Sophia i mørket: Om de fortrængte følelser og deres genkomst

(jeg vil gerne på forhånd beklage alle kønsstereotypier, der måtte forekomme i denne tekst, fx kvindeligt princip = følelser. Det er ikke noget, jeg kan gøre noget ved lige nu, men heldigvis har andre jungianerer længe været i fuld gang - verden og jungiansk teori har forandret sig de sidste mange årtier)

I en diskussion af træet som symbol (C.W. 13: The Philosophical Tree) kommer Jung ind på en gnostisk myte om, hvordan det guddommelige feminine princip, Sophia, blev givet eksistens men derpå kastet ud i mørket ved universets skabelse mens det guddommeligt maskuline princip, Kristus, forblev i lyset. Jung læser denne myte symbolsk og psykologisk som et billede på en kulturel bevidsthedstilstand, hvor de egenskaber, der kaldes maskuline er de dominerende og bevidste egenskaber mens de egenskaber, der kaldes kvindelige og som tilskrives den mytologiske Sophia, er kastet ud i mørket og er dermed blevet ubevidste.

Det er spændende at læse Jungs beskrivelse af, hvordan Sophia har det ude i mørket:

"In this way the masculine element escaped the danger of being swallowed by the dark powers and remained safe in the pneumatic realm of light, while Sophia, partly by an act of reflection and partly drived by necessity, entered into relation with the outer darkness. The sufferings that befell her took the form of various emotions - sadness, fear, bewilderment, confusion, longing; now she laughed and now she wept. From these affects arose the entire created world." (C.W. 13, § 452)

Ude i mørket (eller nede i det ubevidste) lider Sophia; hun græder og sørger og længes og fortvivles og forvirres og græder. Dette, siger Jung, er sådan som fortrængte følelser har det i en kultur eller et individ, der ensidigt fokuserer på fornuft og intellekt eller alternativt det, man ofte kalder "spiritualitet" eller "åndelighed" (som ofte er fjernet fra basale og "tunge" elementer som krop, instinkt og følelse). Denne kultur eller dette individ er i fare for at miste den bevidste kontakt til følelser og krop, fordi kun abstraktioner og begreber bliver dyrket som værdifulde. Men, skriver, Jung, Sophia lader sig ikke fortrænge i stilhed og passivitet; hun lider og gør oprør, eller formuleret psykologisk, et menneske eller en kurtur, der har fortrængt eller fornægtet følelser må finde sig i, at disse kommer tilbage som uro, som humørsvingninger, eller, måske, som kollektive bevægelser, der pludselig gribes af stærke og stærkt følelsesladede idéer:

"In a case like this the unconscious usually responds with violent emotions, irritability, lack of control, arrogance, feelings of inferiority, moods, depressions, outbursts of rage, etc. coupled with lack of self-criticism and the misjudgement, mistakes, and delusions which it entails." (C.W. 13, § 452)

De fortrængte følelser ligger ikke stille. De reagerer ved at skabe uro på overfladen, følelsesudsving, pludselige depressive eller opflammede tilstande, pludselige vredes udbrud, overvældende begejstring, lidelse, raseri og kraftige følelser af frygt, mistro eller selvkritik.

Og hvad mener Jung så at man/vi skal gør ved det? Os, der er (over-)identificerede med vores intellekt og "ånd", kan starte med at observere, at det finder sted. Vi kan vel bruge lidt mindfulness til at iagttage hvilke affekter og følelsesudsving, der bevæger os og skaber uro i vores liv.

Dernæst kan vi måske begynde at integrere Sophia. Eller; at give vores følelser og fornemmelser den samme ret som vores fornuft tanker. Mytologisk eller religiøst formuleret: At sætte Sophia på tronen ved siden af Kristus. At erkende Sophia lidelser og længsler som vores egne. At mærke dem.

Jeg vil gerne her nævne et engelsk ordsprog, jeg er stødt på: "One teaches the best what one needs to learn the most." Det er blot for at sige, at Sophia hos mig selv ofte lever en tilværelse i skyggerne hvor hun lider og længes og sørger og raser. (med andre ord kan jeg selv være lidt af en hystade)

Er følelserne i vor tid fortrængte? Den jungianske analytiker Kathrin Asper mener det. Hun skriver: ”Tabet af følelserne er vor tids egentlige neuroseform. Gennem overbetoningen af intellekt, rationalitet og objektivitet har der efterhånden udviklet sig et bevidsthedspatriarkat på bekostning af de kvindelige værdier (som ikke skal forstås kønsspecifikt).” (Asper 1988: Ravnen i Glasbjerget, s. 38)

Som en afsluttende bemærkning vil jeg nævne, at dette både handler om meget åndfulde/intellektuelle individer, men også om samfund, der dyrker intellekt og ånd over krop, følelse og intuition. Det betyder, at man kan se de ideologiske "brande" (ingen nævnt, ingen glemt), der med jævne mellemrum griber vores samfund, som symptomer på fortrængte og uintegrerede følelser og deres ikke-erkendte og ikke-anerkendte årsager.