Den nødvendige vrede

Foto af Lewis Roberts / Unsplash

I dag vil jeg skrive om vrede. Vrede som en god og sund ting. Vrede som noget nødvendigt og naturligt.

Vrede får os til at sige STOP, når vi oplever, at vores grænser bliver overtrådt. Vrede får os til at sige NEJ, når vi oplever noget, som vi opfatter som forkert. Vrede får os til at skubbe fra os, når vi bliver skubbet til. Vrede får os til at slå tilbage, når vi bliver angrebet fysisk eller verbalt.

Så vrede er god, vrede er nødvendig, vrede er sund, og vrede er først og fremmest naturlig. Det betyder selvfølgelig ikke, at enhver måde at give vreden et udtryk, er lige konstruktiv. Men her skriver jeg i udgangspunktet om selve vreden impuls; den gnist eller flamme af aggression, der hurtigt eller langsommere bliver vækket i os, og som gør og i stand til at reagere instinktivt på angreb, invasion, manipulation og uretfærdighed.

Det er selvfølgelig ikke sjovt at være sammen med nogen, der går rundt og er vrede hele tiden, men så har man måske muligheden for at komme i kontakt med sin egen vrede og sige, at man fandeme ikke gider at være i stue eller parforhold med én, der går og spreder irritation og dårlig stemning.

Vreden er også konstruktiv, fordi det kan vise sig, at der i den aggressive impuls kan ligge kimen til noget andet. Hvis man efter de første vredesudbrud og aggressive udfald kan stoppe sig selv og spørge, hvilken ny virkelighed det egentlig er, at den aggressive impuls stræber frem imod. Den første aggressive impuls og det første udfald er vel altid et ”nej!” eller et ”stop!” til noget, men i impulsen er der også en vilje til noget, der er anderledes end det, som man siger fra over for og gør oprør imod.

Man skal sikkert ikke skynde sig for hurtigt med at bevæge sig fra vreden og aggressionen til den utopiske spire, der kan ligge skjult i impulsen. Hvis man bevæger sig for hurtigt fra ”nej’et” til ”ja’et”, kan noget af den aggressive og fremadstormende kraft risikere at blive fortrængt. Det betyder ikke, at man bare skal udleve alle sine aggressive impulser, eller at det lønner sig at gå rundt og være vred hele tiden, men det betyder, at vreden og aggressionen nok skal håndteres, men den skal ikke fortrænges. Når vrede fortrænges vender den sig indad med samme kraft, som den ellers ville have haft i det ydre. Fortrængt vrede bliver til psykisk smerte og andre symptomer.

Den berømte familieterapeut Jesper Juul skrev i 2013 en bog om, at aggression er blevet den forbudte følelse i vores samfund. Han siger:

"Vreden har altid været et betændt tema i nære relationer og i masser af familier også totalt forbudt. Måske fordi vrede i generationer blev opfattet som kærlighedens modsætning. Hvis du elsker mig, bør du ikke være vred på mig. I dag er det helt almindeligt, at forældre skammer sig over, at de af og til mister besindelsen og råber ad deres møgunger, men vrede, fortvivlelse, desperation og frustration er en nødvendig del af enhver passioneret relation mellem mennesker. Hvis man forbyder sig selv at mærke og udtrykke vreden, bliver man syg og mister nærheden til de nærmeste." (Jesper Juul, Kristeligt Dagblad, 23. august 2013)

Jeg burde her nok skelne mellem vrede og aggression, men det kan jeg ikke lige nu. For mig er de to lige nu den samme impuls; impulsen til at sige stop, til at trække en streg i sandet, og til at slå igen, hvis det er nødvendigt. Men det er ikke så heldigt, hvis vrede og aggression er blevet noget, som vi fortrænger, fordi vi ikke vil opleve os selv som vrede og aggressive. Vi skal være fornuftige og høflige og behagelige at være sammen med, for ellers kan det jo være, at vi bliver opfattet som uciviliserede, og måske er der så ingen, der har lyst til at være sammen med os, og så bliver vi udstødte og ensomme.

Men vreden er nødvendig. Børnepsykologen og psykoanalytikeren Donald Winnicott skrev også om, at det er nødvendigt for børn, at komme i kontakt med deres vrede, og at de ikke oplever vrede som en forbudt følelse. Og hvor oplever børn deres vrede? Den oplever de (blandt andet), når voksne sætter grænser for dem, som de synes er uretfærdige. Så bliver barnet måske vred og råber og skriger, og måske bliver den voksne også vred og hæver selv stemmen, fordi barnet er så krævende og urimeligt. Som voksen skal man selvfølgelig udvise en vis selvbeherskelse  (også overfor børn), men hvad hvis den voksne aldrig bliver vred og aldrig viser sin vrede åbent, men altid forholder sig fornuftige og roligt? Så er det barnet, der står alene med sin vrede og aggression. Tænk at stå og være vred, mens alle omkring en ser fornuftige og bekymrede eller anklagende ud og siger, at nu må man kunne forstå det ene og det andet. Bliver man så ikke bare endnu mere rasende, fordi nu skal man også bære de voksne indestængte eller undertrykte vrede, og på den måde kan man blive hele familien lille vrede symptom? Og bagefter står man alene med skylden og skammen og ked-af-det-heden over at være blevet så vred, mens alle andre var rolige og fornuftige og opførte sig pænt. Tænker barnet så ikke: ”Alt det dårlige, jeg gjorde, og alt det grimme, jeg råbte, det er alt sammen kun min skyld.”

Winnicott skrev også, at vreden er en del af kærligheden. Der, hvor der er et stærkt følelsesmæssigt bånd, vil der være stærke følelser, og disse følelser er nogle gange kærlige og blide og andre gange vrede og ophidsede. Når følelserne er kærlige, er der ikke noget problem, men når vrede og andre stærke følelser har gjort alle parter oprevne, så er det vigtige, at man bagefter kan blive ked af det og sige undskyld (hvis man faktisk føler, at man har overreageret eller været uretfærdig), og at relationen bliver repareret, så man finder hinanden igen. Dels er dette naturligt, og dels lærer alle parter, at vrede ikke er en katastrofe, men det er noget, der kan flamme op og gøre os til modstandere for en tid, men bagefter bliver det ok igen, og vi kan mærke at vi elsker hinanden igen.

Jeg er godt klar over, at der er forhold mellem voksne og mellem voksne og børn, hvor vreden fylder for meget og bliver en slags inficering af hele hverdagen, men det er ikke dét, jeg skriver om her.  

Winnicott skriver også (mener jeg at huske), at vreden er en nødvendig del i den psykologiske udvikling, for det er er, at barnet stærkest føler sig selv og sine psykiske grænser. Når barnet er rasende på den uretfærdige far eller mor eller søster, så er barnet ikke i tvivl om sine grænser og behov. I vreden mærkes grænser og behov tydeligt. Det er klart, at konstant vrede og aggression over for alt og alle er noget, som ikke er godt for nogen, men i visse doser, er den en nødvendig del af personlighedens udvikling. Sælig for jeg'ets udvikling.

Der er også noget potent i vreden (undskyld for eventuel sexisme her; jeg mener ”potens m/k”). I aggressionen er der en stærk impuls af ”jeg vil!”, eller måske endnu mere præcist ”jeg vil fandeme!”, og her er der en stærk drivkraft til at gøre noget og at udføre noget. Den gamle RUC’er, Knud Illeris, skrev engang, at modstandspotentialet er en af de stærkeste drivkræfter til både læring og samfundsmæssig forandring. Som jeg forstår det, er modstandspotentialet forbundet med vreden, fordi det er en impuls, der siger ”nej” til forhold, som man oplever som undertrykkende eller på anden vis moralsk forkerte. ”Fandeme nej! Det vil jeg ikke være med til!” I modstandspotentialets ”nej” ligger der kimen eller impulsen til noget nyt og andet. Når man er færdig med at råbe ”nej”, så kommer der et tidspunkt, hvor man (måske for at trække vejret) kan overveje, hvad det så egentlig er man vil eller man ønsker sig i stedet for. Hvad er det for en potentiel fremtid, som "nej’et" også er et skjult "ja" til?

Jeg kan ikke mindes at have læst noget om vrede hos Jung; aggressions-driften var nok mere Freuds teoretiske domæne. Noget af det væsentligste i jungiansk terapi er dog, at der etableres en forbindelse til de grundlæggende instinkter, og mon ikke vrede hører til blandt dem? Et vigtigt mål med jungiansk terapi er, at personligheden begynder at fungere på en måde, hvor der er forbindelse mellem de forskellige lag, og hvor vi i højere grad kan lade instinkter og andre stykker "natur" i vores psyke spille med i vores reaktioner og handlinger. Noget af det, der gør os neurotiske, er, at vores civilisation har lært os at fungere rationelt og viljesbestemt, og i den udvikling er der fare for, at forbindelsen "nedad" til instinktive reaktioner, bliver brudt. At genfinde vores vrede er en måde at genetablere denne forbindelse. 

Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742