Tungheden taler: En stemme fra aktivitetskulturens skygge

Nogle gange, særligt om morgenen, føler jeg mig så tung, at jeg næsten ikke kan komme i gang med
dagen. Tungheden griber fat i mig, og nægter mig enhver form for aktivitet. Når jeg er tung, kan jeg næsten ikke bevæge mig. Det er vigtigt. Tungheden vil have mig til at stoppe med at bevæge mig, mentalt og fysisk.

Tungheden siger: ”Stop! Lad være med at bevæge dig. Du har bevæget dig for meget, mentalt og fysisk. Eller rettere: Du er kommet til at forveksle bevægelse med liv. Men bevægelse er ikke liv. Vores kultur tror, at liv er udvikling, fremskridt, forandring og fornyelse. Vores kultur tror, at vi lever mest, når vi har travlt. Helst lidt stressede. Vi dyrker løb som den højeste motionsform. Løb, løb, løb. Vi skal ha’ travlt, vi skal ha’ noget fra hånden, vi skal ha’ gang i noget og helst gang i meget. Vores kultur er en kultur, der dyrker og hylder aktivitet. Vi oplever aktivitet som liv. Måske er det fordi vi er overbeviste om, at dette liv er det eneste, vi har, og at det er det eneste, vi nogensinde vil få. Derfor gælder det om, at få så meget som muligt ud af dette liv. Vi må maksimerer livet, for det er en knap ressource.”

Tungheden siger: ”Derfor drikker vi kaffe hver dag. Kaffe er en eliksir, der kan fodre og vedligeholde aktiviteten. Kaffe er den magiske drik, som vi indtager hver dag, så vi ikke spilder livet, og så døden ikke kommer for tæt på.”

Tungheden siger: ”Men jeg, derimod, er tunghed. Når vi føler os tunge, så bliver vi stille, psykisk og fysisk. Og denne stilhed minder os om døden. I døden ligger vi helt stille, psykisk og fysisk. Derfor undgår vi tungheden, for den minder os for meget om døden.”

Tungheden siger: ”Jeg er tungheden, og jeg er den skygge, som en kultur, der altid stræber fremad og opad må slæbe efter sig som en ukendt byrde; som en uhyggelig følgesvend, der altid er lige uden for synsfeltet, og som får os til at løbe hurtigere. Men jo hurtigere vi løber, jo større vokser jeg mig i skyggen. Jo hurtigere man løber, jo mere tunghed efterlader man bag sig i en skygge, som man aldrig kan ryste af sig.”

Tungheden siger: ”Den der stopper op og undgår aktivitet vil blive indhentet af mig; mig, der er aktivitetskulturens skygge.”

Så pludselig står man der, helt fastnaglet til jorden, midt på løbebanen. Hvad nu? Der er fløjtet start, spurt, men jeg kan ikke røre mig, jeg kan ikke komme i gang, jeg kan ikke løbe mere. Hvad kan jeg nu? Jeg kan gå ind i skyggen og ind i tungheden.

Hvad sker der med den person, som går ind i tungheden? Der sker først det, at man bliver helt lammet. Man går ind i et mørke, som man slet ikke kender. Derfor vil man blive oversvømmet af mørket. Det er som at falde i en tjærepøl uden at kunne komme op. Man bliver suget ned. Man prøver af al kraft at arbejde sig op af tjærepølen, men når den først har fået fat, så er det umuligt. Vi er oversvømmede, holdt fast, suget ned. Og vi længes efter luft, efter lys, efter bevægelse. Vi længes efter at føle os levende igen, så vi kan løbe videre, udrette noget, være aktive, være noget for andre. Vi bliver ved med at kæmpe mod tungheden med alle de resurser, vi kan finde. Vi tænker, at tungheden er vores fjende, og vi vil vinde denne kamp, som vi har vundet andre kampe i livet.

Men på et tidspunkt får vi måske den tanke, at tungheden måske vil os noget. Vi stopper med at kæmpe mod tungheden, og vi vender os om og spørger den: ”Hvad vil du mig Tunghed?” Og måske vil tungheden svare.

Tungheden siger: ”Jeg lammer dine muskler, jeg stopper dine tanker, jeg stækker dit liv og dine bevægelser. Jeg stopper din evne til at arbejde.”

Så jeg spørger: ”Hvorfor gør du det?”

Tungheden siger: ”Jeg er natur. Når jeg stopper dig, er det ikke fordi, jeg har en hensigt. Og slet ikke en ond hensigt. Jeg følger bare naturlovene. Når en sten falder til jorden, er det ikke fordi, den har en hensigt med det. Når en sten, der falder, rammer os, er det ikke fordi, den har en ond hensigt. Sådan har jeg heller ingen hensigt. Jeg er natur, så jeg følger naturlovene.”

Så jeg spørger: ”Hvad mener du med, at du er natur?”

Tungheden siger: ”Jeg mener, at det er naturligt, at hvis man er hurtig, så vil man efterlade langsomheden bag sig. Hvis man stræber opad, så vi man efterlade et dyb bag sig. Hvis man altid er aktiv, så vil man efterlade en mængde af stilstand bag sig. Og det, man efterlader bag sig, vil man altid skulle møde senere. Så jeg er ingen moralsk lov, og jeg har ingen belæring om, hvordan man bør leve sit liv. Jeg er en naturlov, og naturen giver ingen leveregler; den er bare.”

Så jeg spørger: ”Jamen, har du så ikke noget råd til mig om, hvordan jeg bør forholde mig, og hvad jeg bør gøre? Er der ikke noget, jeg kan lære?”

Tungheden siger: ”Lev dit liv som du vil. Naturlovene vil fungere, hvad enten du tænker på dem eller ej: Aktivitet efterlader et behov for hvile. Enhver bestigning opad efterlader en afstand nedad. Store præstationer tærer på kræfterne, som derefter har brug for at blive ladet op. Hver gang viljen vinder en kamp over kroppens behov, så efterlader den et underskud, som skal fyldes op på et senere tidspunkt. Der er ingen moral, ingen belæring, bare naturlove.”

Så jeg spørger: "Jamen, er der ikke et eller andet værdifuldt at finde inde i tunghedens mørke? Er du virkelig bare en naturlov?"

Tungheden siger: ”Du vil få at se, at dybde betyder sjæl. Det er i dybden, at sjælen skabes og får fylde. Det er ikke i højden og hurtigheden, at sjælen får krop. Det er i dybden, og tungheden trækker dig mod dybden. Sjælen er ingen himmelfart. Sjælens fylde er i langsomhed, tunghed og dybde. Jeg kan fortælle dig dette med mange ord, men ord er ikke det væsentlige. Dette kan ikke læres af ord."

Så jeg spørger: ”Hvordan skal vi afslutte denne dialog?”

Tungheden siger: ”Du kan jo fortælle, hvordan du har det nu, efter denne snak.”

Så jeg siger: ”Jeg har det egentlig ok. Jeg kan stadig mærke dig, men du er blevet mindre en fjende. Jeg vil ikke sige, at du er blevet en ven, Tunghed. Men nu kender vi hinanden lidt bedre. Vi er begyndt at få en relation. Og jeg synes, at det gør en forskel.”

Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742