Ind i mørket: At tage en bid af den kollektive skygge

Foto af Goumbik / Pixabay

Det er ikke altid let at være til i disse dage, synes jeg. Det føles som om, at der er så meget tunghed og mørke, der ikke er fordøjet. Vi lever på en overflade, men under overfladen ligger der så meget ufordøjet materiale. Og når man dykker en tur under overfladen, så møder man dette materiale. Og hvis man kommer til at tage en bid af det, så må man i gang med en tung fordøjelse. Denne fordøjelse gør man for sig selv, og man gør den for fællesskabet.

Men hvad er det, der ligger under overfladen? Hvad er det for en tunghed og et mørke, som jeg taler om? Det skal jeg sige; det er alle de ikke-følte følelser og alle de ikke-accepterede behov, der ligger der. Det er civilisationens natside.

Freud beskrev, at denne civilisationens natside består af fortrængte seksualdrifter og fortrængt aggression. Men sådan tror jeg ikke helt, at det er i dag. I dag er seksualiteten ikke særlig fortrængt rent samfundsmæssigt. Den er tilgængelig for enhver, der har adgang til internettet, og det har vel snart sagt alle. Det, der måske er fortrængt, er seksualitetens mørke side. Og hermed mener jeg ikke S&M eller den slags ”mørke lyster”. De lever også lystigt, og det er længe siden, de begyndte at dukke op på tv i den bedste sendetid. Nej, seksualitetens mørke siden er noget andet. Hvad er det så? Hvad er ”seksualitetens dyb”, hvis det ikke er S&M, bondage og swinger-klubber? Jo, i dag er det seksualitet som Eros. Seksualitet som kontakt og som forbindelse. Seksualitet som et rodnet af natur under os, der gør os forbundne med hinanden. Seksualitet som en dyb forbindelse. Den er mørk fordi den er dyb og fordi den ikke er særlig meget fremme i lyset. I denne seksualitet bor alle de dybe følelser også, og de vikler sig sammen med og ind i seksualiteten. Det er her sorg, længsel, begær, hudløshed og kærlighed flyder sammen med seksualiteten. Det er her seksualitet ikke bliver til et spørgsmål om ”god røv” og blowjobs, men det er her seksualiteten hænger sammen med de dybeste følelsesmæssige rødder vi har. Det er også her, at seksualiteten giver mening og ikke ”bare” giver udløsning. Er det ikke lidt for meget at hænge på seksualiteten? Jo! Det er det. Men jeg skriver det jo heller ikke som en norm eller en opskrift på at ”få et bedre sexliv”. Jeg skriver det som anelse om de aspekter af seksualitet, der ligger i skygge.

Hvad ligger ellers i den kollektive skygge? Hvad skal man fordøje, hvis man kommer til at tage en dyk under overfladen? Det gør mening! Mening! Mening! Dette skriver jeg helt ærligt uden helt at vide, hvad det betyder. Men det føles rigtigt, så jeg skriver det og skriver videre.

Hvad kan dog få mening til at synke i mørket og blive en del af samfundets skyggeside? To svar: Rationalisme og materialisme: Afvisningen af det irrationelle og af dét, som jeg af mangel på bedre ord må kalde ”det åndelige”. Og med ”det åndelige” mener jeg ikke nødvendigvis det religiøse, det spirituelle eller spiritualisme (tro på ånder). Åndelighed er et bredere begreb end som så. Det handler, som Viktor Frankl har beskrevet det, om at finde mening i tilværelsen, både i nydelsen og lidelsen. Han fandt selv en mening dér, hvor der ingen mening var at finde. Han fandt et kald i at hjælpe de nødlidende medmennesker, der var omkring ham. Troen på en mening handler simpelthen om, at vælge at se verden og livet som meningsfuldt, og vil man hæfte en religiøs eller spirituel tro på dette, så kan man gøre dette.

Materialismen ligger i, at vi har en så enorm overvældelse af ting og goder, at de ikke kan undgå at blive tillagt en enorm betydning. Det er næsten umuligt ikke at forveksle alle de nye og skinnende elektroniske ting med mening. Der ligger faktisk ikke nogen moralsk pegefinger i dette. Nej, det vil ellers være let, men det er ikke min hensigt. Det er simpelthen en påpegning af, at når vi dyrker tingene, så er der noget andet, som altid har boet i os, der faldet ned i skyggen; og dette ”noget andet” vil jeg kalde ”ånden”. Om man vil forstå ånden i religiøse termer eller mere humanistisk, som de bærende idéer, kulturen, poesien og inspirationen, tror jeg ikke er afgørende. Ånden er ånden. Og når vi overvældes af ting, synker ånden ned i dybet, og ligger der og venter og samler sig sammen til et modpres. Eller også dukker den op forklædt som sin egen modsætning: Max Weber skrev jo, at vi i dag er besatte af ”kapitalismens ånd”.

Hvad finder man ellers i mørket under overfladen? (jeg burde skrive ”jeg” i stedet for ”man”, men det har jeg ikke mod nok til)

Man finder de grundlæggende menneskelige behov. Behovet for tryghed, behovet for ro, behovet for nærvær, behovet for kontakt, behovet for at føle sig elsket, behovet for at føle sig god nok, behovet for stilstand, behovet for forudsigelighed og behovet for sikkerhed. Jamen, hvordan kan disse behov være faldet ned i skyggen? De er jo åbenlyse. Ja, men i det, som er kaldt ”præstationssamfundet” og ”konkurrencestaten” bliver vi nødet til at identificere os med en masse værdier og idealer, som kan lede os væk fra kontakten med de grundlæggende behov; vi gør os effektive, præsterende, produktive, fremadrettede og hurtigløbende. De grundlæggende behov er både reaktionære og bagstræberiske og revolutionære; de vil ikke fremad, de vil ikke ha’ udvikling. De vil have omsorg, de vil tages hånd om, de vil ikke ignoreres og ikke effektiviseres, men de vil opfyldes.

Det sidste, jeg kan komme i tanke om kan ligge i denne skyggeside, er vores forbindelse til naturen. Vi har løsrevet os fra at være en del af et økosystem, og vi har sat os uden for naturen. Naturen er noget vi plejer eller udnytter, men vi er selv blevet til som moderne mennesker ved at distancere os fra naturen. Men under det civiliserede lag er vi vel stadig selv natur og en del af naturen som helhed. Vi er en del af ét stort og en masse små økosystemer, og ligesom der er natur uden for os er der også natur inden i os. Jeg beklager, men jeg kan ikke nærmere sige, hvad jeg mener med dette. Jeg er nok ikke selv i særlig god kontakt med ”naturen i mig” eller med ”naturkontakten i mig”.

Hvis jeg lyder moraliserende, så beklager jeg det, for jeg prøver at lade være. Det er ment som en analyse og ikke som en anklage. Jeg tror ikke, at der findes (eller kan findes) samfund uden skyggesider.

Det næste spørgsmål bliver vel, hvordan man tager en bid af dette mørke, som er under overfladen? Det korte svar er vel: Med et vist besvær! De fleste af os ønsker vel, at vi selv kan leve op til de verserende idealer og normer. Vi kan godt være tolerante over for dem, der falder ved siden af, men vi ønsker ikke, at være dem. De fleste af os (jeg selv inklusiv) vil gerne opfatte sig selv som god og tolerant, men uden selv at skulle tage en bid af kulturens skyggeside. Så hvordan tager man denne bid?

Jeg kender kun ét svar (selvom der givetvis er flere): Man er kreativ! Og hvad mener jeg med dette? Betyder det, at man skal male eller skrive digte? Ja, hvis man vil. Men at være kreativ betyder noget mere og noget bredere. Det betyder at gribe ned i det usagte og give det ord, eller at favne det endnu ikke formede og give det form. At udtrykke det ikke udtrykte. Dette er at lade en stribe lys falde ind i skyggen og gøre den tilgængelig og give den liv. Man tager det tunge, og giver det ord eller form eller bevidsthed, og dermed bliver det lettere, og det bliver levende. Dette beskriver vist også det arbejde man gør i en psykoanalyse (jungiansk eller freudiansk).

Øv! Det er ikke en sjov opgave, og man skal passe på, at man ikke selv bliver opslugt. Men måske er der også noget positivt i denne opgave for én selv. Hvad skulle det være? Det lyder røv-sygt! Ja, det er røv-sygt, men det er også som at grave en skovlfuld muld frem, der har ligger under græslaget. Det gøder og giver grobund for nyt liv. Det giver simpelthen gode vækstbetingelser. Så der er en gevinst at hente i, at være ”muldgraver”, både for én selv og for samfundet.

Så tak til alle dem, der tager en bid af mørket, som fordøjer det for os andre, og som bruger deres kreative evner til at give det bevidsthed i ord og form.

Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742