Om skæbnen og "vi, de moderne"

Denne tekst kommer til at handle om noget, der måske lyder både gammeldags og tungt, nemlig: Skæbnen, og manglen på skæbnen.

I nordisk mytologi sidder de tre skæbnegudinder, nornerne, ved foden af verdenstræet Yggdrasil og spinder deres skæbnetråde. Det er deres tråde, der bestemmer hvert menneskes skæbne.

Men hvad kan vi bruge begrebet skæbne til i dag? Er det stadig relevant, eller må vi skylle det ud sammen med al anden gammel "overtro"?

Problemet er, at det moderne liv uden tro på skæbne er et liv, hvor vi altid har ansvaret for, hvordan det går os. I det moderne skæbne-fri samfund, er vi virkelig selv vores lykkes smed. Ingen væver vores skæbnetråde for os. Hver morgen står vi op til en ny dag, hvor vi selv må prøve at skabe fremgang og tage ansvar for, at livet går godt.

Det er da en kæmpe vægt på vores rygge.

Vi, de "moderne", kan ikke sige "inshallah" eller "om Gud det vil". Vi er udleverede til hver dag at være ansvarlige for vores egen lykke og sikkerhed, som jo netop ikke er en skæbne.

Vi (og undskyld, at jeg lader "vi" stå ubestemt hen) har ikke engang en kollektiv skæbne at læne os op ad mere. Med Thomas Ziehes ord er vi kulturelt fritsatte. Vi har ikke en "klasseskæbne", hvor vi med en vis forudsigbarhed ender et sted i nærheden af det liv, som vores forældre lever eller levede. Og da slet ikke bedsteforældre. Jeg siger ikke, at "klasseskæbnen" ikke eksisterer (jeg har mildest talt læst min Bourdieu), men bevidstheden om den er forsvundet, så vi kan ikke læne os ind i en vished om, at vi ved at stå op og gøre det forudsigelige hver dag gør det "godt nok". Der er ikke mere et "godt nok".

Det er som om, at når skæbnen forsvinder fra vores måde at forstå verden på, så forsvinder al sikkerhed også under os. Vi er udleverede til tilfældet, til sandsynligheder og til kalkulationer af risici. Vores eneste følelse af sikkerhed kommer fra de præstationer, som vi hver dag leverer, eller den kan komme af de materielle værdier, som vi samler om os.

Men hvad så, når vi bliver syge, gamle, arbejdsløse eller på anden måde bliver svage og udsatte? Så står velfærdsstaten og dens institutioner heldigvis parat til, at hjælpe os med at blive raske, komme i arbejde eller at blive passede. Men den eksistentielle usikkerhed er der stadig: Det er intet der holder os nedenunder vores egne præstationer og velfærdsstatens institutioner.

Så hvad er det, jeg savner som moderne menneske? Jeg savner det, der holder mig, når intet andet holder mig. Jeg savner noget, der kan bære mig i min eksistentielle frygt. Eller angst, burde jeg nok skrive. Jeg savner dét, der gør, at selvom jeg aldrig kan være sikker på udfaldet af min tilværelse, så kan jeg i det mindste kan slippe følelsen af at have ansvar for det hele. Jeg savner nogle skæbnesgudinder, der også fratager mig den individuelle skyld for de punkter, hvor jeg kommer til kort overfor mit eget liv og overfor dem, der er afhængige af mig.

Jeg er sikker på, at det er fraværet af skæbnestro, der gør, at vi moderne mennesker i vores moderne samfund er enormt aktive og produktive. Kampen for at kontrollere vores liv gør os helt enormt produktive, for med følelsen af eksistentiel angst som bagtæppe, så løber man hurtigt. Og man kan holde denne frygt for at falde og falde igennem på afstand ved at holde sig aktiv, at holde sig produktiv og at præstere.

Problemet opstår så, hvis vi på et tidspunkt oplever, at vi ikke længere kan være aktive. Hvis vi en dag står ud af sengen (eller ikke kan stå ud af sengen), og ikke mere kan komme op i et gear, hvor vores niveau af aktivitet kan holde frygten for tilværelsens luner fra døren. Uden skæbnesgudinder står vi så nøgne og sårbare overfor eksistensen. Der er intet, der eksistentielt set holder os, når vi ikke selv kan holde os i gang.

Så jeg vil gerne slå et slag for nornerne, de gamle skæbnesgudinder. Nornerne siger til os:

"Bare rolig. Du har en skæbne. Vi kender den. Du kan ikke gøre særlig meget fra eller til. Du kan sprælle og løbe og gemme dig i arbejde, men du vil alligevel flyde, forlæns eller baglæns, ned af skæbnens flod. Dine evner og anstrengelser kan føre dig et vist stykke, men på et tidspunkt er du altid overgivet til skæbnen. Du kan slappe af, hvis du accepterer dette. Din opgave overfor os er accept og tillid, ikke aktivitet og præstation. Gør din pligt, gør den godt nok, og resten har du ingen indflydelse på. Du kan være rolig. Eller du kan sprælle i nettet og kæmpe, som du vil, men skæbnens flod standser ikke af den grund."

Men kan vi det? Hvordan kan vi, de moderne, tro på skæbnen, når der ikke er noget bevis på skæbnens eksistens? Når der ikke engang er et godt argument for, at der eksisterer en skæbne? Man kan ikke bare bestemme sig for at tro, så hvordan gør man?

Det er nok kun den hårde vej. Det er nok kun på de steder i livet, hvor intet andet kan holde én og forsikre én om, at det hele nok skal gå, at man kan opleve, at der alligevel er noget, der holder. At der er en "bund" under eksistensen, og at man kan vælge at overgive sig til denne "bund". Og dette valg er sikkert ikke engang særlig beroligende. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at beholde kontrollen over vores liv og vores helbred, så det vil ikke umidelbart være beroligende at give slip på dette behov for kontrol og for at "kunne handle". Det vil være fyldt med frygt at give slip. Men hvis man derefter oplever, at der ér en bund, der ér en skæbne, der ér noget, som eksistensen kan hvile på, vil det så ikke trods alt berolige vores overanstrengte nervesystem?