Dannelse og selvrealisering: Om at forene naturen og kulturen i os

Foto af Alfons Morales / Unsplash

I dag vil jeg starte med at skrive om kultur (af en eller anden grund gør jeg det på en højborgerlig og opstyltet måde, synes jeg). Den gamle kultur. Den gamle højkultur, så ærværdig og fornem. Med stivede flipper og stive manerer. Ophøjet, selvbevidst. Absolut uden barnligheden som udgangspunkt eller ideal, men med en voksen og dannet personlighed som et mål, der så hurtigt som muligt må opnås. Dette er dannelsen i den stiveste form. At opføre sig civiliseret og kultiveret, og at sætte sig ud over sine "lave" impulser, at overvinde alt, der er stygt og tarveligt i ens natur. Dette er dannelsen. At gøre sig ét med kulturen, og helst kun det fineste af kulturen. Dette er dog dannelsens ædleste væsen. Eller rettere sagt: Det er én slags dannelse.

Men hvad så med de ”lavere” dele af ens personlighed, som man dog er født med, og som er indgroet i den del af ens væsen, der stammer fra primaterne? Kan de helt udraderes og bortcensureres? Hvad er da deres skæbne i det dannede menneskes personlighed? Hvad er menneskets dyriske siders skæbne i den kultiverede og gennemdannede personlighed? Kan alle emotioner omsættes til kulturelt acceptable former og udtryk, eller vil der altid være en del, som kulturen ikke kan accepteres, og som enten må fortrænges eller udleves skamfuldt i skjul?

Et alternativt syn på dannelse kan være: I den dannede personlighed bygges det kultiverede lag oven på det dyriske, så de to er i samspil med og i forlængelse af hinanden. I denne form for dannelse må der være kontinuitet mellem dyr og kultur, mellem instinkter og dyder, mellem det uciviliserede og civilisation. Hvis alt ”lavt”, dyrisk, instinktivt, ufint og uciviliseret søges udtrængt af personligheden, vil det blot vende tilbage bag om ryggen på det dannede og kultiverede menneske. Jo større dette menneskes dannelse og kultiverethed, jo større og farligere vil dets barbariske skygge blive. Jo mere vi ensidigt formes efter kulturelle idealer og ærværdige principper, jo mere vil vi til stadighed følges af en uhumsk svinehund eller glubsk ulvehund, der enten vil påvirke vores civiliserede handlinger og gøre dem kultiverede men iskolde og formfuldendt grusomme, eller de vil trænge igennem vores manerer i upåagtede øjeblikke, og slå igennem i øjeblikke af pludselig vildskab og kontroltab.

Denne form for dannelse må derfor bestå af en sammenhæng og kontinuitet mellem det dyriske og det kultiverede, det instinktive og det formede, den tillærte kultur og den medfødte natur.

Men kan der tænkes harmoni mellem disse to sider af mennesket? Kan vores manerer og kulturelle virke ligge i forlængelse af vores følelser, begær og impulser, eller må der altid være en splittelse mellem disse to sider af mennesket? Vil vores indre natur ikke altid føle det, som Freud kaldte ”Kulturens Byrde”, og vi vil dermed være dømt til enten at leve som barbarer, eller at tage civilisationens åg på vores skuldre og leve med en konstant og uløselig følelse af frustration og fremmedhed i vores indre? Hvad skulle opskriften være på en dannelse, hvor der er sammenhæng og kontinuitet mellem de to sider af mennesket?

Hvordan vil denne opgave se ud, hvis den ikke så meget er en opgave for opdragelsen og personlighedsdannelsen i livets tidlige år, men hvis dette derimod er en særlig opgave for livets anden halvdel? Kan det være sådan, at man i livets første halvdel uundgåeligt må fortrænge og ignorere dele af sig selv for at opnå en plads i samfundet og skaffe sig et levebrød, men at man i livets anden halvdel også må betænke den opgave det er, at gå mod livets afslutning med stadig flere sider af sig selv i behold?

Ja, sådan tror jeg godt, at det kan være.

Men hvordan vil kultur, dannelse og manerer på den ene side og emotioner, impulser og drifter på den anden side nogensinde kunne forbindes og måske forenes med hinanden?

Ved at kultur og ord ikke bliver opfattet og tilgået som udelukkende tilpasning og opdragelse, men at vores måde at indgå i kulturen og sproget bliver en skabende handling. Kultur og sprog er jo ikke bare former, der påtvinges os udefra, og som undertrykker alt, hvad der måtte være nedlagt i os på forhånd eller fra andetsteds. Kultur og sprog er jo også et medium, som man kan udtrykke sig gennem, og hvorigennem alt indre kan gives form og blive ydre. Kultur og sprog er resurser som vi kan bruge. Var vi uden kultur og uden sprog, og måtte vi først selv opfinde hvert et ord, vi ville sige, var det ikke meget af vores indre anlæg som vi kunne give udtryk. Jo mere kultur og jo rigere et sprog vi har til rådighed, jo mere af os selv kan vi komme til at kende og udtrykke.

Lille Munk Rösing formulerer dette rigtig tydeligt, når hun beskriver den tyske forfatter Thomas Manns forfatterskab, hvor drifter bliver til drivkraften bag kunsten, og kunstens former bliver den ramme, der indeholder og formgiver det kaotiske. Med reference til Freud kalder hun denne bestræbelse for "sublimeringspoetik":

"Det er rigtigt, at han holder på formerne, og jeg synes, at det helt symptomatiske, det er hans syntax og den måde, han bygger sætninger op på; det er helt sindssygt så mange sansninger, informationer, osv. han kan få presset ind mellem to punktummer. Det synes jeg i sig selv er et vidnesbyrd om den gevaldige formanstrengelse, der skal til for at give kaos form. (...) Det er ikke så meget noget med at holde på formerne, for at holde kaos væk. Det handler næsten mere om at give kaos en form, så det ikke er den her fortrængning og 'væk med drifterne', men på en eller anden måde er det at sætte drifterne i kunstens tjeneste i stedet for." (Podcasten Bogfolk, episode #99, 6. december 2017)

På den måde er det måske sådan, at kultur og sprog kan være et medium, gennem hvilket der skabes sammenhæng mellem vores indre spændinger og splittelser. Her er vi langt fra idéen om frigørelse gennem "primalskrig" eller ved vildt at udleve alle drifter, aggressioner og andre impulser. Her foregår der ikke en "acting out" men derimod en dannelse gennem et kulturelt eller sprogligt arbejde, der samtidig er et personligt arbejde.

Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742