Den indre stemme

Jeg har gået i terapi (jungiansk psykoanalyse) i 10-11 år. Næsten alle årene har været med én fast jungiansk terapeut (analytiker). Typisk én gang om ugen. Hvad har jeg fået ud af disse år og alle disse mange penge, som det har kostet mig? Mange ting, og én af dem er, at jeg har fået en indre stemme. Jeg tror, at det er denne stemme, folk mener, når de siger: ”Følg dit hjerte.” Nogle heldige mennesker kan måske sagtens gøre dette uden at bruge flere år i terapi. 

Før havde jeg også indre stemmer. De kunne rose mig, hvis jeg var stolt af noget, og fortælle mig, hvor dum jeg var, hvis jeg i mine egne øjne havde gjort et eller andet galt. Eller stemmerne kunne diskutere for og imod en eller anden ting; hvad jeg skulle have sagt, og hvad jeg skulle have gjort, og om det nu var det rigtige at sige. Eller de kunne gruble over, hvad mon hun eller han virkelig mente, når hun eller han sagde sådan? Det er altså et helt almindeligt kor af stemmer, der kommenterer og grubler over livet imens det foregår og på bagkant af begivenhederne.

Det er ikke sådanne stemmer, jeg mener med en indre stemme. De andre stemmer er der endnu, men nu er der også en anden stemme, der ikke så meget diskuterer ”for-og-imod”. Denne stemme er mere fast og entydig, og det mærkes ikke som om, at den farer rundt oppe i hovedet. Den kommer nede fra kroppen, måske helt nede fra tæerne, og så bevæger den sig op gennem brystet og dukker op som en fuldt færdig besked. Det gode ved denne stemme er, at jeg ikke så ofte farer vildt i mit eget hoved. Det er som om, at stemmen er en samklang af hoved, krop og følelser. På den måde virker denne stemme som et solidt fundament at bygge sit liv på (og så måske tilsætte en god portion sund fornuft, hvis man har den slags at gøre godt med).

Lige før, for 10-15 minutter siden, hvor jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle lave, så sagde denne stemme til mig: "Sæt dig hen og skriv!"

”Jamen”, indvendte jeg. ”Hvad skal jeg skrive? Jeg har ikke noget særligt at skrive om.”

Og stemmen svarede: ”Sæt dig nu bare hen og skriv.” Og det gjorde jeg så, og her sidder jeg så og skriver om den indre stemme. Vurder selv, om opfordringen var god eller dårlig.

Jeg kan huske, at jeg har læst Jung beskrive denne indre stemme, og hvordan den kan blive en retningslinje i livet. Jeg glædede mig til at have sådan en at orientere mig efter. Det lød vældig fint og lidt mystisk. Sådan en stemme ville ligesom tilføre livet et ekstra lag af mening. Lidt som at have en mission eller et kald. Men hvordan er det så blevet i virkeligheden? Hmmm, det har ikke helt levet op til forventningerne. Man kan nemlig aldrig rigtig vide, hvornår denne indre stemme har noget at sige og en retning at angive. Nogle gange har man virkelig brug for at få anvist en retning, og så kan hovedet være fyldt med alt muligt, og ingen stemme synes at træde frem klarere end de andre. Så man kan ikke rigtig vide, hvornår denne stemme har lyst til at sige noget.

Jeg ved heller ikke rigtig, om livet egentlig er lettere med sådan en indre stemme. Det er nok både-og. Den følger ikke altid de letteste veje, for de formål, den forfølger, handler mere om at være tro mod sig selv, end om at have et nemt og velfungerende liv. Nogle gange håber jeg, at stemmen hører til en del af mig (Jung ville kaldet det ”selvet”), der er klogere end min "hverdagsbevidsthed". For hvis den er klogere end mig, så kan den sikkert se muligheder og gode ting længere fremme, end jeg selv kan se. Det er mit håb, for jeg vil jo gerne have, at der i den sidste ende kommer noget rart og behagelig for mig ud af det hele. Men jeg tror desværre, at sådanne indre stemmer synes det er vigtigere at vælge ud fra at leve et meningsfuldt liv, end det er at leve et behageligt liv.

Dette kan lyde meget selvoptaget, men hvis man skal tro den jungianske psykologi, vil man faktisk have noget at bidrage med til samfundet, når man følger sin indre stemme. Den indre stemme har faktisk som et af sine mål, at man bidrager med netop dét, man som individ har at bidrage med. Så det er altså ikke nødvendigvis et egoistisk projekt, selvom det er meget "indefra-og-ud".

Hvis jeg skal vurdere, hvad jeg har fået ud af de mange timer i terapi, så er dette nok det vigtigste, for det er en måde at få retning i resten af livet på, og den forsvinder ikke, når terapien stopper. Denne stemme modvirker, at vi blafrer rundt efter alle mulige ydre påvirkninger; reklamer, det socialt acceptable, det man forventes at gøre, den man selv plejer at gøre.

Der er også den fordel ved denne stemme, at den har et længere perspektiv, end blot her-og-nu. Den har et fremadrette perspektiv. Et perspektiv, der i sidste ende indbefatter døden, for denne stemme forholder sig til, hvad der er vigtigt i netop mit liv, som en dag jo stopper. Stemmen er forbundet til, hvad jeg skal med netop mit liv. Det kan godt være, at jeg ikke rigtig selv kan se det, men stemmen har en forbindelse til fremtiden, som den kan udfolde sig. Derfor er stemmen ikke bare et udtryk for, hvor jeg har været, og hvad jeg har oplevet, men den peger fremad mod en endnu ukendt fremtid. Og i disse retningsløse tider (post-modernitet, senmodernitet, kulturel frisættelse, osv.), eller i en tid præget af præstationssamfund og ydrestyring, er det nok ikke så dårligt endda.