Jeg hørte for nylig en podcast hvor en jungiansk psykoanalytiker, Nathan Schwartz-Salant, talte om forskellen på freudiansk og jungiansk psykoanalyse. Han sagde, at i freudiansk psykoanalyse er målet, at man lærer at stå ansigt til ansigt med virkeligheden uden illusioner: Sine drifter og begær, sine begrænsninger, sin historie, sin situation. Realitetsprincippet råt for usødet. Ingen religion, ingen magi, ingen forsvarsmekanismer. Bare den blotte realitet. Sådan er det ikke helt for jungianerne: "If you want truth, go to Freud. If you want lies, go to Jung", sagde han med humor.Men hvad er det for "illusioner" og ikke-realiteter, vi får i jungiansk analyse? Jeg vil sige, at det korte svar er "mening". Mening er ikke de bare realiteter. Mening er et lag, som vi tillægger virkeligheden. Mening lægges ovenpå virkeligheden - eller måske ligger mening under virkeligheden. Eller måske er mening det mest virkelige. Hvem ved?
Men dermed har jeg nok ikke sagt så meget, for hvad er mening? Mening er at menneskeliggøre virkeligheden. Jeg skriver det lige igen: Mening er at menneskeliggøre virkeligheden.
Puha. Hvordan kommer jeg mon videre herfra? Jo. Mening opstår, når vi ikke blot ser vores liv som begivenheder, der er kausalt sammenføjede, men hvor sammenhængen ikke har betydning. Mening er, når vi opfatter vores liv som en fortælling, hvor begivenheder har betydning, og hvor ting hænger sammen. Det er, når vi ikke kun opfatter vores historie som begivenheder: "Min forældre gjorde sådan og sådan og gjorde ikke sådan og sådan", "jeg oplevede sådan og sådan", "jeg følte sådan og sådan", "disse ting skete med mig og jeg gjorde disse ting". Hvis vi opfatter vores liv meningsfuld, så rækker fortiden ud mod fremtiden og for betydnign af den. Det, der skete dengang, får betydning i lyset af, hvem vi er blevet i fremtiden, og hvad vi gør med den, vi er blevet. Set i det store perspektiv betyder det, at vores liv for en retning, men denne retning kan vi sikkert kun se bagudskuende.
Jung spurgte sig selv, hvilken myte han levede i. Det betyder vel nærmest det samme som at spørge, hvad meningen var med netop hans liv.
Men hvor får man sådan et lag af mening fra? Kan man selv opfinde det? Kan man bare bestemme sig for, at se en eller anden mening med sit liv og med begivenheder i sit liv? Det kan man sikkert godt, men jeg tror sjældent, at det bærer en igennem sjælens forskellige mørke nætter, hvis denne mening er en bevidst konstruktion. Det ubevidste og det ubevidstes centrum (Selvet) skal gerne være medspiller i denne konstruktion af mening. Og hvor taler Selvet til os? Det gør det i "store drømme", i visioner ("vågne drømme"), i synkroniciteter ("meningsfulde akausale sammenhænge") og, ikke mindst, i symptomer og sygdomme. Når Selvet taler i sygdomme og symptomer så siger det: "Du kan gøre som du lyster, men hvis du ikke følger det spor, som er rigtigt for dig, så bliver du mere og mere syg, indtil du lærer at finde din vej." Det tror jeg, at mange mennesker efterhånden har oplevet.
Så altså: I jungiansk psykoanalyse taler vi også om, hvad der er sket, hvad man har oplevet, hvad man føler og har følt, hvad man har fortrængt, og, ikke mindst at erkende illusioner, der beskytter én mod at erkende virkeligheden. Det gør vi så længe og så ofte, som der er brug for det. Ellers var det ingen ordentlig psykoterapi! Men dertil stiller vi spørgsmålet: Hvad er meningen med dette i dit liv? Hvad fører det frem imod? Hvad er netop din fortælling, og hvordan er du tro mod den? Vi gør ikke mindst dette ved at holde udkig efter, hvor Selvet rør på sig, og hvilke impulser, der kommer derfra.
Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742
Kommentarer
Send en kommentar