Betydningen af "mening" i livet - og hvor den kan komme fra

Det er mærkeligt, at ”mening” både er noget at det vigtigste i livet, og noget af det sværeste at tale om. Min egen oplevelse er, at når ting giver mening, så har jeg det godt, og når ting ikke giver mening, så har jeg det ikke godt. Meningsløshed i livet er en dyster ting. Når livet giver mening, giver det en følelse af tilfredshed. Som det vist er Nietzsche der har skrevet, kan man udholde næsten hvad som helst, når det giver mening (citat hedder vist: "Den, der ved, hvorfor han lever, kan tåle et hvilket som helst hvordan.").

Men samtidig er mening noget mærkeligt noget. Det er svært at definere, og det kommer og går nærmest som det vil. Nogen lever i øvrigt fint uden en følelse af mening; for dem er nydelse og at undgå ubehag vigtigere. Men for andre er deres lykke eller tilfredshed og deres kræfter til tilværelsen helt afhængig af en oplevelse af mening.

Hvor kommer mening fra? Jeg er sikker på, at den kan komme mange steder fra. Men for mig selv vil jeg sige, at mening kommer fra kontakten med symboler. Et symbol er et billede, der sammenfatter ubevidste og bevidste elementer. En drøm eller et indre billede, er klassiske eksempler på symboler. Musik, levende ritualer og kunst er andre eksempler på symboler. Gudebilleder, eventyr og myter er også dybt symbolske – eller rettere; de kan være dybt symbolske, når de er levende for én. Hvis de ikke er levende, dvs. hvis man ikke bliver grebet og berørt, så er de ”døde” eller meningsløse. Når der er en levende symbolsk dimension i min dag, så oplever jeg denne dag som meningsfuld, og så er det næsten uden betydning, om dagen er let eller svær. Ja, nogle gange kan udfordringer blive de mest meningsfuld, for jo større indsats, jo større oplevelse af betydning.

Jeg tror, at følelsen af mening opstår, når man får fornemmelsen af, at der er mere på spil, end det umiddelbart synlige. Eller når man får fornemmelsen af, at der er mere mellem himmel og jord, end man lige går og aner. Eller at ens handlinger og ens liv har et formål eller betydning. Hvis man ser sit liv som ”bare hvad det er”, så kan det føles meningsløst, når livet går én imod, og man har meget at kæmpe med. Men hvis ens livskampe får et symbolsk lag, så føles de meningsfulde.

Jeg tror, at det .bl.a. er derfor, at vi i jungiansk psykologi arbejde så meget med symbolsk materiale: Drømme, eventyr, myter, kunst. Vi kommer til terapeuten (analytikeren) med vores smerter og problemer, og i terapirummet opstår der en psykisk dimension (et "tredje rum" eller et "potentielt rum"), hvor fortiden og nutidens belastninger får mening ved at blive berørt af det symbolske materiale. En dag kan være helt forskellig, hvis man oplever den i lyset af nattens drøm. Dagens udfordringer er lige lette eller svære, men forskellen er, at de i lyset af drømmen giver mening; dagen og dens begivenheden bliver til en del af en fortælling. Og det gør en forskel. At skrive gør også en forskel, synes jeg. Særlig hvis man skriver lige i brudfladen mellem det beviste og ubevidste; der hvor man ikke ved, hvad der vil stå på næste linje, og hvornår teksten pludselig afslutter sig.

Måske ligger forskellen i, at når der er en symbolsk medklang i vores liv, så lever det ubevidste med, og fordi vores liv leves med en berøring til det ubevidste, så er der også en kontakt til det centrum i vores personlighed, som Jung kalder Selvet. Og hvad er så Selvet? Det er svært at definere, men det er både personlighedens midtpunkt og omkreds, og det er om noget centrum for skabelsen af mening. Der, hvor Selvet er aktivt, er der en oplevelse af mening. Fra det ubevidste og fra Selvet strømmer en oplevelse af, at være en del af noget større og af noget betydningsfuldt. Så at se sit liv og sin dag i lyset af myter, nattens drømme, ritualer, meningsfulde sammenfald (synkronicitet) eller religiøse billeder, kan give en oplevelse af mening.

For Jung var det store problem i den moderne verden, at der ikke mere er noget, der giver mening. Det er selvfølgelig en overdrivelse, men der er nok noget om, at religion, ritualer, traditioner, fortællinger og generelt ”overtro”, har givet den førmoderne verden et fortryllet skær, som den moderne verden er berøvet. Det er derfor, at sociologen Max Weber kaldte den moderne verden ”affortryllet”. Jeg tror, at Jung (der vist ikke havde læst Weber) havde fundet modgiften til affortryllelsen, og denne modgift kaldte han det symbolske liv. 

Så langt, så godt ...