i den stil. Det er den slags søgen efter skjulte sammenhænge, som konspirationsteorier lever af. Mit svar er, at den slags søgen efter skjulte sammenhænge, er båret af en form for overaktiveret men udisciplineret tankevirksomhed, hvor spekulationer får deres eget liv, som kan føre dem alle og ingen steder hen. Det er bestemt ikke den slags "overaktiveret tankevirksomhed", som jeg sigter til, når jeg skriver om mening og betydning. Måske kan konspirationsteorier ses som et forsøg på at finde mening og sammenhæng i tingende, men i så fald leder man de forkerte steder og på en forkert måde. Men grænserne kan være flydende, og særlig når Jung begynder at diskutere betydningen af forskellige tal (særligt tallene 3 og 4), synes jeg nogle gange, at han går over denne grænse.
Det, som jeg taler om, fjerner os ikke fra virkeligheden eller hverdagen; den lægger en dimension af mening ind i virkeligheden og hverdagen. Det er ikke en skjult og hemmelig sammenhæng bag den tilsyneladende virkelighed; det er en oplevelse af mening i livets daglige valg, relationer og udfordringer.
Det problematiske opstår, hvis man ignorerer reelle problemer eller risici, fordi man flygter fra den materielle side af tilværelsen, så som penge og økonomisk sikkerhed og tryghed. Det er også et problematisk tegn, hvis ens frygt- og aggressions-niveau stiger, fordi man begynder at fantasere om skjulte og ondsindede sammenhænge, der fungerer bag det tilsyneladende. Mening skal kunne fungere i og med hverdagen, og den skal være berigende og gerne fremme kreativitet og handling og dæmpe frygt og aggression. Min erfaring er, at når jeg har en oplevelse af mening, så er det beroligende for nervesystemet, det dæmper tristhed og tungsind, det sænker og stress- og aggressions niveauet, og jeg bliver i bedre humør det er ofte koblet til, at der er en meningsfuld opgave, som jeg får energi og lyst til kaste mig ud i. Og lige netop dette er faktisk lidt af en mirakelkur, synes jeg, selvom følelsen sjældent varer ved af sig selv men skal findes igen og igen.
Jeg læste for nylig dette citat af den moderne shaman Alberto Villoldo:
"All elements of life have a spiritual aspect and a material one. When we remember this, all manner of miracles and manifestations are possible."
Jeg kan enormt godt lide dette citat, for det holder det materielle og det åndelige aspekt af tilværelsen tæt sammen og siger, at de to egentlig ikke er modsætninger, selvom de ofte bliver det i vores bevidsthed. På det aller mest grundlæggende plan er der også mening (ånd) i det materielle, og det åndelige (mening) skal ikke frakobles livet i den materielle verden af penge, sikkerhed, forbrug og arbejde.
Den afsluttende sætning i citatet ("all manner of miracles and manifestations are possible"), er jeg ikke helt så pjattet med, for den kan inspirere til urealistisk mirakel-tænkning i stil med; "hvis bare jeg følger min vej i livet. så vil alt gå fantastisk." Jeg kender denne form for "mirakel-tænkning" fra mig selv og mit eget liv. For over 10 år siden følte jeg en stærk tilskyndelse til at uddanne mig til jungiansk psykoanalytiker. Jeg vidste, at det var en lang, krævende og dyr uddannelse, men jeg tænkte, at hvis det er "meningen" at jeg skal gå denne vej, så vil det ordne sig. Jeg havde også en synkronistisk oplevelse, som jeg tolkede i den retning, at det var meningen, at jeg skulle tage denne uddannelse. Et par måneder før jeg skulle starte på uddannelsen mødte min kone en af sine tidligere bekendte. Denne kvinde fortalte min kone, at hun havde Jungs "Samlede Værker" stående hjemme (det er i alt 20 tykke bind + et bind med breve mellem Freud og Jung), og hun ville gerne af med dem, så mon jeg ville have dem? Øh, jo tak, det ville jeg så lige gerne, og det fik jeg. Kvit og frit og en komplet samling. Jeg ved ikke, hvor mange tusinde kroner det ville have kostet mig at købe dem. Det tilbud er jeg hverken stødt på før eller siden, så jeg følte kraftigt, at det var skæbnens vink med en vognstang om, at jeg nok skulle starte på den uddannelse, selvom min søn lige var blevet født og vi i øvrigt boede i England, mens uddannelsen var i Danmark. "Det ordner sig," tænkte jeg, "for det er jo meningen. Jeg gør det rigtige." Jeg havde også drømme, der pegede på, at jeg da selvfølgelig skulle være psykoterapeut, så mit ubevidste var med på idéen.
Det viste sig, at jeg blev rigtig, rigtig glad for denne uddannelse, og arbejdet med klienter i analytisk terapi er dybt meningsfuldt for mig. Men det betyder ikke, at alt bare løste sig. Jeg er endnu ikke færdig med uddannelsen, og der har ikke været mange elementer af den, der bare har løst sig. Det har været (og er stadig) en lang kamp for at finde tid, penge og overskud til uddannelsen, og det er ikke en nem opgave at opbygge og køre en praksis ved siden af en familie og et forskerjob på universitetet.
Så hvad kan vi lære af dette? Det, som jeg har lært, er, at synkroniciteter og oplevelsen af at have et "kald" (om man vil), godt kan vise én på den rette vej, men man skal ikke tro, at alt bare "løser sig" af den grund. Men måske er det godt, at tro på at alt løser sig, for ellers ville man nok aldrig begynde at gå ned af den vej, som drømme, synkroniciteter og andre vejvisere peger på. Jeg var i hvert tilfælde ikke.
Omvendt kan man sige, at netop fordi alt ikke bare "løste sig" på smuk og synkronistisk vis, så måtte jeg undervejs oparbejde en masse færdigheder, som jeg ikke have før. Mest af alt har jeg måtte øve mig i utroligt kedelige men ret nyttige egenskaber som tålmodighed, vedholdenhed og "frustrations-tolerance". Hele vejen har jeg ledt efter måder, hvor jeg ved at arbejde hårdt, hurtigt og effektivt kunne komme igennem dette forløb og blive færdig, men det gik bare ikke og går stadig bare ikke; jeg må igen og igen væbne mig med tålmodighed og udholdenhed og gå den lange vej - og så prøve at nyde arbejdet med klienter og supervision fra erfarne terapeuter undervejs. Så der var ikke et "magisk quick fix", men der er en masse læring og udvikling undervejs, så her er der også en mening at finde.
Det jungianske begreb individuation er meget relevant for at diskutere mening i livet. Den klassiske definition af individuation handler om, at blive mere sig selv ved at slippe flere og flere af de psykologiske bånd, som vore opvækst og socialisering har spundet os ind i. Det handler også om, at bevidstgøre og integrere de sider af os selv, som vi har ignoreret eller fortrængt som fx vores skyggesider og vores Anima/Animus (vores indre modsatkønnethed). Men individuation har også et andet aspekt. Det handler om at finde ud af, hvad netop vores liv handler om. Hvad er det, som jeg er sat i verden for? Eller som jungianeres James Hollis formulerer det: "What wants to come into the world through you?" Hvad presser sig på i dig, for at blive udtrykt i verden gennem dig? Hvad er dit særlige bidrag til verden, som vil føles meningsfuldt for dig? At arbejde med noget bestemt (et kald)? At skrive en bog? At give noget af sig selv til andre mennesker? At blive kunstner? At tage en uddannelse? At kæmpe for miljøet? At lave en opfindelse? At støtte sine venner? Eller at tage sig af sine forældre? Dette er et vigtigt element i individuationsprocessen, og efterånden som vi bliver ældre kan der begynde at vise sig tanker om, at vi jo ikke er her på jorden for evigt, så hvad skal vi bruge resten af vores liv på? Hvad er meningen med vores liv? "What wants to come into the world through you?"
Nietzsche skrev: "When one has one’s wherefore of life, one gets along with almost every how." Psykologen og Auschwitz-overleveren Viktor Frankl har henvist til dette citat i sin bog Psykologi og Eksistens, om menneskets behov for mening i livet: Den som kan finde en mening med sit liv, kan udholde næsten hvad som helst. Det er store ord, og jeg har personligt ikke lyst til at finde ud af, hvor langt de holder (jeg er trods alt ikke masochist), men jeg vil sige, at jeg er meget enig i, at meget lidelse og belastning får et nyt lys og kan lettere bæres og udholdes, hvis man oplever, at det har en mening. Oplevelsen af meningsløs lidelse og angreb fra skæbnens side er hårdere at udholde end prøvelser og udfordringer, som man kan finde en mening med.
Et stort spørgsmål er, om man kan basere sit liv på mening? Kan man tro på, at det, der giver mening i ens liv også er noget, man kan basere livet på? Eller skal man heller være "fornuftig" og baseret livet på at søge efter tryghed, sikkerhed og velstand? Jeg vil først sig, at jeg bestemt ikke er tilhænger af, at man kaster sig ud i unødigt risikable projekter. Det er fornuftigt, at handle fornuftigt. Livets materielle side, der handler om penge og tryghed, skal have sin ret. Lever man for meget "oppe i skyerne", er det ikke godt for noget.
På den anden side tror jeg på, at hvis vi er nogenlunde i overensstemmelse med det, som vores sjæl ønsker af os, så vil vil der også være noget i os, som støtter os, giver os energi og bærer os gennem vanskelige tider. James Hollis siger det på denne måde:
"If you are doing what is right for you, something inside supports you. And if you are doing what's wrong it will oppose you." (Podcast: Power of Ten, 13. nov, 2020)
Som sagt, skal man ikke forfalde til alt for meget "magisk tænkning", som min egen historie viser; alt vil ikke bare automatisk gå helt glat og uden udfordringer, hvis man gør dét, der er rigtig for én, som er i overensstemmelse med éns sjæls ønsker. Der kan være udfordringer, og måske er en del af formålet at lære og vokse af at møde disse udfordringer. I hvilket eventyr har helten eller heltinden draget ud i verden for at møde sig skæbne, og det hele har været nemt? I de fleste eventyr, er der en masse udfordringer undervejs, men der er også altid hjælper, som ofte er der, hvor man mindst venter det; en kat, et tudse i et hul i jorden, en gammel kælling i en faldfærdig rønne, en fisk i en sø, osv. Beskeden til os i disse eventyr er, at på ens vej i livet, vil der være udfordringer og forhindringer, men med den rette indstilling (hvis man er tro mod sin sjæl og ikke mod de almene konventioner), så vil der dukke hjælp op, som man ikke havde regnet med, og som ikke kommer fra ens egne evne til at planlægge og "regne den ud". Hjælpen dukker som regel op, når hovedpersonens egne resurser er opbrugte og hun eller han er tæt på at fortvivle. Og så venter prinsen/prinsessen, skatten og det halve kongerige jo for enden af eventyret, så trængslerne var ikke forgæves.
Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742
Kommentarer
Send en kommentar