hjernehalvdele, eller som en syntese mellem højre og og venstre hjernehalvdel. Jeg er ikke hjerneforsker eller naturvidenskabsperson, så jeg ved selvfølgelig ikke, om det nu også er helt naturvidenskabeligt rigtigt, hvad jeg skriver om hjernen. Det kan også være, at jeg bruger de to hjernehalvdele som en metafor for, hvordan jeg oplever tingene. Jeg skriver dog ikke helt ud i det blå, for jeg støtter mig til hjerneforskeren Iain McGilchrist og hans utrolige bog "The Master and its Emissary". Men i øvrigt ville det være helt i den højre hjernehalvdels ånd, at tale i metaforer fremfor eksakte begreber ;-)
Jeg oplever i disse år, at jeg har fået sværere ved at tænke på den måde, som jeg tidligere gjorde det. Jeg har været vandt til, at tanker var nogle logiske rækkefølger, der kørte ved egen kraft, og som havde den retning, logikken nu dikterede. Jeg kunne selvfølgelig også tænke og tale passioneret, som når jeg diskuterede politik med nogen, jeg var uenig med. Men modellen for den slags tænkning var alligevel, at prøve at holde sig til logiske slutninger, nærmest ligesom en lommeregner, der følger nogle faste formler, når den skal frembringe et resultat. Denne måde at tænke på associerer jeg med den venstre hjenehalvdel.
Men sådan har jeg det altså ikke rigtig mere.
Der er også sket det, at jeg har fået en stærk modvilje mod at tænke abstrakt, hvilket jeg før har elsket. Jeg reagerer i dag næsten fobisk på teoretiske konstruktioner, der løsriver sig fra den oplevede virkelighed og bliver til et selvstændigt logisk univers. Før kunne jeg med en vis fryd og fandenivoldskhed bruge alle mentale kræfter på at forstå teorier, der havde deres eget abstrakte liv, og som ikke havde bestemte referenter i den oplevede verden. Jeg syntes faktisk, at der var en vis skønhed og ophøjethed over sådanne teorier, og der var en vis fryd ved at føle, at jeg havde forstået noget, der var på et højere abstraktionsniveau end hverdagens oplevede verden. Denne måde at tænke på, associerere jeg også med venstre hjernehalvdel.
Men sådan har jeg det altså heller ikke mere.
Nogle gange tænker jeg på, om det mon betyder, at jeg ikke mere hører til på universitetet. På universitetet skal man da tænke og argumentere logisk, og alene drage logiske følgeslutninger. Her skal man jo også kunne tænke i abstraktioner.
Efter nogle år i jungiansk psykoanalyse, oplevede jeg nogle dage, at jeg undervejs til universitetet måtte pakke en del af mig selv væk. Sådan havde det ikke været før. Før var der nok ikke så meget at pakke væk. Måske var det allerede pakket væk.
I dag oplever jeg ikke, at jeg må pakke noget af mig selv væk på vej til arbejdet. Men nu har jeg det altså nogle gange, som om jeg ikke kan tænke mere. Eller rettere; som om jeg ikke mere kan tænke på den linære og abstrakte måde, som jeg før var vant til. Det er lidt foruroligende, men heldigvis tror jeg på, at det hænger sammen med min tid i jungiansk psykoanalyse, og så er det nok ikke så dårligt.
Det betyder heldigvis heller ikke, at jeg ikke kan tænke. Hvis jeg ikke kunne tænke mere, kunne jeg jo heller ikke skrive eller undervise, og så ville min tid på universitetet nok snart være ovre. Men nu er det som om, at jeg ikke rigtig tænker aktivt; jeg sidder derimod og venter på, at tanker skal forme sig. Det er som om, at tanker er noget, der ankommer fra et sted i baghovedet, og at min rolle er at sidde og vente på, at de ankommer. Når en tanke så er ankommet er min rolle at give den form ved at sætte de rette ord på den. Jeg er ikke sikker, men jeg tror, at det handler om, at min højre hjernehalvdel er blevet koblet på processen. Hvis det er sådan, så opstår der tanker eller anelser i højre hjernahalvdel, som er den halvdel, hvor de fleste processer er ubevidste. Det er så den venstre hjernehalvdels opgave at fange tankerne med bevidstheden, og at finde de rette ord at sætte på dem. Den venstre hjernehalvdel fungerer mere bevidst og mere talesprogligt end den højre.
Det der med højre og venstre hjernehalvdel og det bevidste og det ubevidste har jeg fra neuropsykologen Allan Schore.
Jeg tror, at denne måde at "tænke" på har forbindelse til en større del af organismen end blot hjernen. Allan Schore beskriver, hvordan der er en neurologisk hovedvej mellem den højre hjernehalvdel og det limbiske system midt i hjernen, der i høj grad har med vores følelsesliv at gøre. Og fra det limbiske system fortsætter den neurologiske hovedvej ned i hjernestammen, som bl.a. regulerer vores autonome nervesystem. Når jeg oplever, at tanker og idéer ankommer fra et sted bagved bevidstheden, er det måske fordi, at højre hjernehalvdel og med de følelsesmæssige og instinktive dele af personligeden er en del af tankeprocessen. Fra den venstre hjernehalvdels synspunkt vil det sikkert opfattes sådan, at idéer ankommer et andet sted fra. Den venstre hjernehalvdel er heldigvis god til sprog, og den kan derfor bruges til at omsætte disse lidt tågede idéer til ord og give dem en mere konkret form, som kan kommunikeres til omverdenen.
Jeg oplever også, at der nu er mere forbindelse til kroppen, mens jeg skriver. Det lyder måske lidt sært, men hvis der er en stærk forbindelse mellem den højre hjernehalvdel og kroppen, så kan det godt give mening. Jeg kan ikke huske, om det er Jung eller Nietzsche, der har skrevet, at alt han har skrevet, har han også skrevet med hele kroppen. Jeg vil ikke sige, at jeg helt har det sådan, men jeg tror godt, at jeg forstår, hvad det betyder.
Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742
Kommentarer
Send en kommentar