Hvad skal vi med ånd? Beåndede betragtninger

Jeg har i flere måneder siddet og arbejdet på en artikel om ånd. Om Jung's forståelse af ånd. Hvorfor mon jeg sidder og bruger dag efter dag, uge efter uge på at gennemtrævle bog efter bog for informationer om, hvad ånd er for noget? Hvorfor bruger jeg dog ikke min tid på noget mere fornuftigt? Jeg kan ikke helt svare på det. Jeg kan bare sige, at det føles som om, at ånd er vigtigt, og at der er brug for, at der bliver sat ord på, hvad den er for noget, og hvad den betyder for os mennesker og vores kultur. Så her er altså mit bud på, hvad ånd er for noget, og hvad den har med os at gøre:

Ånd er ingenting og alting. Man kan ikke røre den, man kan ikke se den, man kan ikke lugte den. Alligevel ved man altid, når den er der. Og når den ikke er der. Ånd er at tale i tunger, at blive grebet, at blive inspireret, at blive høj, at blive vakt. Man ved, at ånd ikke er der, når man er tung keder sig, føler sig træt, uoplagt, trist, sløv. Ånd vækker til live. Ånd er bevægelsen bag skabelse, inspiration og fornyelse. Det er ånd, der kommer med den nye idé. Det er ånd, der fører pennen, når der skrives noget godt.

Ånd er, når man taler, og der lyttes. Når ordene kan bevæge og henføre. Ånd er hinsides godt og ondt. Ånd ved ikke, hvad godt og ond er. Ånd vil udtrykkes og opfanges. Ånd vil vække og gribe og inspirere; om det fører til hvad vi vil kalde godt eller dårligt, der er ikke åndens anliggende.

Ånden kan komme fra oven som en hed vind eller som en flammetunge fra himlen. Ånd kan pible frem nedefra som en stille kilde eller bruse op som en gejser. 

Og man skal ikke tro, at ånd og krop er uforenelige. Ånden vækker sjælen, som bringer kroppe til live. Ord uden ånd er ord uden krop. Når ånden virker, bringer den sjælen i kog. Følelserne berøres og vækkes. Ånd er kropslig, kødelig. Men ånd er ikke kødet; ånden kan vække kødet til live. Ånden kan give liv til lemmerne. Derfor skriver Jung, at ånd er lig med liv. Det er ånden, der blæser liv i sjælen, og det er sjælen, der opliver kødet (ville de gamle alkymister sige).

Ånden kan være fanget i kroppen, som et indestængt neurotisk symptom, der ikke kan finde udtryk. Eller ånden kan, som Nietzsches Zarathustra, få så frit et løb, at den næsten brænder kroppen og sjælen op. Men så galt går det vel sjældent ...

Og ånd er virkelighed. Ånd er ikke et begreb, og den er ikke en fantasi. Ånd er levende og virkelig. Når den er der, er der liv. Når den ikke er der, har vi kun fornuften og materien tilbage. Ånd kan ikke måles eller vejes, men det er ikke det samme som, at den ikke er virkelig. Det kan føles, når der tales med ånd. Og det kan føles, når man "har" ånden eller rettere; "når ånden har en". Derfor er ånd virkelig. Derfor er ånd vigtig. Og derfor er ånd farlig.  

Ord der griber og inspirerer, kan bringe sind i kog. På latin hedder ånd spiritus, og det er igen i roden af ordet inspirere. At inspirere betyder: At ånde ind i. At fylde med luft. Det modsatte hedder på engelsk "to expire": At udånde eller at udløbe. På græsk hedder ånd pneuma; luft eller vind. Så ånd er luften, der fylder os, og vinden der griber os.

Hvad skal vi frygte mest; når ånden virker i verden, eller en åndsforladt verden? Når ånden virker i verden, kan det inspirere til nye ting. Ånden kan opløfte og oplive. Ånden løfter tungsind, og ånden får os til at mærke, at der er noget, der er værd at leve for og engagere sig i. Men hvem kan sige, at ånden ikke taler gennem demagoger og folkeforfører? Ånden tager ikke parti, og ånden tilhører ikke et parti. Det, som Grundtvig kaldte det levende ord, kan tales fra både højre og venstre og for ”det gode” såvel som for ”det onde”. Ånd plus vrede kan skabe revolutioner. Og hvem ved, hvad ånd sammen med frygt kan føre til? Som det siges: ”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; således er det med hver den, som er født af Ånden.”

Ånden kan være "tidsånden", der bevæger sig over landet, og ånden kan være det fortrængte, der eksploderer ind i det eksisterende.

Hvorfor skriver jeg om ånd? Fordi det er endnu et af de fænomener, som man næsten ikke anerkender som virkelige i dag. Selv universitetet handler i dag om, at producere arbejdskraft. Også humaniora eksisterer officielt set kun for, at gøre de studerende arbejdsduelige. Vi, som underviser på universitetet og på (ak og ve) humaniora skal holde godt fast i os selv for at huske, at mennesket ikke skal leve af brød alene. Jeg oplever selv, at jeg har brug for ånd for, at føle mig levende. Når jeg mærker ånden på skrift eller i talte ord, så bliver jeg vågen, og træthed, dvaskhed og tungsind fordrives. Jeg bliver inspireret til svar, medhold eller modsigelse, og måske må jeg skynde mig hjem for selv at få noget på skrift.

Ånd er det virksomme princip i kultur. Ånden inspirerer til musik, kunst, litteratur, poesi. Film. Og religion, når den er levende. Og vi har brug for ånd, ligesom vi har brug for mad og drikke og kærlighed. Eller skulle jeg skrive: ”Jeg har brug for ånd, ligesom jeg har brug for mad og drikke og kærlighed.” Mad stiller sulten, drikke slutter tørsten, kærlighed får mig til at føle mig elsket, og ånd vækker min nysgerrighed, inspiration, entusiasme og begejstring. Den får mig til at føle mig levende. Så hvem kan sige, at ånd ikke eksisterer, eller at den ikke er vigtig?