Åh nej. Det her er et svært emne, og jeg har både lyst og ikke lyst til at skrive om det. At sige, at man tror på arketyper er lidt ligesom at sige, at man tror på Julemanden. Det er noget lidt pinligt, synes jeg. Og dog er det en grundsten i jungiansk psykologi. Uden arketyper smager det jungianske ligesom ikke jungiansk mere.Det giver en særlig vinkel, at tænke i arketyper. Når man tænker i arketyper, holder ting op med at være så personlige. Lad os tage Fader-arketypen som eksempel. Mit forhold til mine fædre (far + stedfar) bliver ikke bare "han gjorde" ..., "han sagde ...", "hvorfor gjorde han ikke ..." og "jeg ville ønske at han havde ...". Når man tænker arketyper, opstår der en slags mytologisk baggrund, som lægger en dæmper på alt det personlige fnidder-fnadder. Det handler ikke bare om mit forhold til og min historie med mine personlige fædre. Der er en indre fader-arketype, som jeg kan begynde at forholde mig til, og det hele bliver mindre personlige og mere mytisk. Det bliver altså ikke så meget "mig og min far" men mere: Hvordan lever faderarketypen i mig? Hvordan kommer den til udtryk i mine drømme? Hvordan gestalter fader-arketypen sig i mine egne følelser og reaktioner som far? Hvad er det for et indre billede, der fylder min krop, når jeg selv er henholdsvis far og søn? Sådan virker det, når man tænker i arketyper.
Man kan opfatte arketyper som tilværelsens mytologiske grundlag. Man kan også opfatte dem, som nogle mønstre i hjernen, som vi har fået i arv fra den menneskeslægt, som vi bærer i vores DNA. Der er Moder- og Faderarketyperne. Der er "Det Indre Barn", der er arketyper for initiering og overgange, der er Trickster-arketypen, og der er Åndens arketype. Der er arketypen Skyggen, der bærer vore uønskede og fraspaltede sider, og der er de såkaldte "kontra-seksuelle arketyper", Animus og Anima, der inkarnerer de modsatkønnede sider i os (kvinden i manden og manden i kvinden). Der er Død- og Genfødselsarketyperne, der aktiveres hver gang vi forandrer os på et grundlæggende plan. Der er arketypen "Natterejsen", der er koblet til død og genfødsel, og som fører os gennem "Sjælens Mørke Nat" og ud på den anden side, til en sjælens morgengry. Der er Helte-/Heltindearketypen, som konstalleres, når vi skal udføre et vigtigt arbejde, overvinde os selv og udføre en stor viljesakt. Jeg tror også, at der findes en Dragens arketype, der som regel peger på det ubevidste i dets mest aktive og uregerlige form. Og så er der selvfølgelig den altid paradoksale Selvets-arketype, der på en gang er personlighedens centrum og omkreds, og som fodrer personligheden med livsenergi.
Det lyder jo alt sammen lidt som et eventyr og ikke som et element i en psykologi, man kan tage alvorligt. Det er nok heller ikke det bedst beviste element i den jungianske psykologi. Men alligevel er der gode grund til, at tage det alvorligt. Den ene grund handler om, at arketype-teorien er god til at beskrive nogle bestemte erfaringer. Jeg kan for eksempel huske en gang, hvor jeg var med i en slags terapeutisk gruppe, og hvor Kongens arketype manifesterede sig i en af deltagerne. Hvordan det skete, er jeg usikker på, men pludselig var det som om, at han voksede og blev mægtig for øjnene af os andre. Han stod i midten og virkede utrolig kraftfuld. Vi andre, mænd som kvinder, samledes omring ham, og jeg følte det, som var jeg med i en Ringenes Herre-film. Jeg fik spontant lyst til, at sværge ham troskab, som var han den hjemvendte konge. Og kvinderne klemte sig tæt op af ham, og ville slet ikke lade ham være, selvom han til sidst var tydeligt udmattet. Det var en mærkelig oplevelse, og bagefter var vi vist alle lidt fortumlede og forvirrede. Hvad var det lige, der skete der? Det var tydelig vis noget kraftigt psykologisk, som pludselig var gået i gang mellem os.
Man kan vist godt forestille sig, hvordan sådan et fænomen ser ud i store grupper. Når arketypen Kongen bliver projiceret ud på en person, så tillægges denne en næsten magisk kraft, og der kan næsten blive tale om tilbedelse. Derfor er det ifølge Jung en ret god idé at have en vis kontakt med sine indre arketyper, så man ikke så let bliver først afsted i en massebevægelse.
Et andet eksempel på, at en arketype er aktiv, er, når vi bliver forelskede. Jo mere kraftfuld forelskelsen er, jo mere er de arketypiske lag, der er i svingninger. Det indre mande- eller kvinde-billede, der lever i vores Animus/Anima, bliver projiceret over på en passende anden og så kører karusellen. Og der er ingen køns-determinisme her; alt kan ske afhængig af den individuelle psykiske konstellation; men beredskabet til at lave sådanne projektioner er tilstede i langt de fleste af os.
Når Selvets-arketype manifesterer sig, så kan det føre til religiøse oplevelser og åbenbaringer. Det er her religioner grundlægges. Det kan også blive ved mere individuelle følelser af, at verden hænger sammen, og at man for en stund føler sig som en del af en større helhed. Når Selvets arketype projiceres over på en person, så har vi typisk guru-tilbedelse.
Det mærkelige ved arketyperne er, at de på den ene side har rod i den individuelle psyke og (måske) mønstre i hjernen. Men samtidig er det som om, at deres virkning kan overskride den enkelte person og blive kollektiv. Jung var inde på, at i psykens nedre lag, der er vi som individer ikke så adskilte som vi er i vores mere bevidste lag. I de ubevidste lag kan vi blive grebet af hinandens steminger, og vi kan komme til at være medspillere i hinandens psykodramaer. Hele befolkninger kan blive grebet af en stemning eller en psykisk/følelsesmæssig strøm, og man kan tale om, at befolkningen er grebet af et kulturelt kompleks, der i teorien har en arketypisk kerne.
Det kan måske lyde som en smule psykotisk, men i virkeligheden handler det om, at være bevidst om de stemninger og indre billeder, der bevæger os og fører os rundt.
Det kan være nærliggende at se arketype-teorien som en slags determinisme: Som om alt er lagt ned i os fra starten, og der ikke er nogen individualitet eller frihed. Men sådan er det ikke. Fader-arketypen, vil i mig se anderledes ud, end den gør hos andre. Fader-arketypen i mig er præget af mine konkrete fader-oplevelser, og af alle de fader-billeder, som jeg har taget til mig og klasket på den figur, som er "min indre fader". Det, der er medfødt, er en slags beredskab til at danne sådanne indre figurer, og så sikkert også nogle mønstre, der går igen på tværs af tid og sted.
En anden grund til, at det kan være godt at tænke i arketyper, er, at det giver livet et ekstra lag af mening. Ifølge både Max Weber og Carl Jung har århundreder af rationel og videnskabelig materialisme og oplysning først til, at vi opfatter verden som affortryllet. Den er ikke længere magisk. Intet har længere et ekstra lag af mening eller betydning. Men hvis man betragter verden gennem arketypiske briller, så får verden igen et lag af næsten mytologisk betydning. Når jeg skriver, er jeg i berøring med åndens-arketype, og låner af dens inspiration. Hvis jeg er "langt nede", så giver det et lag af mening midt i fortvivlelsen, hvis jeg husker, at mange "natterejser" følger et arketypisk spor, så det ikke bare er meningsløs tristhed og nedtrykthed. Hvis jeg drømmer om et barn, der fødes, så kan jeg brige barne-arketypen til at forstå, at dette kan handle og fødslen af et nyt psykisk indhold; en ny indstilling til verden, en ny evne eller en ny mulighed i livet. Når jeg eller andre spontant "kommer til" at skabe kaos i en situation, hvor alle ellers prøver at opføre sig ordentligt, kan det hjælpe med forståelse at tænke, at det måske lige var trickster-arketypen der stak hovedet frem, for at skabe noget forandring i en forkalket tilstand. Og en højtid som Påsken får et bredere indhold, hvis man opfatter den i lyset af arketypen for død og genfødsel (jeg har lagt mærke til, at jeg altid skal igennem en eller anden følelsesmæssig og psykologisk "neddykning og opstigning" omkring påske).
Der sker også det, at når man begynder at læse myter og sagn som beskrivelser af, hvordan forskellige arketyper ser ud og opfører sig, så giver det en følelse af, at ens eget liv er en del af nogle større dramaer, der gentager sig gennem årtusinder. Og for mig giver den en følelse af, at jeg ikke skal blive alt for fastlåst i mine egne helt personlige dramaer; de føles næsten altid som meget personlige og som liv og død nu og her, men ofte udspiller de sig efter ret forudsigelige mønstre.
Til sidst vil jeg sige, at der er en stor del af mig, som nægter at acceptere at tænke i arketyper. Jeg vil tro, at det er min venstre hjernehalvdel, der (ifølge hjerneforskeren Iain McGilchrist) helst vil tænke analytisk og rationelle sammenhænge. Jeg synes, at det er ok. Sådan må min venstre hjernehalvdel gerne have det. Det er godt, at den fungerer sådan, for det har jeg ofte brug for. Men så må min venstre hjernehalvdel til gengæld give plads til, at min højre hjernehalvdel, der har en forkærlighed for at opfatte verden i metaforer og billeder, kan tænke i arketyper.
Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742
Kommentarer
Send en kommentar