 |
| Foto af Javardh / Unsplash |
Dette er sådan set beskrevet hos forskellige jungianere, men det gik først op for mig, at der kan være noget om snakken, da jeg mødte en af den jungianske psykologis "grand old men", Tom (Thomas) Kirsch. Tom kom på besøg på Jung Instituttet i København i 2014, hvor han holdt en forelæsning om forholdet mellem sin far og Carl Jung, som var nære venner. Tom var alvorligt syg, viste det sig, men det kunne man ikke se på ham. Han var også lige fløjet med sin kone, Jean Kirsch, fra USA, og havde stadig jet-lag. Det, jeg lagde mærke til under hans forelæsning, var, at hele salen sad og gabte, og jeg følte mig også pludselig tung og sært døsig, selvom jeg egentlig var udhvilet og meget interesseret i forelæsningen. Jeg fik så det indtryk, at det var Toms træthed og udmattelse, der spredte sig ud i hele salen, så vi alle sad og gabte. Det indtryk, jeg fik, var, at denne mands sjæl var så fyldig, at hans tilstand påvirkede alle tilstedeværende og mig selv inklusiv. Jeg fik her indtrykket af sjælen som noget, der næsten havde en substans, som noget, der næsten var en slags tåge eller en væske, men som alligevel ikke kunne ses med det blotte øje. Lidt ligesom visse lyde, som hunde kan høre, ligger uden for frekvensen for den menneskelige hørelse.
Der var ikke noget særligt at se ved denne mand. Han virkede meget almindelig, og vi yngre jungianere (i hvert tilfælde mig selv) forstod ikke rigtig, hvorfor de mere gamle i gårde syntes, at det var en stor ting, at have ham på besøg. Han var da meget interessant, og han havde kendt Jung personligt, men så spændende var hans oplæg måske heller ikke. Så den kvalitet, som jeg syntes at mærke hos ham, var altså en anden, end at være interessant eller sådan noget. Karismatisk, måske, men i så fald på en utroligt upåfaldende og nærmest umærkelig måde. Han lignede bare en pæn ældre mand, sådan lidt almindelig. Men så var det altså som om, at han havde noget, der stille og roligt påvirkede alle tilstedeværende, så hans udmattelse og træthed smittede af på os.
Tom, der døde i 2017, havde været jungiansk analytiker i rigtig mange år, og han havde givetvis arbejdet på den jungianske måde med drømme, indre billeder og arketypiske motiver i eventyr og myter i størstedelen af sit liv. Måske er det dette arbejde, der langsomt og gennem årene har givet næring til hans sjæl og gjort den så omfangsrig. Måske havde hans sygdom også bidraget til, at hans sjæl virkede til at fylde så meget den dag. Sygdom og lidelse bringer os tættere på døden, og måske har dette en særlig sjælelig virkning.
Eller måske havde jeg en meget livlig fantasi (også) den dag.
I jungiansk psykologi er sjælen dét, der giver tilværelsen dybde og fylde. "Dybde" og "fylde" er her metaforiske begreber, der ikke er lette at definere. Men det er ok, for det er heller ikke let af definere eller få et logisk greb om, hvad sjæl er for noget. De fleste vil nok få en fornemmelse, hvis de tænker, at sjæl har at gøre med dybde og fylde i livet.
I det jungianske er det særligt arbejdet med arketypisk og symbolsk materiale, som giver denne sjælfuldhed. Det kan være igennem at arbejde med billeder, hvor man gradvist lader psyken folde sig ud med maling og lærred som medium. Det kan være gennem en slags fantasiarbejde, der kaldes "aktiv imagination", hvor det ubevidste får lov at udtrykek sig ind i bevidstheden gennem sit eget sprog, nemlig som billeder og figurer. Det ubevidste psyke udtrykker sig bedst billedligt og figurativt snarere end sprogligt (bortset fra gennem sproglige billeder eller billedsprog). Eller det ske i en lille sandkasse i det, der hedder Sandplay, hvor den bevidste og ubevidste psyke i samspil kan skabe landskaber og scenarier af sand og figurer. Eller det kan ske gennem de processer, hvor man gennem længere tid fordyber sig i et enkelt evntyr eller en myte, og hvor der i fortolkningsprocessen sker en sammensmeltning mellem fortællingens symboler og motiver og fænomener i vores egne indre verden. Og det kan selvfølgelig ske via Freuds "kongevej til det ubevidste", nemlig gennem arbejdet med vores egne drømme, hvor vi indfanger nattens drømme, og holder dem i bevidstheden de fælgende dage, hvor drømmens stemninger, motiver og billeder får lov at spille med i vores hverdags gøremål. Og sidst, men ikke mindst, i alle de terapi-sessioner, hvor vi time efter time efter time sidder sammen med en analytiker, og lader bevidst og ubevidste processer folde sig ud, blive betragte og tænkt over og mærket, og blive brugt til at bringe nye perspektiver på livet og nyt fortolkninger af virkeligheden.
Jeg mener, at det var den kendte jungianske analytiker James Hillman, der skrev, at sjæl også kan forstås som noget mere hverdagsagtigt udenfor den jungianske sammenhæng. Ordet sjæl er i engelske ord som "soul food" eller "soul music", og man kan være "soulful". En film, bog eller musikstykke kan også være blottet for sjæl, og så ved de fleste godt, hvad det sådan cirka betyder, selvom det er svært at fange mere præcist. De fleste vil nok kunne mærke, hvad der menes med, at et regneark eller et virksomhedsdiagram er "sjæleløse". De har måske magt, men ikke sjæl. Så det er en sjæleløs tid, hvor regnearket hersker.
For Jung og Hillman er sjæl særlig forbundet med billeder. Hvor ånden kan lide at udtrykke sig i ord, hvor den gerne flyver højt i svimlende begreber og abstraktioner, så udtrykker sjælen sig i billeder, og den elsker særlig dybde, hvor billederne har resonans ned i følelseslivet og ned i kroppen. Sjælen er de indre billeder, som vores psyke (også) består af, og som kan blive til ydre billeder, som til gengæld kan nære det indre. Sjæl er nemlig nærende. Mens ånd er inspirerende, er sjælen nærende og behøver næring fra den billedverden og det billedsprog, som - i lykkeligste fald - omgiver os. Jung skriver et sted (C.W. 14, §635, 658), at alkymisterne så sjælen som den hinde, der sammenføjer krop og ånd. Smukt.
Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742
Kommentarer
Send en kommentar