Emergens: Der hvor fremtiden fødes blandt brokkerne af det gamle

Jeg hører for tiden en del interviews med jungianske psykoterapeuter (analytikere). De har en sjov måde, at tale om samfundet og samtiden på. De opfatter samfundet som en slags forstørret psyke, hvor forskellige kræfter støder sammen og vikler sig ind i hinanden.

Nogle store temaer her er ”integration af skyggen”, at udholde modsætninger og så det, der hedder "emergens"; at vente på, at noget nyt viser sig ud af ruinerne af det gamle, og som løfter sig over spændingerne mellem modsætninger.

I løbet af min universitetsuddannelse og forskerkarriere, har jeg indtil for nogle år siden mest trukket på sociologiske teorier, så en del af mig er skeptisk over, at samfundet på denne måde betragtes som en psyke og analyseres som en person. Burde man ikke hellere tale om objektive interessemodsætninger, forskellige slags og mængde af kapital, forskellige former for magt og den slags, hvis man vil forstå samfundet? Jo, sikkert, men jeg synes, at jungianerne har god sans for særlig én ting, og det er, at vente og holde udkig efter, hvor det nye fødes blandt konflikterne mellem og brokkerne fra det gamle. De kan holde udkig efter, der hvor fremtiden fødes. 

Problemet med at holde udkig efter det nye er, at det kræver at man kan lade være med at gøre noget. Og måske lade være med at sige noget. Der er nok af meninger og holdninger og positioner, som kæmper om at blive hørt og at få overtaget, og der er sider af os selv (komplekser), der bliver grebet af disse idéer og bliver ført ind i diskussioner på facebook eller ”in real life”, også kører møllen. Som regel er der ikke noget, der kan flytte sig, når vi er grebet af bestemte idéer og holdninger, og når de har fat i vores følelser. Så vil der hurtigt vise sig et sammenstød mellem idéer og holdninger, og måske vinder den ene, måske vinder den anden, måske bliver det uafgjort, og måske rykker ingen af parterne sig det mindste. Det er i hvert tilfælde svært, at få noget nyt til at komme frem i denne situation.

Jeg nævnte ovenfor ”integration af skyggen” som en vigtig ingrediens i denne sammenhæng. Det handler om, at jungiansk psykologi går ud fra, at alle menneskelige egenskaber og impulser findes i hver af os. Det betyder, at der faktisk er en del af os, der er enig i stort set alle ideologier og holdninger. Psykologisk set, er der en del af os, der har lyst til at stemme på alle tilgængelige politiske partier. Alle har altså i sig en indre liberalist, en indre socialist, en indre konservativ, en indre nationalist, en indre kommunist, osv. Men vores bevidste personlighed, vores ”jeg”, har det med kun at identificere sig med en enkelt eller nogle få af disse holdninger, og resten af vores ideologisk repertoire bliver derfor fortrængt til det, som Carl Jung kalder ”skyggen”; den ubevidste men levende del af vores personlighed. Skyggen viser sig, når vi opflammes i modstand mod en bestemt holdning. Her kæmper vi egentlig mod noget i os selv. 

Et praktisk pejlemærke på sin integration af sine skyggesider er, om det, man lægger ud på socialemedier straks spalter kommentarer i glødende tilhængere og rasende modstandere. Sådanne "spaltninger" er typiske skyggeprodukter. Ensidige udtalelser, vil straks vække deres tilhængere og modsætning til dåd, og internettet er som skabt til dette. 

Som jungianer gør man hvad man kan for, at integrere sig skygge, dvs. at lære sine forskellige ”indre politiske partier” at kende, og at acceptere dem og vedkende sig dem. Det betyder dog ikke, at man behøver at kunne lide dem alle eller at handle efter dem. Jeg kan fx godt møde min indre fascist og vedkende mig denne skyggeside, uden at jeg behøver at handle eller udtale mig fascistisk. Tværtimod kan jeg måske endelig styre mine småfascistiske tilbøjeligheder, fordi jeg er blevet bevidst om dem. Det man ikke er bevidst om i sig selv, har man heller ingen kontrol over. De ubevidste sider, bliver til at man fortaler sig, at man forløber sig, at man mister selvbeherskelsen, at man pludselig siger noget, som man senere fortryder, at man bliver rasende, osv. Det vidste allerede Freud.

Men hvad gør man så? Det lyder da enormt passivt, bare at sidde og vedkende sig sine ”indre politiske partier”, men uden at holde med en bestemt part eller kæmpe for en bestemt sag. Jeg vil sige, at det ikke behøver at være tilfældet. Man kan godt kæmpe for en sag, man synes er vigtig, uden at være grebet af en indre skyggeside; i princippet bliver man bare ikke helt så medrevet.

Og ikke mindst: Man holde så åben for at spejde efter fremkomsten af noget nyt og uventet.

”Emergens” betyder, at noget nyt og endnu ukendt viser sig. Emergens er ikke ensbetydende med innovation eller sådan noget. At arbejde med emergens betyder, at man forholder sig forholdsvist passiv, man venter, man udholder spændingerne i situationen, man prøver ikke at blive for grebet af den ene eller den anden holdning eller den ene eller den anden affekt. I stedet holder man øje med, om noget nyt skulle vise sig ”nedefra”. Dukker der en ny idé op, som overskrider gamle modsætninger og konfliktlinjer? Er der en mulighed, som dukker op, der indeholder noget af det ene og noget af det andet, og som dog er noget helt tredje?

Jungianere vil her også tale om "den trancendente funktion" og om "den syntetiske metode", men det må jeg hellere lade ligge til en anden god gang.

Der er lidt ”magi” i det her, for hvor kommer det nye fra? Fremkomsten af det nye, er ikke en rationel tankerække, der finder hen til det mest fornuftige (og dog, sådan kan det sikkert foregå for nogle meget logisk fungerende personligheder, men de bliver ofte ikke jungianere). Man venter på, at noget ”dukker op” og ”dukker frem”. Man venter på og spejder efter, at noget nyt kommer til syne i udkanten af ens synsfelt (metaforisk talt). Det er også sådan man som jungiansk terapeut sidder, og ”lytter” ned eller ind i feltet mellem terapeut og klient for at opfange, om der er en ny impuls på vej frem, som kan være med til at forny personligheden, og at bringe klienten ud af de konflikter og dilemmaer, som han eller hun er fanget i og plages af. Man ”lytter” og ”fornemmer” altså ned i det ubevidste for at lægge mærke til, om noget nyt dukker frem der.

Men hvor er det ubevidste? Er det ikke noget, der hører til de mest skjulte dele af vores personlighed, og de mest autonomt fungerende dele af vores hjerne? Jo, det er det, men det er også det ”felt”, der opstår mellem terapeut og klient (det man kalder "overføring/modoverføring"). Det er også det felt, der opstår mellem mennesker, der er sammen i en engageret diskussion. Fordi man selv er en del af dette ”felt”, kan man sidde og lytte indad i sig selv og spejde efter, om noget nyt viser sig.

Hvad skal man så gøre, med dette nye, som er dukket frem i dette felt mellem mennesker? Man skal vel prøve at realisere det nye, afprøve det, være dets ”fødselshjælper” og hjælpe det frem i verden. 

Mere ved jeg ikke om det.