 |
| Foto: Daniel Hansen / Unsplash |
Jeg kan huske, at jeg først fandt en sammenhæng mellem Jung og spædbarnsforskning hos udviklingspsykologen Daniel Stern. Det er ikke fordi, han refererer til Jung, men han beskriver faktisk, hvordan det ubevidste opstår i interaktionen mellem spædbarnet og dets omsorgspersoner. De dele, af spædbarnets gryende selv, der spejles i samspillet med dets omsorgsgivere bliver en del af barnets personlighed. De dele af det gryende selv, der ikke spejles i samspillet, bliver til en del af barnets ubevidste. Så simpelt kan det måske udtrykkes.
I denne forståelse kommer der fra spædbarnet spontane impulser og reaktioner; smil, gråd, nysgerrighed, følelser, bevægelser. Når disse bliver opfanget, accepteret og spejlet tilbage i den voksnes reaktioner, så er den implicitte besked til spædbarnet, at denne måde at være menneske på, er god og acceptabel; sådan kan man godt være, sådan kan man godt gøre, og sådan kan man godt have det.
Faktisk er de to parter, spædbarnet og den voksne, nok endnu tættere forbundne. Stern beskriver, hvordan spædbarnet har brug for den voksnes hjælp til at skabe mening i sin egen indre verden (som nok mest består af følelser og behov). Den voksnes ansigtsudtryk og lyde hjælper spædbarnet med at finde ud af, hvordan det egentlig har det: Er jeg glad? Er jeg forskrækket? Er jeg ked af det? Er jeg sulten? Er jeg nysgerrig? Når den voksne opfanger barnets indre stemning og spejler den tilbage til barnet i sine reaktioner, så skaber barnets mening i dets egne indre tilstande. Man kan måske sige, at barnet så kan mærke sig selv rigtigt. Hvis der ikke er overensstemmelse mellem barnets indre og den voksnes reaktioner, så får barnet ikke rigtig en fornemmelse af disse sider af sig selv. Hvis barnet er bange, men den voksnes ansigt spejler "glad", så bliver barnet forvirret: "Jeg føler mig bange, men den voksnes ansigt fortæller mig, at vi er glade." I den omfang barnet "vælger" at stole på den voksnes spejlinger fremfor sine indre fornemmelser, så bliver dets indre ubevidst: Det bliver et stykke ikke-spejlet psyke - en del af barnets eget indre, som det selv er fremmed for.
Begrebet "selvet" bruges af mange forskellige psykologer: Jung, psykoanalytikeren Winnicott, selvpsykologen Kohut og Daniel Stern. De bruger alle begrebet på forskellige måder, så det er ikke helt sikkert, at de egentlig taler om det samme. Men der, hvor mange af dem kan enes, er, at selvet kommer til udtryk der, hvor vi er spontane. For Kohut er det selvet, der kigger frem, når spædbarnet føler glæde. Spædbarnets glæde opstår, når dets indre impulser mødes af omverdenen. Hos Winnicott er det stort set det samme; han er ikke kun optaget af der, hvor der skaber traumer, men han er optaget af, der hvor selvet kigger frem i øjeblikke af spontanitet, og hvor det bliver set og spejlet af omverdenen. Det er den måde personligheden bygges op indefra i overensstemmelse med sig selv. Modsætningen til dette hedder hos Winicott det "falske selv". Er Kohut's, Winnicotts og Sterns "selv" det samme som det "selv" Jung taler om? Det er svært at vide præcist, men jeg tror ikke man går galt i byen, hvis man siger, at selvet hos spædbarnet (og os andre) dukker frem i øjeblikke af spontanitet, og det er forbundet med glæde, når det opdages og spejles positivt af omverdenen. Og det er i denne glædesfyldte spejling af spontane impulser, at en del af selvet bliver en del af den bevidste personlighed. Omvendt bliver det ubevidste skabt, når spontane impulser ignoreres eller mødes med afvisning eller fordømmelse. Disse øjeblikke bliver forbundet med skam og skyld i stedet for glæde.
Hos Freud (så vidt jeg er orienteret) bliver erindringer og drifter ubevidste, fordi den bevidste personlighed (jeg'et) ikke kan acceptere dem, og derfor fortrænger dem. Det fortrængte bliver omgivet med ubevidste forsvarsmekanismer for at sikre, at man ikke nærmer sig det fortrængte. Hos Jung er det lidt anderledes. Han anerkender fuldt Freuds fortrængnings-teori, men han lægger selv mere vægt på, at der er dele af personlighedens medfødte potentiale, som man i sin opvækst ikke får aktualiseret, og som derfor bliver efterladt i en ubevidst tilstand (dissociering). Senere, fx i forbindelse med en krise, kan man vende tilbage til disse efterladte potentielle personlighedsdele og bevidstgøre dem og derved integrere dem i personligheden (så meget som det nu er muligt, for arketyperne ligger jo i "bunden" af personligheden, og de kan aldrig helt integreres).
Jeg vil gerne vide mere om disse ting, og neuropsykologen Allan Schore har lige udgivet bogen "The Development of the Unconscious Mind", så jeg er ved at dø for at læse den. Som indlednings-citater citerer han både Freud og Jung, og når man ikke er vandt til at se Jung citeret af så celeber en forsker, så bliver en nørd som mig jo helt rundt på gulvet af begejstring.
Hvis man vil løfte blikket fra samspillet mellem børn og dets omsorgsgivere til et samfundsplan, så er der inspiration at hente hos den tyske psykoanalytiker Alfred Lorenzer. Jeg er ikke rigtig på hjemmebane her, men hos Lorenzer skabes det ubevidste, når der ikke er et sprog for erfaringer. På et individuelt niveau sker det, når visse oplevelser i barndommen aldrig bliver omtalt eller talt om. Barnet efterlades med en masse fornemmelser i kroppen, men barnet har ikke noget sprog for disse begivenheder og fornemmelser, og det bliver til ubevidste erindringer uden et sprog. På et samfundsmæssigt plan skabes det ubevidste, når der ikke er et sprog for visse befolkningsgruppers erfaringer. Hvis man som samfund for eksempel fornægter kvinders seksualitet, så bliver den ubevidst hos mange kvinder, og kommer i stedet til udtryk som symptomer (det var dét, Freud opdagede). Den lidelse, ambivalens og selv-fornægtelse, der kan være forbundet med arbejdslivet i det moderne samfund, bliver ubevidst, hvis der ikke er et passende sprog for disse erfaringer. Det moderne ord "stress" er måske en samlebetegnelse for den samling af ubevidste erfaringer i det moderne arbejdsliv, som ikke rigtig kan komme til udtryk og som derfor udtrykker sig gennem symptomer i kroppen. Jungianere ville tale om kulturelle komplekser, som kulturens ubevidst lag, men samfundsanalysen hos Lorenzer er altså noget skarpere (en teoridannelse skal jo heller ikke kunne alt lige godt).
Endelig synes jeg det er værd at nævne, at jungiansk psykologi nok aldrig kan eller bør blive helt foreneligt med spædbarnspsykologi. For Jung er det ubevidst ikke bare noget som skabes af opvækstens gode eller dårlige vilkår. Det ubevidste er for Jung et uudtømmeligt reservoir af psykisk materiale, som vi aldrig bliver færdige med at udforske. Det ubevidste rækker ifølge Jung fra det psykiske og dybt ind i vores biologiske organisme, og vi vil aldrig når en slags "bund", hvor der ikke er mere at udforske. Hos Jung er det ubevidste også kreativt i den forstand, at det er en grobund for indre billeder og processer. Når vi har lært en del af vores ubevidste at kende svarer det ubevidste med at producere nye drømme, nye impulser, nye idéer, nye problemer og nye udviklingsmuligheder. På den måde bliver det ubevidste for Jung ikke lig med traumer og fraspaltninger; det ubevidste bliver en kreativ resurse, som altid vil være der, og som individets bevidste personlighed (jeg'et eller ego'et) vokser ud af.
Der er også den forskel, at i spædbarnspsykologien bliver individet stort set til gennem dets samspil med omverdenen. Nogle gange lyder det som om, at individet simpelthen er et aftryk af dette samspil. For Jung, der jo har det arketypiske lag og Selvet som en dyb bund for personligheden, er der allerede en hel masse psykisk materiale i individet fra fødslen, som vil udvikle sig forskelligt og få aftryk af dets opvækstbetingelser, men som ikke desto mindre er unikt for individet.
Fra den freudianske side mener jeg at vide, at kritikken mod spædbarnsforskningens udforskning af menneskets tilblivelse er, at dens begreb om mennesket som subjekt er for primitivt. I den psykoanalytiske forståelse af mennesket og dets udvikling er psyken altid en aktiv fortolker af verden og aldrig blot en passiv modtager af indtryk og aftryk. Barnet (og siden den voksne) er ikke blot et aftryk af de forhold, som det er vokset op under. Barnet fortolker, forstår og fantaserer, og særligt det ubevidste liv består i høj grad af underliggende fantasier (Klein: "phantasy"), som ikke bare er aftryk af påvirkninger, men som er indre figurer og tableauer, der er skabt inde i barnet og af barnet.
Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742
Kommentarer
Send en kommentar