Det Vilde Barn: Fornyelsens indre råstof

Jeg har for nylig udgivet en bog om vuggestuen. Den hedder "Vuggestueliv", og den er fuld af
observationer af helt små børn i en vuggestue (https://samfundslitteratur.dk/bog/vuggestueliv). I den bog er udgangspunktet, at små børn er skrøbelige og sårbare, og at svigt i den tidlige omsorg har negative konsekvenser for den senere personlighedsudvikling. Og det er også helt rigtigt!

Men det slår mig nu, at der også er et andet barn end "det lille skrøbelige barn". Det Lille Barn kan også være Det Vilde Barn. Det nyfødte barn, som netop er kommet til verden, kan være fuld af livskraft. Det kan skrige af livskraft. Dette lille og sågar nyfødte barn er ikke blot skrøbeligt og sårbart og udsat; det kan være et stykke rå livskraft. Dets gråd er ikke bare et skrig af hjælpeløshed men kan også være et livsskrig! Det nyfødte barn er ikke kun sårbart, men også et stykke råstof for livet selv. Det er grundlaget for alt liv, og det er ren livskraft. Det er ikke kun skrøbeligt, men det kan også være voldsomt. Voldsom i sine affekter og i sine lyde og i sine reaktioner.

Her er det os voksne, der kan blive forskrækkede over barnets livsskrig og livsudtryk, der kan være vilde og utæmmede. Og hvor vildt det lille barn end skriger, så bliver det ikke hæs i stemmen, og hvor stærkt det end føler, så kan det som regel være glad øjeblikket efter, mens den voksne stadig er rystet over vildskaben og voldsomheden i det lille barns reaktioner. Det Lille Barn er nogle gange også Det Vilde Barn.

Hos det lille barn kan vulkanen eksplodere frit, hvor intet af den glødende lave holdes tilbage. Og øjeblikket efter kan det, der lige var en vulkan i udbrud, igen være en fredelig og lykkelig tropeø. Hos den voksne, kan det være svært, at finde denne livskraft. Den kan være pakket ind, lukket ned, og omhyggelig omgærdet med forsigtighed og nervøsitet. Den spontane livsytring kan være omgivet med vagtsomhed og hurtige reaktioner, der kan fange affekter og spontane reaktioner før de får udtryk. Det lille barn kan være en vulkan, men ofte har den voksne i sig lag på lag på lag af indre systemer, der skal opfange og aflede lavaen, så der til sidst kun kommer forsigtige dampskyer frem.

Og nu vil jeg vende mig mod "det indre barn". Det Indre Barn er de følelser og følelsesmæssige lag i os voksne, der ikke er og heldigvis aldrig bliver rigtigt voksne og tilpassede. Disse lag indeholder sporene af alle de sår på sjælen, som ethvert menneske får i de tidlige år. Det indeholder alle de følelser af uopfyldte behov, som ethvert barn vil opleve på et tidspunkt. Voksne, der ikke er tilstede eller tilgængelige, når man har brug for dem. Alle de gange, vi ikke er blevet forstået, eller når vi havde brug for trøst, men fik skæld ud. Eller når vi blev uretfærdigt behandlet, fordi den voksne ikke havde set, hvad der var sket. Eller når der ikke var nogen til at se, at vi var kede af det og havde brug for trøst. Alle de svigt. krænkelser, misforståelser og uopfyldte behov, som ingen børn eller voksne skånes for på den ene eller anden måde. Verden er bare ikke indrettet sådan, at vi kan få alle vores psykologiske og følelsesmæssige behov opfyldt hele tiden. Og intet menneske er sikkert sådan indrettet, at det kan bære erindringerne om disse oplevelser med sig ind i sin voksne personlighed, der har brug for at være eller virke kompetent og moden. Derfor bliver disse følelsesmæssige spor efterladt i et indre barnselv, som kun af og til vækkes til live og bryder igennem de voksne personlighedslag. Eller de efterladte følelser ligger som en understrøm i den voksne personlighed, og guider usynligt vores valg og fravalg.  

Men min pointe er: Dette er ikke den hele sandhed om Det Indre Barn. Det Indre Lille Barn er også Det Indre Vilde Barn. Vores indre barn er ikke kun skrøbeligt, udsat og sårbart. Det rummer også livskraft og livsenergi. Det indre barn er også råstof, råmateriale og urkraft. Det Vilde Barn er frie impulser, og det er først og fremmest spiren til noget nyt. 

Når man er kommet over midten af livet, er fornyelse absolut ingen selvfølgelighed. Fornyelse er snarere en undtagelse. Fornyelse kommer ikke fra den voksne, den fornuftige, den ansvarlige og pålidelige. Men måske kan fornyelse komme dernede fra, fra Det Indre Vilde Barn. Men ofte sker det ikke, simpelthen fordi alle forsvarslagene i den voksne personlighed virker alt for godt. Impulser opfanges og afledes og neddæmpes lang tid før, de når at komme til udbrud. Og hvis en impuls fra Det Vilde Barn skulle undslippe og komme til udtryk, så er den voksne personlighed hurtig til at undskylde og forsikre om, at han/hun nok skal opføre sig pænt nu. Eller også fornægtes episoden og og prøve at glemme den. 

Impulser fra Det Vilde Barn kan også meget, meget nemt være blandet sammen med alle de sår og erindringer om krænkelser eller frustration, som også hører til Det Indre Barn. Så de nye og fornyende impulser kommer ofte ud og er vrede og sårede og krænkede - og de kan derfor nemt være sårende og krænkende, for Det Sårede Barn er også Det Sårende Barn. En vulkan, der eksploderer, kan være enormt befrugtende for området omkring den, men eksplosionen og lavaen kan også være enormt destruktiv og ødelæggende.

Så hvad skal man gøre? Hvordan kommer de fornyende impulser fra Det Vilde Barn frem, uden at blive opfanget af den voksne personligheds beskyttelsesmekanismer mod dem, og uden at de er viklet sammen med følelser fra Det Sårede Barn / Det Sårende Barn? Jeg ved det ikke. Men jeg vil blive ved med at lede efter impulser fra Det Vilde Barn, lave forsøg med at lade dem komme til udtryk, prøve at filtrere affekterne fra Det Sårende / Det Sårede Barn fra, og så se, hvad der kan komme ud af det. Denne tekst kommer fra Det Indre Vilde Barn. Vi får se, om der kommer mere en anden gang.