Den åndelige dimension eksisterer faktisk

Jeg er faktisk ikke vokset op med noget forhold til den åndelige side af tilværelsen. Indtil en gang
i mine 20’ere troede jeg fuldt og fast på den rationelle og videnskabelige verdensforståelse. Hvis nogen nævnede ordet ”energi”, og det ikke handle om strøm i el-nettet, krummede jeg simpelthen tæer. Vendepunktet kom en aften, hvor jeg var til træning i Kung Fu, og her ville grundlæggeren af den stil vi trænede, Jimmy K. Yamaue, give os en særlig opvisning. Vi satte os ned rundt om kanten på måtterne på gulvet og ventede. Der var en gruppe polske politibetjente på besøg, som Yamaue også trænede, og som alle havde sort bælte. Yamaue bad dem komme op én efter en og angribe ham. Yamaue gjorde noget, som totalt lammede angriberen. Han hverken slog, sparkede eller tog greb på dem, men berørte dem blot, og så var de som lammede, og han kunne gøre med dem, hvad han ville. En stor polsk politimand hang slap om halsen på den meget mindre japanske mand, som derefter gik rundt med ham som en kappe. Dem, der havde fået denne omgang, så bagefter helt blege og rystede ud. Jeg var selv totalt rystet. Jeg spurgte bagefter Yamaue, hvordan han gjorde dette. Han sagde, at det er simpelt, men at der ikke er mange i verden, der kan dette. Mange bruger den livsenergi, som kineserne kalder Chi, til at give healing, men Yamaue havde lært sig at bruge den, til at lamme sin modstander. Han sagde, at han brugte energien til at sende en besked til modstanderens hjerne, som fik hjernen til at kortslutte, hvilket gjorde modstanderen handlingslammet. Det virker kun, hvis modstanderen har en intention om at angribe, sagde Yamaue, for så kunne han selv sende et mod-signal, og de modsatrettede signaler, ville simpelthen få modstanderens nervesystem til at gå i stå.

For at være helt ærlig, var jeg fuldstændig rystet efter denne oplevelse, og jeg havde vanskeligt ved at sove hele natten. Jeg overvejede selvfølgelig muligheden for, at det hele var snyd og aftalt spil, men jeg havde kendt Yamaue i mange år, og jeg havde et indtryk af, at han var en meget principfast mand, (der dog ikke var for fin til at blære sig lidt af og til). Nogle af de danske trænere havde desuden selv prøvet at få denne behandling af Yamaue. De fortalte om oplevelsen af at blive lammet, og jeg havde et indtryk af dem som ret almindelige og almindeligt hæderlige mennesker, der ikke havde særlig talent for skuespil eller forstillelse. Og hvorfor skulle en anerkendt og højt gradueret kampsportstræner, nogle polske højtgraduerede politifolk og nogle danske trænere bestemme sig for at lave et skuespil for at imponere en flok lavt graduerede danske amatør-kampsportsfolk? Det gav ikke mening. Men hvem ved?

Efter denne oplevelse kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at hvis det jeg havde oplevet var ægte, hvilke af de ting, jeg heller ikke troede på, var så også sande? Herefter var det lidt svært for mig, at afvise spirituelle eller åndelige ideer på forhånd.

Jeg havde en anden åndelig oplevelse i en lille meditationsgruppe, jeg en gang var med i. Meditationen foregik hos min behandler, Lone Høffer, som var spirituel healer. Natten før havde jeg haft en drøm, hvor Djævelen var dukket op. Da vi skulle begynde meditationen, kunne jeg ikke koncentrere mig, for billedet af Djævelen blev hele tiden ved med at dukke op for mit indre blik. Lone kunne se, at jeg virkede forstyrret af et eller anden, og hun spurgte mig, hvad der var i vejen. Jeg slog det først hen, men fortalte så om min drøm. Lone sad med en bog om tarotkort i hånden, med fingeren på en bestemt side. Hun sagde så: ”Jamen, så læs lige her.” Den side, som hun havde slået op på, var med tarotkortet Djævelen. Kort forinden havde hun været inde i sit stuehus, og hun havde fået den indskydelse, at tage bogen med ud i meditationsrummet, og havde fundet siden med Djævelen. Igen var jeg temmelig rystet, for det her var vist lidt ud over, hvad der kunne være et tilfælde.

Jeg tror ikke, at der er jungianske begreber for episoden med Kung Fu mesteren. Her er det kinesiske begreb om Chi nok mere anvendeligt.

I episoden med tarotkortet vil man med jungianske begreber nok tale om synkronicitet. Det betyder, at der sker et meningsfuldt sammenfald mellem indre og ydre omstændigheder. Det indre er her min drøm og det ydre siden med tarotkortet i bogen. Det meningsfulde handler om den betydning, som denne begivenhed havde for mig. Jeg oplevede det dengang som meget meningsfuldt, men jeg kan ikke i dag huske, hvad jeg fik ud af det. Med jungianske begreber kan man også tale om, at Lone var en meget intuitiv person. For Jung betød intuition evnen til, at begribe ting gennem det ubevidste. Som vi ved fra terapi-situationer, kan der foregår en udveksling mellem patientens og terapeutens ubevidste, og terapeuten kan nogle gange samle følelser eller billeder op, som egentlig tilhører patienten. Det kaldes ”participation mystique” eller nogle gange ”modoverføring”.

I dag tvivler jeg ikke på ægteheden af disse og andre oplevelser, men jeg spekulerer ofte på, om det egentlig betyder noget for livet som sådan. Hvis livet har en åndelig dimension, hvad er det så, og betyder det egentlig noget for vores praktiske liv?

Jeg har ikke et svar. Jeg ved bare, at jeg ofte bliver grebet af en trang til, at forholde mig fornuftigt og strategisk til livet, men der går som regel ikke så længe, og så bliver jeg modløs og trist over denne måde at være i verden på. Det er som om, at hver gang, jeg prøver at ”tage mig sammen”, lægge nogle fornuftige planer for livet, og stoppe med at lede efter mening og betydning i tingene, så bliver jeg nærmest deprimeret. Og dette tungsind går ført bort, når der kommer en mod-impuls, som overbeviser mig om, at der er en mening med det hele, og at jeg kan stole på dette.

Det store spørgsmål er for mig, i hvor høj grad vi kan have en åndeligt fundament i vore liv og i vores livsvalg? Hvor meget tør vi (jeg) at tænke, at der er en mening med det, der sker i livet, og med de valg, vi har taget? Og hvor meget skal vi tænke, at det er fuldstændigt latterligt at tage andre valg end dem, der er rationelle og praktiske, og at det i bedste fald er uansvarligt at bygge livet på andre dimensioner end de praktiske, materielle og fornuftige. Denne side af mig siger: ”Thomas. Tag dig sammen. Du har en familie at forsørge. Du kan ikke bruge åndelige værdier eller en eller anden tro på mening og bestemmelse i dine livsvalg. Bliv ansvarlig og opfør dog fornuftigt!”

Denne stemme overbeviser mig ofte, og dens mest effektive medsammensvorne er min frygt. Min frygt for, at jeg ikke kan forsørge min familie og min frygt for, at ”det hele” på et eller andet tidspunkt skal kollapse under mig, hvis ikke jeg tager de helt rigtige (fornuftige, praktiske) valg.

Problemet er bare, at når jeg en tid har været overbevist og ansporet af denne stemme og dens løfter om større sikkerhed og fremgang, så følger der en form for tristhed og meningsløshed. Jeg har simpelthen svært ved at magte tanken om, at der ikke findes ting som betydning, mening, dybde og bestemmelse i tilværelsen. Det er som om, at det er fornemmelsen af en åndelig dimension, der ved siden af det materielle udgør et eksistentielt grundlag for tilværelsen. Personlig har jeg brug for følelsen af dette eksistentielle grundlag – hvad det så end er.

For mig er ”det åndelige” kort sagt en verdensopfattelse, hvor verden består af materie såvel som ånd, og hvor mennesket består af krop såvel som ånd. Det er det hele. Bare denne tanke gør, at jeg oplever en form for ro. Hvad ånd er, det ved jeg ikke, og måske er det umuligt at tale om konkret. Men det er altså dét, der giver livet mening, betydning og bestemmelse. Sjælen er så på sin side det, der giver tilværelsen dybde og fylde, men mere om det en anden gang. 

Når man har det rigtig godt, karrieren kører, kroppen fungerer, parforholdet virker fint, og børnene er sunde og glade, så kan man måske sagtens klare sig uden det åndelige. Så kan man nyde alle de gode ting, som man har i sit liv. Men det er særlig i konfrontationen med tab, sygdom, usikkerhed og sorg, at den åndelige dimension bliver påtrængende. Så er forklaringer ofte ikke nok. Man vil ha’ en mening med lidelse. Hvorfor skete dette for mig? Hvorfor sker dette i mit liv? Hvorfor skal dette overgå mig?

Jung var på den ene side ret pragmatisk og "nede på jorden" i spørgsmålet om ånd og åndelighed. Han blev en gang sent livet spurgt, om man kunne leve lykkeligt i ånden. Her svarede han, at en opnåelig pølse, som regel er mere oplysende end åndelige øvelser. På den anden side var spørgsmålet om ånd og åndelighed måske det vigtigste emne, som han og Freud ikke kunne enes om. Jung kunne ikke forlige sig med, at alt skulle reduceres til et spørgsmål om drifter og biologi, og hans begreb om arketyper er enten et åndeligt begreb, eller også har alle arketyper en åndelig dimension, der ikke kan reduceres til det rent fysiske og biologiske.

Som psykoterapeut vil jeg aldrig komme med "spirituelle svar" til en klient. Det er simpelthen ikke terapeutens rolle at optræde som "åndelig vejleder". Men det, der kan ske, er, at ånden selv viser sig i klientens drømme, og så er sagen en anden. Så er det terapeutens rolle at sige: "Jamen, jeg tror sandelig, at det er ånden, som dukker op der. Hvad mon den vil?" Der er stor sandsynlighed for, at det, ånden vil, er, at skabe en fornyelse af personligheden og personlighedens forhold til verden og sig selv. Terapeuten kan ikke skabe sådan en fornyelse og klienten kan med sin fornuft eller vilje heller ikke gøre det. En sådan fornyelse og oplivelse må komme indefra, og den indre instans man her må stole på er ånden. Ånden er det, der inspirerer, forandrer, opliver, vejleder, og skaber mening i det meningsløse.

Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742