 |
| DER ER NOGET I LUFTEN (og det er svært at finde illustrationer) |
Så lad os komme i gang. Det er som sagt som om, at der er noget i luften. En sitren. Ofte er det anderledes, når der er noget, der vil skrives. Så er det snarere en fornemmelse af en slags tunghed, der har brug for at blive lettet gennem at blive skrevet ud. Men nu er det altså mere en sitren i luften.
Det, jeg vil gøre nu, er, at jeg stiller mig selv til side, og i stedet prøvet at lade "det der er i luften" skrive. Og så får vi jo se, hvad der sker. Hvis der altså sker noget. Det kan lyde mystisk, men det er det vist ikke. Det er bare en konstatering af, at jo mere jeg ved, hvad jeg skal skrive, jo mindre inspireret og levende bliver det.
Jamen, er der da noget i den sitren? Er der mon nogle ord i den?
Jeg siger: "Hvis I er der, ord, så kom frem nu! Jeg har under en halv time tilbage til at skrive jer ud, før jeg skal hente barn i SFO. Så, kære ord, det er nu eller aldrig!"
Den sitrende luft svarer: " (tavshed, der kommer ikke noget, jeg blokerer af præstationsfrygt) "
Jeg prøver igen: "Hvad er de ord, der hænger i luften?"
Og luften svarer: "Kreativitet. Kreativitet er sagen. Ikke kreativitet forstået som det at skabe kunst. Og (slet) ikke kreativitet i betydningen 'innovation', altså at skabe nye produkter eller smartere arbejdsgange til virksomheder. Nej, det er ikke sagen her. Her er sagen kreativitet som en måde at leve på."
Så siger jeg (rimeligt nok, synes jeg): "Hvad mener du med det? Hvad er 'kreativitet som en måde at leve på'?"
Og så siger ordene i luften: "Det handler om ikke at blokkere sig selv i sine udtryk. Det handler om, at impulser indefra ikke standses før de når ud i verden, men at de kommer ud i verden og er med til at give den form. Så kreativitet handler om at, frygten ikke bliver stærkere, end at man tør lade sine impulser komme ud i verden."
"Ok," siger jeg så. "Det lyder meget abstrakt."
Og så siger ordene i luften: "Måske. Men I realiteten er det ikke abstrakt. I realiteten handler det om konkrete øjeblikke, hvor indre impulser enten standses eller gives udtryk. Det handler om at udtrykke impulser som 'jeg vil' eller 'jeg har lyst til' eller 'jeg kunne godt tænke mig' eller 'kunne vi ikke' eller 'ville det ikke være fedt hvis ...' eller 'hvad nu hvis vi ...'."
Og så siger jeg: "Det lyder som målet for psykoterapi."
Og så siger luften omkring mig: "Ja. Det er, at impulser fra selvet kan komme ud og møde verden og være medskabende i verden. Det kan lyde som en rent praktisk ting, men det er det ikke bare. Særlig hvis vi har haft nogle knæk i løbet af de tidlige år, så kan selvet have lært at beskytte sig mod omverdenen. Omverdenen var for hård og ubøjelig, og derfor har selvet lært, at det må passe på sig selv, og sørge for ikke at udtrykke sig, for de tidlige selv kan ikke tåle for mange nederlag til realiteten."
Og så spørger jeg: "Hvad mener du med 'nederlag til realiteten'?"
Og så siger luften: "Jeg mener, at selvets livsimpulser har rakt ud for at røre ved verden, og hvis disse impulser ikke har overlevet denne rækken ud, så lærer selvet, at det skal holde sine impulser beskyttet. Så kan selvets impulser måske leve beskyttet i en fantasiverden eller en drømmeverden, men de er beskyttet mod at møde en ydre verden, der på et tidspunkt har været for hård. Og sådanne erfaringer sætter sig og er svære at løsne op for. Så de kan hæmme os hele livet igennem, så det bliver svært at leve kreativt. Så målet med psykoterapi er, at leve kreativt."
Og så siger jeg: "Ok. Spændende. Vil du sige andet?"
Og så siger luften, der ikke sitrere så meget mere: "Det var vist nok nu."
"Fint nok", siger jeg så, for det er tid til at hente barn i SFO.
Kommentarer
Send en kommentar