Jeg vil lige begynde et lidt mærkeligt sted, nemlig med nedtrykthed. Jeg har nok indtil nu oplevet kreativitet som en stærk strøm af inspiration; som en steppebrand eller en besættelse, som kan omsættes i ord på skrift (min kreativitet
handler mest om at skrive, som nu). Men lige nu tænker jeg, at dette ikke er egentlig kreativitet, eller måske snarere, at denne kreativitet ikke stikker særlig dybt. Nå jeg oplever kreativiteten som en hed vind af inspiration, så skriver jeg hurtigt og brænder så ud. Men måske kommer denne skrift til at mangle dybde.
Lige nu tænker jeg om den kreativitet, der kommer som en fygende vind af inspiration, at den måske savner kontakten til dens modsætning; til de stemninger, der er tunge, mørke, dybe, udtryksløse. Inspirationen, der kommer som den hede vind, der farer over stepperne er måske nok indbegrebet af beåndet skabelse, men den stikker måske ikke så dybt. Den bevæger og sætter i gang, men måske mangler den noget. Måske mangler den forbindelsen med dens modsætning; det dybe, det tunge, det mørke, det langsomme. Den fygende inspiration er luftig, let og hed, mens dens modsætning føles kold, mørk, fugtig og tung.
Hvad er modsætningen så til inspiration som en hed fygende vind? Som jeg oplever det, er det en følelse af tunghed, tungsind, tristhed, lammelse, passivitet, trøstesløshed, mørke; nedtryktled, nedsunkenhed, nedslåethed. De fælles ord er ned- og tung-. Inspirationen er lys og let og hurtig. Den er oppe og høj. Det andet er nede og lavt og tungt.
Så kunne vi (jeg) ikke bare nøjes med det høje, lette og hurtige? Kunne vi (jeg) ikke leve i en tilstand af inspiration og skabelse? Jeg kunne godt tænke mig at kunne svare "jo" til dette, for jeg holder meget af denne tilstand. Når jeg skriver og skaber, føler jeg mig levende og aktiv. Når jeg ikke kan skrive eller på anden måde være "i gang", så føler jeg mig tung og trist og nedtrykt og passiv.
Men jeg vil alligevel svare "nej" til, at vi (jeg) bare kan leve i de højere luftlag af inspiration og skabelse. Dette skriver jeg hovedsageligt båret af erfaring. Jeg veksler selv mellem at kunne skrive og skabe, båret af inspiration, og at føle mig trist og modløs og ude af stand til at kunne skrive eller fortage mig noget skabende. Men de to tilstande er faktisk afhængige af hinanden. De høje og lette behøver det lave og tung og det lave og tunge behøver det høje og lette.
Hvordan hænger det sammen? Carl Jung bruger begrebet massa confusa. Mytologisk (og alkymistisk) set, er massa confusa det ikke-ordnede kaos, der eksisterer før vendens skabelse. Det er en tilstand af, at alle modsætninger stadig eksisterer side om side, intet er endnu bevidst, der er endnu ikke lys, der er ingen ordnende bevidsthed, der kan se modsætninger og som kan skabe orden i kaos. Det er et mørke, et dyb. Det er også prima materia; det er verden i en tilstand, hvor intet endnu er adskilt fra hinanden, hvor intet endnu er formet, hvor alt eksisterer in potentia, dvs. i en tilstand af råmateriale for skabelse, men hvor intet endnu er skabt. Et tredje relevant begreb er nigredo; den tunge tilstand, hvor man har "taget en bid" af mørket, men det er endnu ikke fordøjet og omsat til livsenergi og skabelse. Nigredo er en psykisk tilstand, der et tæt på (eller måske lig med) depression, men det vigtige er, at det faktisk er et skridt i en process; der er det afgørende skridt, hvor man har "taget en bid af mørket", af massa confusa, af prima materia, og denne bid har for en tid overvældet og overmandet én. Man har nærmet sig mørket og har bevæget sig ind i mørket, og man har optaget mørket i sig, men samtidig er man blevet opslugt eller opfyldt af mørket. Mytologisk talt er man i dragens eller hvalens bug.
Her føler man sig tung, modløs, nedtrykt og ude af stand til at skabe. Men det opløftende budskab er, at man faktisk kan være ved at skabe. Man er i den kreative proces. Man er "blot" (det føles ikke som "blot") i den fase, hvor man har hentet råmateriale i det endnu uformede kaos før skabelsen, og dette råmateriale kan senere få form gennem en kreativ proces.
Så; kreativ skabelse er altså ikke nødvendigvis kun (billedligt talt) en hed vind, der farer over stepperne eller et sus af inspiration, hvor fingrene farer over tasterne. Hvis man skal skabe noget egentligt nyt må man et dyk ned i det, der endnu ikke har fået form, og som endnu ikke er skabt. Psykologisk set kan man formulerer det sådan, at enhver kreativ proces kræver en hel eller delvis neddykning i det ubevidste, og derefter en proces, hvor det hentede fordøjes og gives form.
Disse betragtninger er godt nok meget abstrakte og meget lidt konkrete. Men måske kan de hjælpe, når man føler sig nedtrykt og tungsindig, og så langt fra at føle sig i live og skabende, som man kan komme. Nogle gange ligger der faktisk en opstigende morgenrøde (aurora consurgens) lige om næste hjørne. Og man kan hjælpe dette "morgenrøde" på vej ved at være skabende. Hvis man ikke er for langt inde i det mørke kan man være lige på grænsen mellem mørke og lys, og her kan man "tage en bid af mørket" og fordøje det gennem kreativ skabelse. Dels bliver mørket på den måde lidt mindre (men der er nok at tage af), dels får man på den måde skabt lidt afstand mellem sin bevidsthed og det mørke, der har opslugt den. Og så er der noget grundlæggende opmuntrende og livgivende i den skabende proces; man (jeg) bliver i godt humør af skabende arbejde, som for mig er at skrive. For andre kan det være at tegne eller male eller forme i ler eller sten eller at give sit umælende indre form gennem dans eller musik.
Det kan lyde som kunst eller som om, at vi alle burde være kunstnere, men sådan mener jeg det ikke. Denne kreative proces er givetvis en del af kunsten, men dertil kommer et element af bevidsthed og håndværksmæssig kunnen, som ikke er en del af den skabende proces, som jeg taler om. Den kreative proces, som jeg taler om, handler om, at føle sig levende, og om at komme ovenpå et mørke, som ellers kan opsluge én. Det handler om en måde at leve på, og om en måde at forny sig på ved at tage en bid af mørket og derefter fordøje det gennem en kreativ proces.
Der ligger sikkert en kunst i at kunne udholde at være i kontakt med det tunge mørke og den lette og luftige skabende bevidsthed på samme tid. Eller i hvert tilfælde ikke at komme for langt ud i den ene ekstrem, hvor det bliver langt til den anden pol. Måske kan man leve sted på kanten mellem de to, hvor det nogle gange er den kreative skabelse, der dominerer, og hvor man andre gange er domineret af passivitet, tunghed og mørke, men hvor de to poler ikke kommer alt for langt fra hinanden. I et dybt tungsind (depression), kan der være langt til en livsbekræftende skabelse, og i et anfald af brusende inspiration (mani), kan der være langt at falde, når kraften fra energien og inspirationen slipper op.
Om den kreative passion, der kan brænde stærkt stærkt, men også have store omkostninger, skriver Jung:
"a person must pay dearly for the (...) gift of creative fire. It is as if each of us was born with a limited store of energy. In the artist, the strongest force in his make-up, that is, his creativeness, will seize and all but monopolize this energy, leaving so little over that nothing of value can come out of it." (C.W. 15, § 158)
Den kreative ild er livgivende, men kan også være destruktiv for resten af personligheden og livet. Så kreative (ild-)sjæle, pas på!
Jeg tilbyder jungiansk psykoterapi (psykoanalyse). For terapi, se min hjemmeside: www.thomasgitz.dk. Eller kontakt mig på gitz@ruc.dk eller 29804742
Kommentarer
Send en kommentar