 |
| Foto: Tim Rushton / Passion |
Forleden hørte jeg Knud Romer sige i radioen, at før i tiden var Socialdemokratiets politik, at kunst og kultur skulle ud til alle, også til den del af "folket", der ellers havde dårligt råd til det. I dag er det mere som om, at der er skabt et skel mellem "folket" og kultureliten, som kunstnere og kulturfolk antages at tilhøre. Statsministeren har under coronakrisen savnet at komme til fodboldkamp, mens Kulturministeren høfligt og selvudslettende har stillet sig i baggrunden, for hun mente ikke at det var passende at tale om kultur, når nu den offentlige sundhed og sikkerhed var i fare. Så kulturen er ikke i høj kurs.
Omvendt læser jeg i øjeblikket den østrigske forfatter Stefan Zweigs selvbiografi, og her er det bærende tema, hvordan kunsten og kulturen som noget selvfølgeligt er en overordentlig vigtig del af livet, og ikke kun for nogle få kunstnere og kunstelskere, men for samfundet og verden som sådan. Zweig så det som sin pligt som forfatter at gøre en indsats mod første verdenskrig, ved at hjælpe befolkningen i de kæmpende stater med at løfte sig til en europæisk mellemfolkelig bevidsthed, hvor fjenden var krigen selv, og ikke englænderne, franskmændende, italienerne, tyskerne eller østrigerne.
Men bogen viser også, hvordan kunsten og kulturen ikke kun har en samfundsmæssig rolle og berettigelse, men at den i sig selv hører til en civilisations højeste værdier. Zweig antager som en selvfølge, at en bogs sproglige niveau og sprogets poetiske og lyriske kvaliteter, er mindst lige så vigtig som de politiske bevægelser i parlamentet eller samfundets økonomiske realiteter. Vigtigheden af kunstnernes præstationer, hvor håndværk og ideer flyder sammen i formgivning og sprog, tager Zweig som en selvfølge.
Så hvordan er det sket, at man i dag næsten ikke har sprog for kunstens og kulturens selvstændige værdi? Måske kan man skyde skylden på den nyliberalistiske ånd, der har domineret samfundslivet de seneste par årtier, hvor alt det ikke kunne gøres op i penge og måles på bruttonationalproduktet og den nationale konkurrenceevne ikke har været værd at snakke om. Måske en del af årsagen skal findes længere tilbage, hvor venstrefløjens marxistisk-inspirerede materialisme har sat økonomi og produktivkræfter højere end kulturværdier, der under alle omstændigheder lugter lidt af borgerskab.
Hvad er et jungiansk perspektiv på dette? Mit bud vil være, at den jungianske psykologi grundlæggende går ud fra, at mennesket består af ånd såvel som af materie. Det betyder, at åndslivet principielt er lige så vigtig som økonomien. Og kulturen og kunsten er det, der nærer og udvider åndslivet. Uden det, er vi som samfund og åndsforladte.
Men hvad er det, at kunst og kultur kan? Og hvorfor kan vi ikke nøje med X-faktor og Den Store Bagedyst? Det er fordi, at disse programmer hovedsageligt er underholdning, og mens der er ikke noget galt med underholdning, kan det dog ikke erstatte et rigt kultur- og åndsliv. Det, som kunsten og kulturen kan, er, at berige vores forhold til os selv og til verden gennem en reflektion, der ikke kun handler om evidens og videnskab. I kunsten forener den refleksionen sig med følelseslivet, og observationen af verden blander sig med den intuitive begribelse af verden. Det sanselige forbinder sig med det intellektuelle. Kunsten tilbyder værker, der skal opleves gennem sanser, følelser, intellekt og intuitiv begribelse.
I kinsten kan alle former for sprog og udtryk anvendes og eksistere samtidig: Det symbolske, det konkrete, det abstrakte og det metafysiske.
Kunstens sprog og erkendelsesform er ikke som videnskabens. Kunstens værker skal tolkes og genfortolkes, ikke for at nå frem til entydige konklusioner, men for at stimulere og udvide vores bevidsthed og vores følsomhed overfor verden. I kunst og litteratur spejles eksistentielle spørgsmål, sociale konflikter, arketypiske temaer, religiøse længsler og tvivl, identitetsproblemer, følelsernes dramatik, mening og meningsløshed.
For jung handlede det om, at mennesket har brug for det, han kaldte "et symbolsk liv"; et liv, hvis bevidste og ubevidste dramer, følelser og konflikter kunne rummes og gives udtryk og mening i et kollektivt åndsliv. Vi lever så at sige ikke kun inde i vores egen krop og vores eget hoved, men vi lever også i den fælles mængde af kulturelle symboler, som omgiver os - eller som ikke omgiver os, hvis kulturens åndelige liv er svækket.
Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse).For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742
Kommentarer
Send en kommentar