Om min Jung-skam og Jungs radikale anderledeshed

Jeg er ansat på universitetet, og her har jeg altid syntes, at det var lidt pinligt at være jungianer. At være freudianer ville måske

Billede: Camille Flammarion, 1888

være lidt gammeldags, men Freuds rationalisme koblet med ideen om, at man som psykoanalytiker kan se, hvad der ligger skjult bag ved menneskers facade, giver det en vis respektabilitet. Men hvorfor føler jeg ikke, at jeg som jungianer kan rette ryggen på samme måde? Hele Danmarks yndlingspsykolog, Svend Brinkmann, skrev engang om Jungs dybdepsykologi; "som stort set ingen universitetspsykologer længere tager alvorligt.” (Politiken, 2. september, 2013) 

Den slags giver jo den jungianske selvfølelse lidt af et stød i mellemgulvet, for det er jo rigtigt, hvad Svend skriver; på universiteterne er der meget få, der nogensinde referer til Jung og hans store korpus af psykologisk teori. 

Men den sværeste forhindring ligger nok i mig selv. Jeg har selv mine jungianske skamfuldheder og mindreværdskomplekser, og det er dem, der mest af alt forhindrer mig i at rette ryggen som jungianer. 

Men hvad er problemet egentlig? Hvad er det, der på en gang gør, at ligesom for mange andre jungianere, så er jeg jungianer af kald, og jeg kan ikke rigtig være andet, men på den anden side må jeg kæmpe med en form for jungiansk skam og mindreværd? Det handler ikke så meget om Jungs skriverier i 30'erne, hvor modstandere siden har anklaget ham for nazistiske sympatier. Som James Hillman engang har sagt, så handler det nok mest om én selv, hvis man stadig har et problem med, hvad Jung skrev i 30'erne. Det er heller ikke anklagerne om mysticisme eller ”obskurantisme”, der bider; hvad skulle der være galt med det? Eller anklagerne om Jung som en kult-figur; jeg har før været med i "teoretiker-kulte", og det har mest af alt ført til et meget grundigt kendskab til disse teorier, som i dag kommer mig til gode i mit arbejde. Og i det jungianske miljø kan vi i det mindste grine af os selv som en slags "Jung-kult", og så kan det jo ikke være helt galt. 

Nej, min "Jung-skam" handler nok mest om den radikale anderledeshed, som er i Jungs teori. Det er ofte knap nok teori, for det er ikke begreber, han udvikler. Når Jung skriver om Animus/Anima, Skyggen, Selvet, barnearketypen eller Persona, så er det ikke begreber, han udvikler, men snarere forsøg på at beskrive psykiske fænomener. Der, hvor anderledesheden træder ind, er, at Jung åbner til en psykisk verden, hvor der ikke er ydre eller rationelle referencer. 

Det er som at gå ind i et eventyr, en fantasy-roman eller et symbolistisk maleri, hvor verden er befolket af symbolske skikkelser og begivenheder med skjulte betydninger. Jungs teori er en indgang til et indre-psykisk landskab, hvor dets fænomener ikke reduceres til hverken diagnoser, repræsentationer af ydre forhold eller udtryk for underliggende biologiske eller neurologiske processer. Jungs teori er en indgang til en psykisk verden, hvor psyken er noget i sig selv, som ikke reduceres til noget andet. Og dette kan virke nærmest psykotisk, for er det ikke sygeligt at beskæftige sig med en verden af symboler og figurer, der ikke har en reference i den ydre verden, og som ikke reduceres til underliggende biologi? 

På mange måder er Jungs psykologi en tilbagevenden til en svunden (og måske kun forestillet) tid, hvor verden var befolket og besjælet med fænomener, der ikke er rationelle eller materielle: Trolde, hekse, nisser, Klabautermanden, feer, elverfolk, Djævelen, Nornerne, Nøkken, Slattenlangpatten, Gud, engle, Helligånden og Helhesten. Eller den er som en indgang til alkymisternes besynderlige symbolske billedverden. Eller den er som en tilbagevenden til en barndom, hvor usynlige venner og yndlingsbamsen var både levende og til at tale med. Set på den måde, er det nok ikke så mærkeligt, at det jungianske perspektiv er lidt ugleset på universitetet, hvor fornuft og ydre evidens er i højsædet. 

Nu er det jo heldigvis ikke sådan, at jungianske terapeuter kun har symbolske redskaber som drømmetydning, "mytologisk amplifikation" og "aktiv imagination" i vores redskabskasse. Mange klienter, der kommer ind ad døren til vores terapilokale, har brug for en masse andre ting, som for eksempel noget støtte til at få tilværelsens praktiske sider til at fungere, eller de har simpelthen brug for et empatisk vidne, der kan lytte til deres følelser og historie. Og for mange klienter kan det tage lang tid, før de begynder at nærme sig det, man kan kalde "en symbolsk indstilling", hvor det indre får en selvstændig virkelighed. For nogle sker det aldrig, og det er helt fint, for vi behøver ikke alle, at fungere på samme måde. 

Men alligevel føles det som en vigtig begivenhed, når klienter begynder at få fornemmelsen for, hvad det vil sige, at have en symbolsk indstilling; når de begynder at kunne lege kreativt med, at finde betydning i deres drømme, eller når de begynder at kunne se deres far- og mor-komplekser, som noget indre hos dem selv, og som noget andet end deres faktisk forældre. Eller når de begynder at stille sig spørgsmålet, om hvad deres Anima eller Animus er, og hvordan de skal forholde sig til den (og her bliver jeg dem gerne et svar skyldig). Eller når de begynder at tale ind i en virkelighed i et eventyr eller en myte, og finde mening og betydninger her, der er relevante for ens eget liv og dets dilemmaer og udfordringer. Det er her klienter begynder at kunne opleve "det psykiske", som en selvstændig virkelighed, der ikke kun er en afspejling af det ydre. Her begynder terapien, at få det særligt jungianske islæt. Det er som om at tilværelsen her får en ekstra dimension, at udfolde sig i, nemlig dét, som vi kan kalde "det psykiske" eller "det symbolske". 

Men hvad er denne "ekstra dimension" værd? Den er jo ikke håndgribelig, og den er ikke fysisk. Den er tættere på illusion end på fakta. Så hvad skal vi med den? Jungs påstand var, at det er overbetoningen af fornuft og af alle ydre ting og fraværet af denne ekstra, immaterielle og irrationelle psykiske dimension, der gør os europæere og vesterlændinge syge. Vi er slet ikke bygget til ikke at leve livet i en symbolsk sfære. 

Der er to grunde til at denne ekstra dimension er sund for os. Den første er, at det giver en betydelig psykisk lettelse, hvis vi ikke skal opleve alt, som findes i os, som noget der kun tilhører vores egen private psyke. Det, der kan opleves som indre figurer og billeder, skal ikke alt sammen opleves som egne følelse, tanker og spændinger. Det er godt for psyken, at kunne opleve væsentlige dele af sig selv udtrykt i billeder og figurer. Det giver en psykisk lettelse, for denne symbolske sfære lægger sig som en slags beholder omkring vores egen private psyke. 

Den anden grund til, at den symbolske sfære er godt for vores psykiske helbred, er, at denne sfære giver tilværelsen et lag af mening og betydning. Det kan godt være, at "mening" ikke kan ses med det blotte øje, og at det ikke er til at tage at føle på. Men for dem, der har oplevet følelsen af meningsløshed og af, at intet betyder noget, for dem vil vigtigheden af oplevelsen af mening og betydning være tydelig. På den ene side står en tilstand, der ligner depression (oplevelsen af meningsløshed), og på den anden side står en oplevelse af, at livet og dets udfordringer og kriser har en dybere betydning (oplevelsen af mening). At se sit eget liv og sine egne valg og kriser spejlet i myter, sagn og eventyr, er at se en mening i det meningsløse. At bruge sin drømme som kommentarspor til sit ydre liv er at kigge efter meningen bag det tilsyneladende. At føre samtaler med skikkelser, der kun er synlige for det indre blik, er at få fornemmelsen af, at det er mere ved verden end det ydre og det umiddelbart synlige. Og det gode ved dette er, at man samtidig kan være benhård tilhænger af videnskab og den moderne medicins vidundere. 

Der er ingen modsætning i at være vild beundrer af dem, der har skabt den nyeste vaccine eller medicinske kræftbehandling, og samtidig at have et lille alter til nisserne i sin baghave, og dagligt at have dialoger med figurer fra sine drømme. Det er to forskellige dimensioner, der er tale om, og begge har deres værdi og realitet.

Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742