Lige siden jeg lærte at "tænke psykologisk", har jeg haft for vane at se mine problemer og minekvaliteter som noget, der kan føres tilbage til min individuelle historie; mine første år, min opvækst, min skolegang, osv. Men jeg er begyndt at tro, at vi ikke bare er vores egen individuelle psykologiske historie; vi bærer måske også på "klanens bagage"; vores families og slægts historie.
Jeg er lidt beklemt ved at skrive dette, for der er noget arkaisk og ikke særligt progressivt ved at skrive om "slægt" og "klan", men det er alligevel tanker, der presser sig på. Og jeg mener det jo ikke romantiserende eller sentimentalt.
Jeg læste for et par år siden resultaterne fra et forsøg med mus, hvor én generation blev påført et traume, og derefter undersøgte man, om dette traume blev givet videre til næste generation. Resultatet af forsøget viste, at traumet blev overført fra forældregenerationen til den næste generation, der aldrig selv havde oplevet traumatiseringen. Det var vist noget med, at give forældre-musene elektrisk stød når de lugtede noget bestemt, og dermed blev de påført en fobi, så den blotte lugt af dette, gjorde dem bange. Og denne fobi blev altså giver i arv til næste generation, som endnu ikke var undfanget, da forældrene fik elektriske stød. Jeg tror, at forklaringen blev fundet i det, der hedder epigenetik, som er noget med at arve genetiske forandringer.
Jeg kan også huske, da jeg tog et kursus i minoritetsstudier på Københavns Universitet. Her underviste fagets nestor, Helen Krag, os i, hvordan fortidens traumer gives videre fra generation til generation blandt europæiske jøder.
Men arven fra slægtsled til slægtsled behøver jo ikke kun at handle om traumer og komplekser. Jeg kan huske en gang, hvor jeg deltog i en såkaldt svedehytteceremoni (det kan anbefales; der er fantastisk). Den mand, der stod for ceremonien, blav kaldt Smoke. Han var oplært af nordamerikanske indianere, og han videreførte deres tradition. Vi sad inde i mørket i svedehytten, hvor der blev varmere og varmere (det var i England, så vi var ikke helt nøgne). Under ceremonien bragte Smoke af og til gloende hede sten ind fra bålstedet udenfor. Disse glohede sten blev kaldt for "the ancestors"; forfædrene og formødrene. Jeg er ikke helt sikker på, hvad betydningen af forfædrene/-mødrene var i denne ceremoni, men når de kom ind, gav det et nyt lag af mening til processen (og et nyt niveau af næsten uudholdelig varme). Jeg tænker, at den transformation, der foregik i svedehytten, ikke bare var vores individuelle processer, men heri blev også vores forfædre og formødre inviteret ind med deres viden, erfaring og historie. Måske blev de også bragt ind for, at vi kunne arbejde videre på deres uafsluttede opgaver. Jeg ved det ikke.
Jeg tænker nogle gange på, at den generation, som jeg tilhører, aldrig har oplevet en krig i vores eget land. De fleste af os (dem der ikke har været soldater i ex-Yoguslavien, Irak eller Afganistan) har aldrig oplevet krig. Men generationerne før os har oplevet første- og anden verdenskrig. Hvilke spor har det sat i de generationer, og hvordan er det givet videre til generationerne efter, der ganske vist ikke har erindringer eller sprog for disse spor, da disse spor er sat før de selv blev født - ligesom børnemusene, der vokser op med en fobi, hvis ophav de ikke kender, for de har ikke selv oplevet det.
Jeg tænker ikke så meget på dette, for at skyde en eller anden skyld bagud i generationerne. Jeg oplever det mere som en måde, at blive forankret i en sammenhæg, der både er større end mig selv, og som rækker bagud i historien. Jeg tænker det heller ikke som en slags "klan-dyrkelse", men mere som en måde at se sine egne livsopgaver som en forlængelse af tidligere generationer.
Mange kulturer har et begreb om "forfædrenes/formødrenes ånder". Måske eksisterer de. Vi, "de moderne", tror, at vi ved så meget, og at alle de, der kom før os, eller som vi opfatter som umoderne, ved så lidt. Men hvorfor skulle det være sådan?
Jung formulerede det på denne måde:
"jeg (blev) slået af det mærkelige skæbnefællesskab, som knytter mig til mine forfædre. Jeg har en stærk fornemmelse af at stå under indflydelse af opgaver og problemer, som ufuldførte og ubesvarede stod tilbage efter forældre, bedsteforældre og tidligere forfædre. Man kan af og til få det indtryk, at der i en familie ligger en upersonlig karma, som videreføres fra forældrene til børnene. Det har altid været min fornemmelse, at jeg skulle svare på spørgsmål, som skæbnen førhen havde pålagt mine forfædre at besvare, eller at jeg nødvendigvis skulle fuldføre eller bare fortsætte opgaver, som var forblevet uafsluttet i fortiden." (Erindringer, Drømme, Tanker, s. 196)
Udover at tænke i genetiske forklaringer, kan vi måske også tænke, at vi ikke blot bærer et individuelt lag af ubevidste erindringer (og dertil ville Jung lægge et fælles menneskeligt lag; det kollektivt ubevidste), men der er måske også et lag af familiens ubevidste erindringer, erfaringer og historie; det, der ikke er blevet talt om, det, der har været tabuiseret eller for smertefuldt at tale om, det, der har været vigtigt, men som er blevet glemt, de personlighedstræk, som der ikke har været plads til i familien, og som derfor er blevet ubevidste. Selvfølgelig er der også bevidste familieerindringer og familiehistorie, som gives videre mellem generationerne, men det er måske de ubevidste dele, der gives videre i noget, der mest føles som kroppen, og som mest ligner genetik.
Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742
Kommentarer
Send en kommentar