Jungiansk civilisationskritik: Videnskabsdyrkelse, kristendom og økopsykologi

De fleste, der først møder Jung, vil opfatte hans psykologi som noget, der kun handler om individet og hendes eller hans problemer og udvikling. Jo mere man læser sig ind i Jungs forfatterskab går det dog op for én, at Jung langt fra kun var en individuel terapeut, men at han faktisk så individet som placeret i en kulturel og historisk sammenhæng. Jung skriver et sted, at når man arbejder med personlige problemer, så vil man altid på et eller andet tidspunkt indse, at de har en sammenhæng med bredere kulturelle spørgsmål.

Det skal siges, at Jungs civilisationskritik ikke er en materialistisk kritik af sociale forhold eller lønarbejdets betingelser, og hans analyse er ikke en analyse af materielle forhold og modsætninger (det er nok ikke tilfældigt, at der aldrig er opstået en ”jungo-marxistisk” teoridannelse). Hans analyse handler om åndshistorie, hvilket vil sige udviklingen af kultur og bevidsthed.

Det store kulturelle spørgsmål var for Jung, at vores største religion, kristendommen, har mistet sin evne til at tale til os moderne individer. Som søn af en protestantisk præst var Jung særligt optaget af protestantismen, som han mente var holdt op med at virke som en bærende myte for mange mennesker. Freud var imod religion, som han opfattede som barnlige forestillinger og ønsketænkning om almægtige forældrefigurer. Jung, derimod, mente, at vi som mennesker har brug for det, han kalder ”et symbolsk liv”; nogle større fortællinger, som vi kan tolke vores liv ind i, og som kan give vores kriser og vigtige begivenheder mening. Og ikke mindst; en mytologisk billedverden, som kan afspejle den indre verden af ubevidste figurer, spændinger, konflikter, længsler, instinkter, drifter og forestillinger, som vi ellers må bære selv i vores individuelle psyke. Religiøse ritualer har netop den funktion, at de skal give en form og et sprog til alle disse ting, som ellers ligger ubearbejdede og uden mulighed for lettelse og transformation i vores individuelle psyke. Jeg har lige hørt en podcast-udsendelse med en amerikansk mand, der to uger efter sin fars død fik lov at deltage i en såkaldt ”sundance-ceremoni” med en gruppe nordamerikanske indianere, og i et ritual, hvor han knælede ved et træ, oplevede han en forløsning af det hav af opdæmmede følelser, han havde i forhold til sin far og sin fars død (https://speakingofjung.com/podcast/2019/8/19/episode-48-dennis-merritt).

Men det vi kom fra, var Jungs kulturanalyse. Han fandt altså på et tidspunkt det problem i sig selv, at der var en stor del af hans personlighed (han kaldte det sin ”personlighed nr. 2”), som ikke kunne finde en plads i det samfund, han var en del af. Den del af hans personlighed, som han kunne finde en plads til i verden, var alt det, som blev godkendt og godtaget af han omgivelser, og som bragte ham frem i verden: Hans begavelse, hans evne til hårdt arbejde, han ambitioner, og hans uddannelse som læge og psykiater. Det, der blev efterladt, var alt det andet, som han også indeholdt; det irrationelle, det følelsesmæssige, det mystiske, det intuitive, det religiøse. Som Jung så det, var han personlige problem med at forene de to sider af sige selv også en afspejling af et problem i hans tid. Hans tid og miljø dyrkede det fornuftige, videnskaben, teknologiske fremskridt, penge, fremgang i livet, mens alt det, der ikke passeede til denne formel blev ignoreret, nedvurderet eller bare opfattet som skørt.  På mange måder er Jungs psykologi (analytisk psykologi) et forsøg på, at bygge bro over disse splittelser i den vestlige verdens sjæl: Splittelsen mellem det rationelle og det irrationelle, splittelsen mellem følelse og fornuft, splittelsen mellem videnskab og religion, splittelsen mellem åndelighed og materialisme, splittelsen mellem eros og logos.

Jungs psykologi handler derfor om, hele tiden om at prøve at holde disse modsætninger sammen, så de ikke splittes ad i to poler; så det ikke bliver et enten-eller. Det er ellers det letteste, at foretage denne splittelse, så man ikke skal udholde spændingerne mellem modsætningerne. Hvis man kan bestemme sig for at være for videnskab og imod religion, så er man fri for den spænding og indre konflikt, det vil skabe, hvis man både anerkender videnskabens indsigter og de religiøse erfaringers og fornemmelsers betydning for menneskets liv og erkendelse. Ellers hvis man kan udholde spændingen mellem på den ene side at have en drift mod at være et effektiv, produktivt og succesfuldt menneske på det moderne arbejdsmarked, mens man på den anden siden har brug for forpligtende relationer, tid og rum til at gennemgå kriser, tid til at hvile og samle sig, og plads til at have det sjovt og være unyttig. Hvis man kan lade være med at spalte den ene eller den anden pol fra, men udholde at leve i de modsatrettede krav fra de forskellige poler, så kan der med tiden opstå en syntese af disse modsætninger, men det er altid et Deo Condecente, ”om Gud det vil”.

Men Jungs civilisationskritik retter sig ikke blot mod den dyrkelse af videnskab og teknologi, der i århundreder har præget vores civilisation (og som han til fulde medgiver, har frembragt enorme materielle og helbredsmæssige goder; at benægte dét, vil være en fornægtelse og en manglende evne til at udholde et ”både-og”). Jung leverer i flere bøger og essays en kritisk analyse af kristendommen, som på mange måder har haft en civiliserende funktion i store dele af verden (og på andre måder ikke, husk ”både-og”!), men som også har haft en tendens til at lave sine egne spaltninger og fortrængninger. I Juns analyse indeholder kristendommen for det første den store spaltning mellem godt/Gud og ondt/Djævelen. Der er i kristendommen også nogle spaltninger mellem "op" og "ned", som sætter sig spor. Det gode er oppe og det onde er nede. Dette fortsættes (i Jungs analyse) i en opvurdering af alt der er ”oppe”; ånd, tanke, fornuft. Derimod sker der en nedvurdering af alt, som er ”nede”; krop, materie, instinkter, drifter. I Jungs analyse er der også den skævhed, at der mangler kvindelige modstykker til Gud og Jesus. Det mandlige opvurderes mens det kvindelige udgrænses eller gives en støttefunktion (Jomfru Maria). Jung nævner derfor flere gange pavens proklamation om Marias officielle optagelse i den himmelske sfære (1950), som et forvarsel om et stort civilisatorisk fremskridt; han så denne pavelige handling som et tegn på, at det, som vi opfatter som kvindelige kvaliteter (eros, følelse, relation, forbindelse, kontakt, nærhed, dybde, væren), snart kunne få en større plads i vores kulturudvikling, der eller har været domineret af såkaldt patriarkalske værdier (konkurrence, vilje, bevidsthed, kamp, effektivitet, gøren, stræben, præstation). Om Jung overfortolkede betydningen af denne pavelige handling, skal her lades usagt.

Man kan spørge sig, hvad problemet egentlig er med kulturelle spaltninger og fortrængninger. Ét problem er, at det skaber problemer for de individer, der må leve med, at kulturelle komplekser bliver til personlige problemer. Et andet problem er, at det fortrængte altid vender tilbage med det fortrængtes kraft. De fortrængte følelser, drifter og irrationelle tendenser, er en del af vores menneskelighed, og lader sig derfor ikke fortrænge for evigt. De vender tilbage, og fordi det er kollektive og kulturelle fortrængninger, så vender de tilbage som massebevægelser og kollektive psykiske besættelser. Og dette er noget, som Jung igen og igen advarer imod; kollektive besættelser er farlige, for de kan komme ud af kontrol og det kan ske skrækkelige ting.

På den måde har den jungianske psykologi sat sig en stor opgave, der både er kulturel og individuel; at arbejde med at bringe de fortrængte dele tilbage til ”overfladen” (bevidstheden) uden at foretage en ny spaltning; at genfinde forbindelsen til kroppen og drifterne, uden at fornægte viljen og ”ånden”. At skabe forbindelse til det irrationelle, intuitive og symbolske uden fornægte fornuften og logikken. At integrere religiøse behov, erfaringer og fornemmelse uden at undsige videnskaben og teknologien.

Et meget stort emne, som jeg endnu ikke ved nok om, at Jungs analyse af vores forhold til naturen. Jung har tilfælles med flere andre af hans mere eller mindre samtidige (fx Adorno og Horkheimer), at han ser den vestlige civilisations forhold til naturen som problematisk. Vores civilisation er bygget på en beherskelse og udnyttelse af den ydre såvel som den indre natur. Dette er en grundlæggende drift i vores kultur. I Jungs tid var problemet med denne tendens eller drift hovedsageligt, at det betød en fremmedgørelse i forhold til den natur, som vi selv er en del af. I dag handler problemer nok mere om, at vores udnyttelse af naturgrundlaget truer vores eget livsgrundlag.

En ny gren af den jungianske psykologi hedder jungiansk økopsykologi (Jungian Ecopsychology), som handler om at undersøge og genskabe en relation til naturen, hvor vi som mennesker forholder os til nature som en del af den, og i mindre grad som herrer over den, eller som udnyttere.

Ak, ak. Der er mange andre problematikker, som vi først møder i form af individuelle komplekser og konflikter, men som viser sig at være forankret spændinger, fortrængninger og spaltninger i vores kultur. Men der skal jo også være noget at skrive om senere.

Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742