Åndens virke: Kulturens kreative fornyelse

Jeg arbejder stadig på en artikel om ånd, og jeg spekulerer selv på, hvorfor dette verdensfjerne
emne er relevant. Ånd lyder af noget gammeldags og luftigt. Eller måske som noget, der kun hører hjemme i kirker. Hvad har ånd med samfund og kultur at gøre?

Jeg ved det ikke helt, men jeg kan bare mærke, at det er noget, der trykkes sig på, og som gerne vil formuleres. Og jeg går bare og bliver rastløs og irritabel, hvis jeg ikke gør det. Jeg har tidligere skrevet en tekst om ånd, men denne her mærkes om om, den kommer mere "fra maven".

Jeg vil her (med sædvanelig inspiration fra Carl Jung) skrive om ånd som et fænomenen, der faktisk eksisterer, og som kan erfares direkte, og ikke som en abstraktion eller et filosofisk begreb.

Kernen i ånd er, at det er noget, der vil udtrykkes. Ånd giver ord til det endnu ordløse. Ånd er at fange det prægnante  men endnu ordløse, og give den en form; tekst, billede, lyd, materialitet.

Ånd er kreativitet og kreation, for ånd er at fange det endnu ikke skabte og give det et aktuelt udtryk. Ånd kan aldrig udtrykkes i noget allerede formgivet. Det kan ikke være en kopi. Ånd kan godt formuleres i en tradition, men så må traditionen bruges til at fange noget endnu ikke udtrykt på en aktuel og relevant måde.

Ånd har med tid og kultur at gøre. Når man udtrykker sig med ånd, så fanger man noget, der er tilstede i tiden, men som endnu har brug for udtryk og form. Ånd er altså et stykke kollektivt arbejde, hvad enten det udføres af individer eller grupper. Det er noget i tiden, en stemning, en uro, et tryk, et problem, noget potentielt, der endnu ikke har fået udtryk, eller hvis energi ikke er brugt færdig endnu.

Nogen berøres af og kan få fat på dét, der rør sig under det kollektive. Det er i åndens dybdestrømninger, som ligger udenfor det udtrykte og formgivne. Jung var sådan en person. I hans egen krise fik han kontakt til strømninger og lag, som ikke var udtrykte i samtiden, og som lå langt fra samtidens dominerende kultur og kollektive bevidsthed. Og det er hans store fortjeneste; at foretage det dyk og at bringe impulser op til samtidens overflade og give dem form i ord og teori. Det er et stort ”åndeligt arbejde”. Om det var det mest relevante og presserende indhol, han bragte frem, og hvad dets relevans er i dag, kan man have sien egne meninger om. 

Når man bringer fortrængte men eksisterende strømme op i tidens tænkemåde, så er det som at tilføre en mark ny muld eller at grave unerliggende muldlag op; det er gødende og befrugtende, og det bringer nyt liv med sig.

Og hvad så? Kunne vi ikke være aldeles ligeglade med det? Kunne vi ikke leve fint med de allerede formulerede tanker, ideer og levemåder? Hvorfor skal samfundet og kulturen og vores bevidsthed forny sig? Eller sagt på en anden måde: Hvorfor har vi brug for ånd?

Der er mindst tre svar: Det ene er, at sådan er det bare. Bevægelsen af fødsel, død, genfødsel er et mønster, som ser ud til at eksistere i både natur og kultur. Det er et arketypisk mønster, om man vil.

Det andet svar er, at vores psyke har brug for det. Når kulturen stagnerer betyder det, at vores psyke holdes fast i en bestemt form, og det vil altid betyde, at en del energi fortrænges og ophobes. Og efter noget tid, giver det et psykisk pres, som nogle vil opleve i sig selv som et indre pres og en indre ubalance. Så en del af befolkningen vil efter noget tid med en bestemt kulturel formation begynde at føle et indre pres, og de vil mærke et behov for at realisere kulturens fortrængte sider (der også bliver individets fortrængninger).

Det sidste svar er, at hver tid har nye problemer, som kalder på nye løsninger.

Og ånden er kreativ. Ånden, der giver form og udtryk til det potentielle, er kreativ og skabende, for det potentielle skal have udtryk og form, der passer ind i denne tid og ind i denne tids behov og problemstillinger. Ellers bliver det ikke relevant. Så den kreative udfordring er, at fange det underliggende pres, og find én måde at give det form, så det kan være relevant og berigende for samtiden.

Og en dag vil denne fornyende impuls enten glemmes igen, eller den vil stivne i en ny samfundsformation, og der vil på ny være brug for en kreativ ånds-handling, der kan give det potentielle form ind i det eksisterende.