Hvordan man finder sig selv - og hvad man finder

Foto af Irina Murza / Unsplash

I sin nu berømte bog fra 2014, Stå Fast, skriver Svend Brinkmann, at vi skal holde op med at mærke efter i os selv, vi skal holde op med at spørge "hvem er jeg?", og vi skal holde op med at søge selvudvikling og selvrealisering. I stedet skal vi vende os ud ad; ud mod kulturen, ud mod samfundet og ud mod hinanden. Vi skal snarere prøve at gøre vores pligt som medmennesker og samfundsborgere, end vi skal prøve at handle ud fra, hvem vi oplever, at vi selv er.

Det er mere eller mindre det budskab, som jeg har fået ud af at følge Brinkmann i medierne i nogle år. Og til et vist punkt er jeg helt enig: Det var fedt, da han i 2014 skrev en bog med budskabet: Stop med at udvikle dig! Stå fast! Det var et forfriskende opgør med den udviklingstvang, som ligger i tiden, og som pålægger den enkelte at udvikle sig ud af problemer, snarere end at løse dem kollektivt og samfundsmæssigt. Sociologen Rasmus Willig har beskrevet det som "kritikkens u-vending"; kritikken vendes i dag ind mod individet, der selv skal løse problemer i sig selv, istedet for at vender kritikken ud mod samfundet. Gode pointer, synes jeg.

Om Brinkmanns nyeste bog, "Hvad er et menneske?" skriver Politiken: "Hvis du også hader vor tids egocentrering og selvrealisering, er Svend Brinkmanns nye dannelsesroman ren helsekost for sjælen." Ud fra den tekst vil jeg tro, at Brinkmann stadig argumenterer imod, at man prøver at finde sig selv eller realisere sig selv. I stedet giver han i Kristligt Dagblad denne opfordring til de unge: "At mærke verden i stedet for at mærke dem selv hele tiden. Kig på verden i stedet for at kigge på dem selv hele tiden. Interesser jer for noget og fordyb jer i det. Næsten ligegyldigt, hvad det er."

Som sagt kan jeg godt følge ham et stykke ad vejen. Jeg synes sgu også, at vi nogle gange skal løfte blikket fra vores egen navle, og se at kaste os over de samfundsmæssige og globale problemer, som kalder på at blive løst. Jeg er også 100 % med på, at det kan være godt for sjælen og dannende for personligheden, at læse en god roman og at kaste sig ud i kulturen som sådan.

Men som terapeut (under uddannelse) er der jo også et punkt, hvor jeg ikke kan være enig i, at vi ikke skal mærke efter i os selv, eller at vi ikke kan finde os selv. Og som jungianer er det jo endnu værre; jungiansk psykologi er noget af det mest introverte, man kan forestille sig. Ja, Jung skabte tildels begreberne "introvert" og "ekstrovert" for at forsvare den introverte personlighed og den indadvendte opmærksomhed. Det betyder, at jeg ikke kan være enig i, at der ikke er noget meget værdifuldt at finde ved at vende sig indad. Så hvad er værdien ved at vende sig indad, og kan man finde sig selv der?

Det første, jeg kommer til at tænke på, er, at Jung et sted skriver, at enhver neurose (psykisk problem) på et vist niveau vil afspejle et samfundsmæssigt eller kulturelt problem. Det betyder, at hvis vi seriøst arbejder med os selv, så vil vi på et tidspunkt støde på samfundet i os eller kulturen i os. Den person, vi er blevet, er også dannet af den tid og det sted, vi er vokset op, og af de kollektive normer, regler og fortrængninger, som vi er vokset ind i og som er vokset ind i os. I det indadvendte arbejde vil vi komme til at stå ansigt til ansigt med de reskriktioner, de ubalancer, de ikke accepterede følelser, de ordløse erfaringer, som opvæksten i en tid og på et sted har givet os. Freud vidste også dette, og han beskrev i klassikeren Kulturens Byrde, hvordan opvæksten i vores civilisation (eller rettere; Wien i starten af 1900-tallet) pålægger os at hæmme og fortrænge en del af vores driftsliv, og det gør os neurotiske. I dag er det selvfølgelig nogle andre fortrængninger og idealer, som kulturen pålægger os.

Så vejen indad (i analytisk terapi) er altså også en vej ind mod kulturelle psyko-sociale problemer og konflikter, som vi tvinges til at løse i os selv.

Men det svarer jo ikke på spørgsmålet, om vi faktisk kan finde os selv, og hvad det vil sige, at finde sig selv. Jeg har læst hos neuropsykologen Allan Schore, at enhver god terapi sigter mod at bevidstgøre ubevidste følelser. Hans forskning viser, at det i høj grad er følelserne, der skaber problemer for os, og det er de ubevidste følelser, som ligger til grunde for mange personlige problemer. Alle de følelsesmæssige tilstande, som ikke er blevet spejlet gennem vores opvækst, bliver til dét, som Schore kalder "dysregulerede følelser"; de bliver farlige områder i psyken, som vi gør alt hvad vi kan for ikke at komme hen til, og hvis vi "falder i" disse områder, så blver det for meget; tristhed blivet til depression, vrede bliver til raseri, ensomhed bliver til følelser af ekstrem forladthed, frygt bliver til angst, selvkritik bliver til selvhad, osv. Så her er et punkt, hvor det giver god mening at finde sig selv; at hjælpes til at nærme sig disse dysregulerede, ikke-spejlede og ofte ubevidste følelsesmæssige områder i os selv, og at hjælpes til at lære dem at kende, forstå dem, acceptere dem, håndtere dem. Ofte vil det endda vise sig, at der i disse områder ligger ikke blot en lindring af symptomer og en udvidelse af ens råderum, men også en kilde til en oplevelse af større livsfylde. Så i denne forstand mener jeg, at man har god grund til at lære sig selv bedre at kende og at vende sig indad. Men jeg vil mene, at det er vanskeligt at gøre alene.

Jeg har lige læst en artikel på dr.dk, som omtaler en undersøgelse, der viser, at "hver tredje gymnasieelev har gjort skade på sig selv". Der er i dag også alle mulige andre psykiske problemer, som ser ud til at være i stigning blandt ungdommen. Jeg skal ikke foregive, at jeg fuldt kender årsagen til disse problemer, eller har en løsning på dem, eller kan svare på, hvor meget der er "over-diagnosticering" og hvor meget, der er en faktisk stigning i lidelse. Jeg synes dog ikke, at vi til disse unge mennesker bare kan sige, at de ikke skal gå så meget op i sig selv, læse en god roman og tage på dannelsesrejse. Idéelt set skal svaret heller ikke være, at sende alle disse unge mennesker i psykoterapi, men derimod at finde ud af, hvad det er for forhold, der skaber disse stigninger. Og her mener jeg, at man både må have en forståelse af de indre dynamikker, der rør sig i de unge, og de samfundsmæssige og kulturelle forhold der skaber dette. Så i den forstand synes jeg altså, at der er god grund til at vi vender os indad; ikke for at optimere os selv eller forbedre os selv, men for at lære de udgransede dele af personligheden, der vender sig mod os som symptomer, bedre at kende. Og her tror jeg ikke, at et stoisk filosofisk tankesæt om "at tage sig sammen, ranke ryggen og opføre sig ordentligt" er vejen frem; her er det indføling, undersøgelse og forståelse, der skal til.

Min personlige tanke er, at noget af det, som vi i vores samfund fortrænger, er anerkendelsen af vores grundlæggende behov. Jeg mener faktisk, at begrebet "grundlæggende behov" er et revolutionært begreb. Vores grundlæggende behov handler om "naturen i os", det handler om os selv som organisme. Det handler i høj grad om vores behov for at hvile os, vores behov for at føle os trygge, og vores behov for at føle os som en del af et fællesskab. Filosoffen Herbert Marcuse skrev allerede i 60'erne, at vores samfund er bygget på det, han kalder "præstationsprincippet"; grundprincippet for vores samfund er, at vi skal præstere mere og mere og bedre og bedre, vi skal effektiviseres, rationaliseres og top-tunes, vi skal blive bedre, hurtigere og stærkere. Vi skal også være omstillingsparate, og acceptere at arbejde i virksomheder og organisationer, der ved næste effektiviseringsrunde kan skille sig af med os. Op imod dette satte Marcuse lystprincippet (Eros) som det revolutionære princip, men jeg vil altså sætte "de grundlæggende behov": De kan tillade os at sige "jeg er træt, jeg har brug for at hvile mig" eller "alle de organisationsforandringer giver mig stress" eller "jeg har brug for tid og ro til at gøre mit arbejde ordentligt" eller "mine børn har brug for, at blive passet af mennesker, som de er trygge ved, kender og føler sig knyttet til, og som ikke hele tiden har travlt og som ikke pludselig udskiftes og forsvinder far deres liv." Vi kan have brug for, at kunne mærke og følge vores egne kropsrytmer, og at kunne føle og følge årstidernes skiftende rytmer (ja, det lyder naturromantisk, men alligevel).

Det betyder ikke, at vi bare skal have alle vores behov opfyldt hele tiden. Slet ikke. Men vi skal helst kunne mærke dem og vide, hvornår vi vælger at presse os selv, og hvornår vi er ved at gå ud over en grænse.

Så jo. Jeg mener, at der er noget at hente ved, at vende sig indad. Det, man kan finde der, kan være lige så revolutionært, som at kaste sig ud i politisk arbejde.

Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742